Jeg elsker de grønne lunde

»Jeg elsker de grønne lunde« er Johannes Helms kærlighedserklæring til Danmark. Han skrev den i 1873 - kort tid efter, at Danmark havde tabt flere slag mod tyskerne, og grænsen var blevet trukket ved Kongeåen.

Jeg elsker de grønne lunde

med tonernes vuggende fald;

jeg elsker de blanke sunde

med sejlernes tusindtal.

Jeg elsker hver dal, hver banke

med kornets bølgende flugt,

hvor flittige hænder sanke

af arbejdets gyldne frugt.

Jeg elsker de brede sletter

i sollysets sommerpragt,

i vinterens stjernenætter

bag snetæppets juledragt.

Mig fryder sin ros, din ære,

mig knuger sin sorg, dit savn;

hver glans, hver plet vil jeg bære,

som falder på Danmarks navn.

Thi du er mig fader og moder

- så synges fra strand til strand -

langt mer end søster og broder,

thi du er mit fædreland.

Forstummed hver røst i skoven,

og falmed hver gylden frugt,

faldt nat over mark og voven,

jeg fandt det dog lige smukt.

Om alle de drømme bristed,

du har fra din ungdom drømt,

om trængsel og nød du fristed,

jeg elsked dig dobbelt ømt.

Mer end er der sang i skoven,

højt bølger det røde flag;

end er der en Gud foroven,

der råder for Danmarks sag.

I 1864 havde endnu en ulykke ramt Danmark, da Danevirke blev rømmet uden kamp, Dybbøl faldt efter store tab, hele Sønderjylland gik tabt, og grænsen blev trukket ved Kongeåen, mens de danske sønderjyder blev ladt tilbage under tysk herredømme. Denne krig nedbrød nok den sidste rest af nationale stormagtsdrømme og virkede langt mere lammende end tidligere tab.

Johannes Helms havde selv gjort treårskrigen med og deltaget i slagene ved Fredericia og Isted. Det havde givet ham en stærk kærlighed til Sønderjylland, og han tog efter sin eksamen 1856 plads som lærer i Slesvig, men blev udvist af tyskerne 1864. Hans sang er altså ikke mundsvejr - han havde selv prøvet at leve op til dens dyre ord.

Han var vokset op i egnen ved Nødebo og Esrum Sø. Hans danske natur var de grønne lunde, de blanke sunde og dale og banker med bølgende kornmarker.

Kærligheden til landet er meget tit bestemt af barndommens land, der jo for de fleste står i et nærmest forklaret skær: »Om ikke vi drog fra det yderste hav - for bøjet og rynket at stå - og høre de kluk - de mindernes suk - fra bækken, vi kyssed som små!« synger Åkjær.

Det var da også i Gribskov, Helms i 1873 skrev sin kærlighedserklæring til Danmark. En kilometer syd for Esbønderup Kirke ligger en meget høj bakke, Lodsbakken, med vid udsigt over skoven, Esrum Sø, bakkelandet i nord og havet længst ude.

Her sad Helms og lod landet fylde sin sjæl og skrev sin sang. Han var fordrevet fra sit kære Sønderjylland, hans land var lammet af sorgen, og hele sangen er en forsikring om, at al denne elendighed ikke gør hans kærlighed mindre, snarere tværtimod: »Om trængsel og nød du fristed, jeg elsked dig dobbelt ømt!«

Man kunne også kalde det en solidaritetserklæring, helt uforbeholden: »Mig fryder din ros, din ære - mig knuger din sorg, dit savn, hver glans hver plet vil jeg bære, - der falder på Danmarks navn!«

Det er jo en sådan solidaritet, vi kun kender fra forholdet til de mennesker, vi er bundet til med de dyreste bånd, hvor vi deler ondt og godt, ære og vanære, uden at det gør vores kærlighed mindre. Og Helms siger dette helt direkte: »Thi du er mig fader og moder!«

Man kunne kalde det næsten bespotteligt at bruge så stærke ord og tolke så stærke følelser til et stykke land, der dog kun er en ydre ting, og sådan vil nok mange tænke.

Men lige fra den grå oldtid har mennesker over det meste af kloden dyrket selve jorden som den største guddom af alle, den jord, der gav alt liv og sørgede for, at det fortsatte. Det er såmænd derfor, en fødselshjælperske endnu kaldes en jordemoder.

For symbolsk at vise, hvorfra et barn kom, skete fødslerne på jorden, og derefter rakte »jordemoderen« barnet fra jorden til faderen eller moderen som en gave fra den store gudinde. Hun selv kaldtes Moder Jord, Terra Mater, som Tacitus fortæller, at germanerne dyrkede. Der er altså i hele vores verdensdel en urgammel tradition for at opfatte selve jorden som den store moder, der giver os alt, og som vi skylder alt - og som giver hele naturen dens kraft.

Derfor blev naturen også et udtryk for hende og omfattet med de samme stærke følelser. Og derfor er det ikke mærkeligt, at Danmark kaldes »Mor Danmark« hos så mange af vore digtere, og at de nærer de samme følelser over for hende som for en rigtig mor. Hvem ville nogensinde kalde Danmark »Far Danmark«?

Det gælder også Mogens Lorentzen, der så vist ikke var nationalist, men tilhørte den kulturradikale kreds omkring Poul Henningsen. Da han under besættelsen skrev sin danmarkssang »Der er et land, som dårligt kan bli meget mindre«, beflittede han sig på i hvert eneste vers at forsikre, at vi jo ikke havde noget at bryste os af: »Der er et folk, nå lad os bare ikke prale, af hvad vi er, lad andre fælde dom!«

Alligevel slutter alle vers med omkvædet »Mor Danmark«. Sangen er skrevet, da hun var i nød, og det har vakt den ømhed for hende, som man altid vil føle for en mor i nød.

Blå bog

Mads Lidegaard, 76 år, er teolog, men har haft det mest af sit virke i højskolebevægelsen som forstander og lærer. Han har sammenlagt tilbragt 15 år i Grønland, hvor han blandt andet var med til at oprette Knud Rasmussens Højskole. Mads Lidegaard er forfatter til en række artikler om danske sange, der vil blive bragt i løbet af sommeren i Kristeligt Dagblad. De første artikler blev bragt den 25. og 28. juni.