Prøv avisen

Jeg er faktisk en ret stolt person

Klaus Gilberg har haft et alkoholmisbrug, siden han var 17 år. Han nægter at bebrejde nogen andre sin skæbne, og medlidenhed fra andre ønsker han under ingen omstændigheder.– Foto: Johnny Anthon Wichmann.

Hjemløse og alkoholikere ynkes dagligt af forbipasserende danskere, som enken fra Nain ynkes af Jesus i søndagens tekst. Men medlidenheden skal vi pakke væk, siger Klaus Gilberg en af gadens skæve eksistenser. For den tager hans værdighed fra ham

Vi mennesker har pligt til at vise omsorg for hinanden, men medlidenhed det er noget, som kun Gud har ret til at føle. Det er i hvert fald sådan, jeg har det.

Ordene kommer fra Klaus Gilberg, der netop har fået genfortalt søndagens tekst om enken fra Nain, der mister sin eneste søn, men ynkes af Gud i en grad, så han lader den afdøde genopstå.

Det er kun Gud, der kan se, hvad vi som mennesker bør gøre. Men samtidig har han jo givet os den fri vilje, så derfor kan han ikke så godt gribe ind. Men han kan se ned på os og opdage, at vi ikke er blevet klogere og så føle medlidenhed med os.

Klaus Gilberg ser op for at sikre sig, at hans ord bliver forstået.

Han sidder på en stol i det lokale, hvor han tre gange ugentligt øver med bandet Kirkens Korshærs Baggårdsband, som består af nuværende eller tidligere hjemløse. Hans tynde, shortsklædte ben springer i øjnene og er det synlige resultat af hans hårde liv.

10 dage i alkoholens tåger, hvor fast føde blev erstattet af flydende kost på flaske, og hvor dage og nætter flød sammen og ødelagde alt, hvad der kunne minde om en normal døgnrytme.

Denne gang lykkedes det dog Klaus Gilberg selv at stoppe det.

Jeg tog mig sammen og fik ringet til Stefan, som straks tilbød at komme og hente mig, fordi han kunne høre, at den var helt gal, forklarer han.

Stefan Søndergaard driver det private afvænningssted Omsorgsstedet Søndergaard i Odense, og han er et af de mennesker, der hjælper den 56-årige odenseaner, når øllene i perioder overtager styringen med hans liv. Denne gang har Klaus Gilberg intet betalt for opholdet.

Jeg har rigtig meget at takke Stefan for. Kommunen vil ikke henvise til ham, og der er lang venteliste til de offentlige institutioner, siger han.

Når en mand som Stefan Søndergaard ganske gratis og uden gevinst hjælper Klaus Gilberg, er det nærliggende at tro, at det sker af ren og skær medlidenhed nøjagtig som i søndagens tekst, hvor Jesus ynkes over enken, der har mistet sin søn. Men sådan hænger det ikke sammen, mener Klaus Gilberg.

Nej, jeg får ikke medlidenhed fra Stefan. Han betragter mig som et ligeværdigt menneske. Han kan godt synes, jeg er et fjols, når jeg begynder at drikke, men altså medlidenhed, det kan man ikke bruge til noget, fastholder han og pointerer, at medlidenhed nemt får et menneske til at miste sin værdighed.

Den eneste måde, hvorpå man kan tale rigtigt med et menneske, er at gøre det i øjenhøjde. Det betyder, at du, hvis du vil tale med en, som ligger ned, også selv må lægge dig ned. Kun på den måde er I jævnbyrdige, siger Klaus Gilberg.

En skæv eksistens. Sådan kalder Klaus Gilberg sig selv. Dog er han ikke mere skæv, end at han i 13 år har haft sin egen lille lejlighed. Men selvom han ikke ønsker sig tilbage til den fireårige periode, hvor han var hjemløs, er det ikke meget tid, han tilbringer i sit hjem. Vennerne på fortovet over for den lille købmand midt i Odense midtby og Kirkens Korshærs varmestue er de faste holdepunkter i hans liv. Her bruger han de fleste af sine vågne timer og så selvfølgelig også i øvelokalerne med de andre medlemmer af Kirkens Korshærs Baggårdsband.

Bandet, der øver tre gange om ugen, opstod på initiativ af Odenses gadepræst, Peter Thyssen, som fik overtalt Klaus Gilberg til at være gruppens guitarist, da han hørte ham spille på den lokale varmestue. Det er han glad for i dag.

