Prøv avisen
Tro&tvivl

Formanden for Danmarks Unge Katolikker: Jeg er blevet velsignet af en helgen

Christopher Nybro Bonde er meget taknemmelig for, at hans forældre opdrog ham i den katolske tro og satte ham i katolsk skole. Nu arbejder han selv med undervisning på den katolske privatskole Skt. Ansgar Skole i København. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Formanden for Danmarks Unge Katolikker, Christopher Nybro Bonde, er på en og samme tid dybt forankret i sin katolske tro og søgende i forhold til, hvilken vej han skal vælge her i livet for at kunne blive det lys for andre, som han så gerne vil være

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er mine forældre meget taknemmelig for, at de opdrog mig i den katolske tro. Den giver en ekstra dimension i min tilværelse, som jeg stadig er i gang med at finde ud af, hvordan skal indrettes. Jeg ved for eksempel endnu ikke, hvad jeg vil uddannes som.

Men midt i afklaringsprocessen er der stor ro i at mærke, at jeg trods alt har en retning som katolik, og at jeg ikke er alene. For Gud er altid med mig og elsker mig altid. Gud elsker selvfølgelig også alle andre mennesker. Men at vide, at han elsker lige mig uanset hvad og altid lytter til mig, mine spørgsmål og bønner, er en stor styrke. Så skal jeg bare selv blive bedre til at takke og bede, også når det går godt. For ligesom så mange andre beder jeg mere, når noget er svært og går mig imod.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Mine forældre har altid været aktive katolikker, både trosmæssigt og organisatorisk. Så vi har både bedt og talt meget om religion derhjemme, ligesom vi også stort set hver søndag gik til messe i Sankt Andreas Kirke i Ordrup, hvor der altid var mange andre børn, som jeg kunne lege med. Jeg husker især de såkaldte familiesøndage, hvor vi var der hele dagen. Det var en ren fest, især til store dage som fastelavn, jul og påske. Senere er jeg så selv begyndt at komme i Skt. Therese Kirke i Hellerup, som ligger lige ved siden af den katolske skole Rygaardsskolen, hvor jeg gik som barn.

Hvad har udfordret din tro?

Min omverden og min egen nysgerrighed har i fællesskab udfordret min tro – i hvert fald på et akademisk plan. Alle på mit religionshold på hf interesserede sig meget for tro. Men da alle selvfølgelig ikke var katolikker, fik jeg mange spørgsmål om, hvad katolikker troede på, og om dette og hint nu kunne være sandt. Det var ikke altid, jeg vidste det, men så måtte jeg jo undersøge det.

Intet af det fik mig dog til at overveje at være andet end katolik, men jeg blev alligevel så optaget af forskellen på katolicisme og protestantisme, at min store afgangsopgave handlede om netop denne forskel belyst ud fra måden, som kirkerummet er indrettet på.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Min første påvirkning kom fra mine forældre, som stadigvæk betyder meget for mig. Men siden jeg som fem-seksårig første gang var med i den årlige sommerlejr for katolske børn, er jeg også blevet inspireret af både præster, voksne frivillige og jævnaldrende. Hvert år var jeg således deltager i sommerlejren, indtil jeg blev firmet, og siden har jeg selv undervist børn og unge på såvel lejre som andre steder.

Både i forbindelse med den første kommunion (første gang en katolik modtager nadver, red.) og firmelsen (katolsk konfirmation, red) var der lejre, som betød særligt meget, fordi de ledte op til at skulle modtage to sakramenter for første gang. Vi katolikker har jo syv sakramenter (dåb, nadver, firmelse, skrifte, vielse, præstevielse og den sidste olie, red.), og da ingen kan huske deres dåb, var det fantastisk at få nadveren første gang, da jeg var cirka otte år, og senere, da jeg som 13-14-årig blev firmet. Nu skulle jeg stå på egne ben rent trosmæssigt og kunne ikke længere bare læne mig op ad mine forældre.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det er en stor del af mit liv at være en del af et katolsk fællesskab. Mange af mine venner er katolikker, som jeg har kendt, lige siden vi var på den årlige katolske sommerlejr som børn, og som nu er aktive i Danmarks Unge Katolikker (DUK), ligesom jeg er det. For jeg bruger meget tid både på at arrangere weekender og lejre, stå for undervisning og meget andet. Men jeg kan slet ikke forestille mig mit liv anderledes, og sådan har det altid været.

Hvis jeg – også som ganske ung – skulle vælge mellem at sidde på en af de bedste pladser til en spændende fodboldkamp en søndag eller være i kirken sammen med mine katolske venner, ville jeg til hver en tid tage det sidste. For det at være med i troens fællesskab og med til at holde det katolske ungdomssamfund i gang giver mig så meget, både socialt og trosmæssigt.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Da jeg var ti måneder gammel, var jeg i Rom med mine forældre og min storesøster, og dér blev jeg på Peterspladsen rørt og velsignet af den senere helgen pave Johannes Paul II, som derfor betyder noget særligt for mig. Jeg kan selvfølgelig ikke huske det, og han var selvfølgelig ikke helgenkåret dengang.

Der går en lige linje fra ham over pave Benedikt XVI og til den nuværende pave Frans, som jeg har været til messe med i både Brasilien, Rom og senest i Polen i sommer, og som er en god pave.

Mange tror så fejlagtigt, at pave Frans er anderledes teologisk set end de to andre. Men det er han ikke. Han står fuldstændig fast på kirkens holdninger, men hans facon er mere åben og samlende, og det er godt. For dialog må der til, men det kræver også, at man ved, hvor man selv står.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I sommer var jeg sammen med to millioner andre unge katolikker fra hele verden til World Youth Day i Polen. En af aftenerne gik vi så mange mennesker i gaderne, at man ikke kunne andet end bare følge med strømmen, og jeg kom tilfældigt til at gå ved siden af en ung, amerikansk katolsk præst, som, inden vi skiltes, sagde til mig: Gå ud i verden og vær et lys for andre.

Den sidder der stadigvæk, for det giver så meget mening, og det er jo netop det, jeg gerne vil være, både som menneske og som katolik.