Prøv avisen
Troens øjeblik

Vågekone: Jeg delte barnetroen med en døende

Kirsten Sandfeld Nielsen fra Grindsted er vågekone. Foto: Astrid Dalum/Polfoto

Kirsten Sandfeld Nielsen er vågekone i Grindsted i Midtjylland og oplever mangt og meget, når hun sidder i den sidste nattevagt. Én kvinde gjorde et særligt indtryk

Jeg blev i 2008 vågekone i Grindsted i Midtjylland, og der skrev jeg under på følgende ord, som stadig betyder meget for mig: Ved livets begyndelse bliver vi modtaget af kærlige varme hænder. Også når livet ebber ud, har vi brug for en varm og kærlig hånd.

Det var en kold vinteraften med frost og sne, og jeg skulle sidde hos en gammel dame, som egentlig var så syg, at hun burde være på plejehjemmet. Men hun ville så inderligt gerne blive hjemme, selvom hjemmeplejen dagen før havde fundet hende om morgenen liggende kold på gulvet, da hun var faldet ud af sengen.

Jeg så med det samme, jeg kom ind, at der var lagt en smuk, hvid bluse og et lommetørklæde med et fint orkis (et slags ekstra fint hækleri med tynde tråde og mange knuder, red.) frem, og jeg var ikke i tvivl om, at det var til hendes sidste rejse. Hun var helt klar, og spurgte mig, om jeg skulle sidde hos hende, og det bekræftede jeg.

Men selv om det var sent på aftenen, ville hun ikke sove. Hun ville langt hellere fortælle sin historie om dengang, hun som ung pige rejste fra Jylland til København for at uddanne sig til sygeplejerske. Om hvordan hun senere rejste hjem for at hente sin mor, der skulle på besøg. Toget var overfyldt, men der var en soldat, der høfligt rejste sig, så moderen kunne få hans plads – alt imens hun og soldaten grundlagde et livslangt ægteskab i deres samtale ude på toggangen.

Men manden var død nu, og det samme var den gamle dames venner. Hun havde børn og børnebørn, som hun dagligt bad for. Især et af børnebørnene havde det svært, fortalte hun. Og så kiggede hun på mig og sagde: Jeg forstår ikke, hvorfor Gud lader mig leve – jeg er så gammel og skrøbelig.

Som Røde Kors-vågekone må jeg ikke spørge ind til noget – eller selv foreslå noget. Jeg skal blot være der og lytte. Men lige som jeg hverken kan eller vil nægte en tørstende et glas vand, så kunne jeg heller ikke nægte denne troende, gamle dame et trøstende ord, så jeg sagde til hende: Måske er det, fordi du så kan bede for familien og især barnebarnet. Ja, sagde hun, med et smil, det er lige sådan det er.

Så ville hun gerne, at vi skulle bede Fadervor, og vi skulle også synge en aftensang, som hun kunne udenad.

Bagefter bredte der sig en ro over hende. Klokken tre blev jeg afløst og kørte hjem i snevejret, glad og taknemlig for at jeg fik den sidste nattevagt hos hende.

Jeg har aldrig glemt hende. Hun hvilede så stærkt i sin kristentro, og der var sådan et lys omkring hende, også i nogle af hendes sidste timer, at det stadig beriger mig. Den tro, som jeg selv fik med fra min barndom, delte jeg med hende.