Det betyder alt for mig at være i det her band. Så har jeg noget, jeg skal, og jeg har nogen, der er afhængig af mig, siger han og giver Peter Thyssen pæne ord med på vejen.

Jeg har meget at være Peter Præst taknemmelig for. Han har også været inde over, når jeg har haft problemer med alkoholen. Men jeg går nu ikke og takker ham. Det vil han ikke høre på, siger Klaus Gilberg og fastholder, at Peter Thyssen på ingen måde ynker ham.

Han hjælper mig, fordi han har lyst, og fordi han tænker på andre mennesker. Og når hjælpen gives som udtryk for omsorg og ikke medlidenhed, er det meget nemmere for mig at tage imod den, siger han og tilføjer, at han også godt selv kan lide at være den, der viser omsorg for andre.

Som de fleste andre vil jeg da hellere være den, der giver, end den, der tager imod. Når du giver noget til andre mennesker, vokser du lidt får noget selvværd. Derimod mister man lidt af sin stolthed, hver gang man skal bede om hjælp, siger han og indrømmer, at det med selvværdet slet ikke er så nemt.

Jeg er faktisk en ret stolt person. Så når jeg falder i og begynder at drikke, kryber jeg rundt i krogene og undskylder over for alle, der har hjulpet mig. Jeg føler jo, at jeg svigter dem.

På samme måde som Klaus Gilberg ikke kan lide at skuffe sine medmennesker, har han det også svært med at skuffe Gud. Derfor går han heller ikke til nadver, når han er til gudstjeneste.

Hvis jeg gik op til alteret og fik forladelse for alle mine synder og så ugen efter alligevel gik ud og drak mig fuld igen, ville jeg ikke tage Gud alvorligt. Jeg vil ikke bede om tilgivelse for noget, hvor jeg ved, at jeg kommer til at skuffe Gud igen. Det synes jeg bare ikke, man kan, siger han og forklarer, at han derfor heller ikke beder særlig meget til Gud.

Jeg beder mest om hjælp til dem omkring mig, hvis jeg kan se, at de har det skidt. Jeg vil ikke spilde Guds tid med at bede om hjælp til noget, jeg selv har rodet mig ud i, siger han.

Men indimellem kan Klaus Gilberg blive meget gal på Gud. Som når for eksempel mennesker i hans omgangskreds dør alt for unge som følge af deres misbrug af alkohol og stoffer.

Så kan jeg godt tænke: Gud, hvis du er så almægtig, hvorfor har du så sat alle de her skæbner på jorden, som bare vælter rundt og ikke kan klare sig selv? Men det går som regel hurtigt over, for jeg ved jo godt, at det er os hernede, som ødelægger det for os selv.

Og Gud skal heller ikke ynkes over ham. Der er andre, der har det værre, mener han.

Jeg tror da godt, at Gud kunne have ønsket sig, at jeg klarede mig bedre. Men han behøver ikke have medlidenhed med mig. Jeg er godt nok en lille og skæv eksistens, men jeg er jo også heldig på mange områder. Jeg kan for eksempel godt se forskel på godt og ondt det har ikke noget med samfundsklasse at gøre, og det er jeg glad for. Der er jeg lige så heldig som alle mulige andre, siger han.

Trods et alkoholmisbrug, der kommer og går, samt den kendsgerning, at pengene ofte har været små for Klaus Gilberg, har han aldrig prøvet at tigge, fortæller han.

Nej, det har jeg ikke. Men jeg ser ikke ned på dem, der gør det, og i stedet har jeg jo haft hende der, siger han og peger over mod væggen, hvor hans guitar hviler i et instrumentstativ.

Når den 56-årige odenseaner indimellem har haft svært ved at få pengene til at slå til, har han taget opstilling i gågaden med sin guitar for at give et nummer eller to. Så lægger han sin hat på gaden, hvor forbipasserende kan smide penge i. Det har han det ikke dårligt med selvom han godt ved, at nogle mønter havner i hatten, fordi folk føler medlidenhed med ham.

Jeg føler, at jeg giver noget igen med min musik og jeg siger jo heller ikke, at de skal give mig penge. Folk kan gøre det, hvis de vil eller lade være, jeg spiller for dem uanset hvad, smiler han og afslører, at han indimellem også spiller i gågaden af ren fornøjelse og uden hatten fremme.

Ja, jeg er heldig, at jeg kan spille på guitar, og jeg er da også ret taknemmelig for, at ham deroppe har givet mig det talent, siger han og peger op i luften.

kirke@k.dk