Prøv avisen
Interview

Christian Langballe: Jeg er en ufattelig dårlig taber

”Jeg er blevet meget mere bevidst om, at jeg som præst skal fylde mindre for at lade evangeliet træde frem og lade Helligånden virke,” siger Christian Langballe. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Christian Langballe fortryder ikke sine ytringer som hverken politiker eller præst, men har med tiden indset, at politik kan få forfængeligheden frem i enhver og fjerne fokus fra sagen

Da det gik op for Christian Langballe, at Dansk Folkepartis store nedtur ved folketingsvalget i juni betød, at han ikke fik endnu en periode som partiets mand på tinge, blev han ærgerlig og forbitret.

”Jeg synes, at det var en rædselsfuld valgkamp, der var præget af et overbud af velfærdsløfter. Det gjorde mig virkelig forbitret,” siger han og vender derefter skytset mod sig selv:

”Jeg er en ufatteligt dårlig taber. Men når røgen har lagt sig, kan jeg godt se muligheder i, at forsynet har bragt mig et andet sted hen,” siger den 52-årige politiker, debattør og teolog, der har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2011 og været sit partis kirke-, europaråds- og indfødsretsordfører.

Christian Langballe har især markeret sig på det udlændinge- og kirkepolitiske område, hvor han med egne ord har ”kæmpet for at bevare det Danmark, som jeg er vokset op med og holder af”. Han har især ytret sig imod islam og indvandring og talt for, at der fra politisk hold gøres mere for at bevare kristendommen som Danmarks og Europas værdimæssige grundlag.

På disse områder har hans tid i politik ikke fået ham til at ændre sine synspunkter eller fortryde noget. Men på andre måder har tiden i politik givet Christian Langballe stof til selvrefleksion.

”Selvom politik har en hurtig puls sammenlignet med for eksempel teologien, har mine år i Folketinget bestemt givet mig anledning til at reflektere både over min egen rolle og det politiske system,” siger han.

”Jeg har altid været bevidst om, at forfængelighed spiller en stor rolle i menneskers liv. Jo tættere man kommer på magtens centrum, jo mere afsløres det, hvad magten er, og hvad den gør ved mennesker. Forfængelighed fylder ufattelig meget i politik, og det kræver meget at blive ved med at være ærlig over for sig selv,” siger han.

”Spørgsmålet er, om man kan dissekere sig selv, sådan som det her interview lægger op til. Men når man er med i centrum af den politiske tummel, lærer man sig selv bedre at kende og ser sine egne og systemets begrænsninger tydeligere,” uddyber han.

Systemets begrænsninger handler ifølge Christian Langballe blandt andet om, at det parlamentariske demokrati let udarter sig til en teaterforestilling, hvor politikerne går mest op i at score point på at udstille deres politiske modstandere.

”Jeg tror ikke, at der er ret mange debatter i folketingssalen, hvor politikerne reelt lytter og forsøger at blive klogere. Meget handler om at udvise handlekraft, og derfor bliver der vedtaget meget lovgivning, som reelt ikke rykker det store, og som man godt kunne have været foruden. Jeg har selv stemt for en del af den slags lovændringer, som mere har haft karakter af et trofæ, den enkelte politiker ville hive hjem, end det var lovgivning med blik for helheden,” siger han.

Christian Langballe har dog fra begyndelsen besluttet, at han ville holde sig for god til at glæde sig over sine modstanderes fiaskoer.

”Jeg har aldrig glædet mig, når politiske modstandere fik en høvletur i pressen. Jeg er gået ind i politik for at kæmpe en kamp, som jeg ikke bare kunne stå på sidelinjen og kigge på, at andre tog sig af,” siger han.

Med en opvækst i et debatlystent hjem med tidehvervs-teologen Jesper Langballe som far blev han fra barndommen vænnet til heftige diskussioner om politik og teologi, og han har fundet det helt naturligt at følge sin far i rollen som teolog, sognepræst og politiker. Til gengæld har hans tid i Folketinget lært ham, at det er sværere at ændre på forholdene, end man kan forestille sig, når man står på sidelinjen.

