Thomas Stoor: Jeg blev grebet af højtideligheden og helligheden under min første gudstjeneste

En venlig mand inviterede Thomas Stoor til gudstjeneste, da han var seks år. Det ændrede synet på kirken hos den udøbte dreng, der i dag er præst i den svenske Gustafskyrkan i København

 Det er tredje gang, at den svenske præst Thomas Stoor har embede i den svenske Gustafskyrkan i København, som han holder meget af. Det var også i en kirke, at han oplevede sit første troens øjeblik, da han kun var seks år og udøbt. – Privatfoto.
Det er tredje gang, at den svenske præst Thomas Stoor har embede i den svenske Gustafskyrkan i København, som han holder meget af. Det var også i en kirke, at han oplevede sit første troens øjeblik, da han kun var seks år og udøbt. – Privatfoto.

Der skete noget vigtigt, mens jeg som kun seksårig var på besøg i en lille by, Degerfors tæt ved Örebro i Sverige. Mine forældres venner havde to drenge, og vi tre løb og legede i den lille by en søndag morgen, da kirkeklokkerne begyndte at kime.

Jeg var ikke døbt og kendte ikke noget til kirker, så jeg blev meget nysgerrig og gik sammen med mine kammerater hen til kirken, hvor der stod en mand i døren. Vi spurgte ham, hvad der foregik, og han fortalte, at gudstjenesten begyndte lige om lidt, og at vi var meget velkomne til at være med.

De to andre vendte om og løb hjem. Jeg derimod måtte bare derind og se, hvad der skete, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg satte mig på kirkebænken forrest til højre for at være sikker på at få det hele med, og det fik jeg. Jeg oplevede for første gang og med alle sanser vidt åbne hele den svenske kirkes højmesse med bøn, salmer, prædiken, fredshilsen, velsignelse og så videre. Det var fascinerende.

Jeg blev dybt grebet og oplevede i løbet af den gudstjeneste en verden, der var så meget anderledes, så meget mere højtidelig og hellig end noget andet, jeg havde prøvet. Og alt, hvad jeg havde lyst til, var at være i det altid. Ja, jeg ville gerne bo lige dér i kirken, hvis jeg kunne.

Så jeg blev selvfølgelig ved med at komme i kirken, nu bare kirken derhjemme i Filipstad, hvor jeg boede. Mine forældre forstod det ikke rigtig, og min mor undrede sig for eksempel over, hvorfor jeg var så glad for salmerne, når jeg ikke kunne læse og derfor ikke kunne synge med. Men som jeg fortalte hende, så sang jeg bare noget med Jesus, Jesus, Jesus i stedet.

Men jeg lærte selvfølgelig at læse, og jeg blev aktiv i kirken og kom med i forskellige ting. Som 18-årig blev jeg frivillig i sømandskirken i Malmø, hvor jeg den første dag mødte tre personer, der kom til at bestemme min fremtid. Det var en portugisisk flygtning, en gammel svensk sømand, for hvem kirken var et hjem, hvor han havde sine menneskelige relationer, og så russiske, ateistiske sømænd på orlov. Og jeg tænkte: Et sted, der kan rumme både mennesker i nød, mennesker, der behøver fællesskab, og mennesker, der er eksistentielt søgende, dér vil jeg arbejde – og helst også bo.

Denne oplevelse definerede, hvad jeg skulle her i livet. Jeg begyndte at læse teologi og endte med at blive doktor fra Lunds Universitet, og jeg kom som ønsket til at være præst i sømandskirker, både i Piræus, i London og i København, hvor jeg nu er i gang med mit tredje og sidste ophold, inden jeg om fem år skal pensioneres.

Når det sker, flytter vi nok til Vadstena, hvor min kone er fra. Her har vi allerede et lille hus. Her arbejdede jeg i en periode i Klosterkyrken, og her var jeg med til at konfirmere flere af de svenske kongebørn. Vadstena har nemlig det tilfælles med Assisi i Italien, hvor jeg også opholdt mig et år, at helligheden er så massiv, at det kan føles overalt i byen. Så uanset hvor du er i Vadstena, er det ligesom at bo i kirken. Det er præcis, som jeg ønskede det som lille dreng, da jeg første gang var til gudstjeneste, og som jeg også gør det nu i København, hvor der er en præstebolig knyttet til kirken. Så ja, jeg bor sammen med Gud, som jeg ville det, dengang jeg var seks år.