Hun viser det med sin hånd, som hun holder lodret frem som en skillevæg.
”Vi bliver født, og vi dør her. Der går grænsen for vores bevidsthed. Mere ved vi ikke,” siger Annette Vinter Hedensted og peger på sin håndflade som den afgrænsende væg.
På den anden side af hånden er den anden virkelighed. Opstandelsen. Forestillingen om, at det døde bliver levende, og en ny virkelighed indtræffer efter døden. Med hånden som billede sætter Annette Vinter Hedensted en umiddelbar grænse for, hvad hun som menneske kan vide.
Hun er ikke det, som hun selv kalder opstandelsespræst med glæden, troen og håbet som nærværende følgesvende. Langt mere ser hun sig selv som langfredagspræst. Hun lever med egne ord det meste af tiden i langfredagsmørket.
”Jeg har masser af sorg med i mit liv. Det går utvivlsomt helt tilbage til mit barndomshjem, hvor jeg voksede op med en alkoholisk mor og ofte var ramt af en forladthed. Jeg kender i høj grad følelsen af at være alene.”
Hun betegner sin tro som lille. Annette Vinter Hedensted føler sig i høj grad som jordisk menneske af kød og blod med alt, hvad det indebærer af menneskelige bekymringer og sorger.
Alligevel kan opstandelsen trænge sig på. Der sker nemlig meget ofte noget for hende i mødet med døende og deres pårørende.
”De mennesker, som jeg møder, forærer mig opstandelsen,” siger hun.
Aldrig har Annette Vinter Hedensted derfor følt så megen livsglæde og meningsfuldhed som de seneste år, hvor hun har arbejdet som hospitalspræst i Horsens og siden 2015 på det nyåbnede Gudenå Hospice ved Brædstrup i Midtjylland. Og det selvom hun på daglig basis er sammen med mennesker i sorg og smerte.
For ganske nylig havde hun en dyb samtale med en murer, som skulle tage afsked med sin dødssyge kone. Deres forhold var nært, og selvom manden mærkede stor smerte og savn, var der også afklarethed.
Annette Vinter Hedensted brugte i samtalen håndens billede til at illustrere over for den snart efterladte mand, hvordan virkeligheden så ud. Mureren gik i rette med hospicepræsten.
”Han åbnede mine øjne for, at vi også kan se eller erfare opstandelsen på den anden side. Jeg går som oftest med den opfattelse, at vores grænse går ved det rent fysiske, men han var af den klare overbevisning, at vi i vores tænkning eller forestilling kan bevæge os længere end det rent fysiske.”
Mureren brugte det at skulle have en kop kaffe som eksempel på sin tro. Tanken om at lave og hente kaffen går forud for, at kroppen går i gang med at udføre handlingen.
Han havde i sit indre en erfaret tanke om, at han skulle være sammen med sin kone, selvom hun ikke længere var her.
”I sådan en samtale er det en murer, som forærer mig et billede af opstandelsen. Han har været omme på den anden side af sin bevidsthed og mødt sin afdøde kone. Jeg bliver tavs, benovet og overvældet, når jeg oplever at blive trukket med ind i et opstandelsens øjeblik som dette,” siger Annette Vinter Hedensted.
I dag sidder hun og snakker med fysioterapeuten på Hospice Gudenå om det helt særlige, som opstår i møderne og nærværet omkring døden. De dybe intense samtaler, hvor livets essenser træder frem i deres reneste former.
”Døende kan have bekymringer og ængstelser. Men altid er det, som kommer til at stå tilbage for den enkelte, de dybeste kærlighedsrelationer. Når man er i de møder, så ved man godt, at opstandelsen er der,” siger Annette Vinter Hedensted og fortsætter:
”Men opstandelsen kan aldrig komme, når du er alene. Den sker, når du er sammen med andre.”
Men opstandelsen er aldrig noget, hun kan eller vil bære frem. Hun er der som menneske. På Gudenå Hospice har de en uhøjtidelig præst, der aldrig er bange for at sætte ord på de følelser, som melder sig tæt på døden.
”Jeg kan bringe ærligheden ind. Jeg kan lytte og lade mørket være der. Og så sker der det forunderlige, at opstandelsen nogle gange dukker op, men det er aldrig noget, som jeg kan eller skal gøre noget for at fremelske.”
Hun tænker på, hvad det er, som gør, at hun – som oftest er i langfredagsmørket – overhovedet kan trives så godt med at være på et hospice.
”Måske har jeg brug for det, fordi jeg her får opstandelsesbudskabet foræret.”
For syv år siden var Annette Vinter Hedensteds ældste søn, der i dag er 26 år, udsat for en voldsom trafikulykke. Han var i overhængende livsfare og vågnede op til et liv som hjerneskadet. Alt andet end opstandelsestro meldte sig for Annette Vinter Hedensted.
”Jeg var rasende og skældte voldsomt ud på Gud. Nu havde jeg slidt og slæbt som præst i over 20 år og været hans gode tjener, og så skete det her urimelige og meningsløse. Jeg var fast besluttet på, at hvis han døde, så skulle jeg ikke være præst mere.”
Sønnen overlevede. Annette Vinter Hedensted er stadig præst, selvom hun aldrig havde tænkt, at hun skulle være det.
”Jeg føler, at Gud har et projekt med mig. Jeg har ikke noget projekt med Gud, men Gud sætter sig igennem over for mig gennem de mennesker, jeg møder – også når jeg ikke kan finde ham.”
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle have prædiket på søndag?
Gud finder sin vej. Det er ikke op til os.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Budene er okay som færdselsregler, men jeg ser dem som jordiske, og de rammer ikke det højere ind. Skal jeg vælge, må det være det første bud: Du må ikke have andre guder end mig.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
En gudstjeneste med ro og eftertænksomhed, og det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er den bedste form.
Hvordan er dit gudsbillede?
Mit billede af Gud er, at han ikke lader mig i fred. At han vil mig noget, selvom det ofte er en irritation og evig uro for mig.