”Jeg har måttet indse, at politik ofte handler om at hoppe fra tue til tue i stedet for at tænke og handle langsigtet. Demokratiet er på sin vis ikke ret effektivt, når man skal tælle til 90 mandater for at få noget igennem. Det ville nogle gange være lettere med oplyst enevælde,” siger Christian Langballe og tilføjer, at det også falder tilbage på vælgerne, som tilsyneladende ikke er parate til at gennemføre voldsomme ændringer af samfundets indretning, men hellere vil tage små skridt ad gangen.

Han har måttet sande, at det, der optager politikerne, ikke altid fylder hos folket.

”Jeg er blevet mere ydmyg over for, at vælgerne ikke altid oplever den politiske kamp, der foregår på Christiansborg som særlig relevant for deres hverdag. Christiansborgs mure er jo meget tykke, og det har været sundt for mig at være ude blandt vælgerne og tale med folk her i sognet. Jeg er blevet klar over, at også jeg af og til mangler fornemmelse for, hvad der er vigtigt for almindelige mennesker,” siger Christian Langballe.

Han har siden 2000 været sognepræst i Tjele og Nørre Vinge Sogne og Viborg Domsogn, og han bor fortsat i præstegården i Foulum med sin familie. Da han gik ind i politik og kom i Folketinget, besluttede han, at han kun ville være i politik i en vis periode, og han fik en ordning om, at han kunne vende tilbage til præstegerningen, når hans politiske karriere sluttede. Og selvom han havde håbet og troet på en periode mere i Folketinget, glæder han sig til – efter lidt ferie og orlov – at vende tilbage til jobbet som sognepræst. Og når han vender tilbage, vil det være som en anderledes præst, end da han blev indsat.

”Som yngre havde jeg en mere færdig holdning om, hvordan tingene så ud, og jeg formulerede mig mere bastant og direkte. Jeg mener stadig, at en prædiken skal have skarphed og tyngde, men mine prædikener har forskubbet sig fra at tage afsæt i det, der lige er oppe i tiden, til i højere grad at være en fordybelse i evangeliet selv. Jeg er blevet mere optaget af den før-politiske virkelighed med dens fordringer om, hvordan vi skal leve sammen,” siger han.

Han vurderer, at han er blevet mere besindig og overbærende i forhold til andre menneskers forfængelighed.

”Jeg er blevet klogere på den menneskelige eksistens og mere bevidst om, at tilværelsen ikke er perfekt, og at alle mennesker har deres at slås med. Der er kommet en nuancering ind, som også handler om, at virkeligheden er mere forunderlig, end man ofte ser som ung,” siger han.

”Jeg er blevet meget mere bevidst om, at jeg som præst skal fylde mindre for at lade evangeliet træde frem og lade Helligånden virke. Som Johannes Døber siger, så skal Jesus blive større, og jeg skal blive mindre. Jeg tror, at vi i de europæiske kirker har gjort den helt store fejl, at vi som præster fylder alt for meget med vores cirkusnumre, mens ånden fylder for lidt. Det er igen forfængeligheden,” siger Christian Langballe.

Han tilføjer, at han i sin tid i Folketinget har haft stor glæde af at tale med folketingsbetjentene, ”fordi de ikke havde nogen politisk dagsorden, og med deres jordbundne forhold til livet mindede mig om min egen tendens til forfængelig selvovervurdering”.

Og så er han med egne ord heldig at have en kone, der er meget ærlig.

”Så jeg får med krabasken, og selvom jeg bliver sur i øjeblikket, når hun påpeger, at jeg ter mig tosset, aflejrer det sig jo med tiden.”

Jeg har altid været bevidst om, at forfængelighed spiller en stor rolle i menneskers liv. Jo tættere man kommer på magtens centrum, jo mere afsløres det, hvad magten er, og hvad den gør ved mennesker

Christian Langballe
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix