Prøv avisen
Tro&tvivl

Jeg er først mand og far. Så sognepræst. Og derpå politiker

Sognepræst i Middelfart Jens Backer Mogensen bruger megen tid i både kirken og på byens rådhus, hvor han sidder i byrådet. For stik imod hvad nogen til hans store ærgrelse mener, så kan man i Jens Backer Mogensens optik sagtens være både troende og demokrat. – Foto: Carsten Bundgaard

Jens Backer Mogensen er socialdemokratisk medlem af Middelfart Byråd og sognepræst i byen gennem 22 år. Både i kirken og på rådhuset lægger han vægt på at høre de andres version af historien, for et enkelt menneske kan lige så lidt se hele sandheden, som han kan se hele månen, siger politikeren

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en dyb taknemmelighed over tilværelsen. For min tro er en tillid til Gud og en tiltro til, at også jeg er omfattet af guddommelig kærlighed og nåde. Min tro er derfor med i alt, hvad jeg tænker og gør, både når det angår mig selv, og når det handler om skaberværket og skabningerne.

Jeg kan blive vred, når mennesker ikke behandler hinanden godt, eller når man sviner naturen til. For nylig deltog min kone og jeg i en byvandring, der førte os til parken ved Musikhuset i Aarhus. Her lå det meste af et McDonald’s-måltid spredt ud over græsset. Sådan noget kan jeg altså ikke klare, så midt i rundvisningen samlede jeg affaldet op og smed det ud, for vi skal passe på verden og på skaberværket.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op i Løgumklos-ter, hvor mine forældre var forstanderpar på en kristen efterskole i 30 år. Så det var en opvækst med kirkegang og søndagsskole, også i ferierne og i weekenderne. Jeg husker især påskeferierne, hvor min far, udover at vi gik i kirke, ved måltiderne læste op af lidelseshistorien fra salmebogen. I løbet af påskeugen kom vi igennem hele lidelseshistorien, men også ved juletid blev Juleevangeliet læst højt ved juletræet, selvom vi lige var kommet hjem fra kirke. Troen på Gud var som et hjerteslag i tilværelsen, der gav mig og mine tre søskende en tryg tillid til livet med ud i verden.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde, for jeg tager dagligt livtag med troen. Det ærgrer mig for eksempel, når mennesker ikke kan anerkende, at man godt kan være et troende menneske og samtidig demokrat helt ind i hjertet. For jeg kan sagtens være både sognepræst og socialdemokratisk byrådsmedlem i Middelfart.

Tvivl er også en del af mit liv, og den kan ikke altid tackles som en intellektuel udfordring, men gør mig helt kold indeni, når jeg indimellem tvivler på, hvorvidt Gud overhovedet er der. Når den tvivl kommer, må jeg, hvor banalt det end lyder, vælge at tro på trods og kaste mig ud på de kierkegaardske 70.000 favne vand, hvor jeg så også altid oplever at blive grebet. For der er så meget mørkt i verden i disse år som for eksempel truende miljø- og atomkrig-katastrofer, og over for det har mit hjerte brug for at tro på Gud, fordi alternativet altid er værre: At Gud ikke er der.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har selvfølgelig min opvækst på den kristne efterskole, mine forældre og mine søskende, men også min kone og mine børn. Samt selvfølgelig teologistudiet, og her især Paulus, som jeg altid læser og finder hjælp hos.

Men ellers vil jeg fremhæve mine nu 22 år som sognepræst i Middelfart. For stik mod hvad der er sædvane i vores tid, hvor de fleste ikke bliver ret længe det samme sted, så har jeg aldrig været sognepræst i andre kirker, og jeg kommer nok også til at blive her. Jeg er vokset sammen med byen og menneskene her, og det er dem og deres liv, der dagligt former mig og min tro.

Hele 84 procent af byens befolkning er medlemmer af folkekirken, så jeg møder rigtig mange mennesker ved døbefonten, ved konfirmationer, vielser og begravelser. Jeg nærmer mig også de 1000 begravelser i Middelfart, hvilket fylder mig med stor ydmyghed. For når man får lov til at komme så tæt på så mange mennesker i de sværeste øjeblikke i deres liv, hvor de skal bære det ubærlige, så bliver min tro nærværende, og jeg erfarer, at vi mennesker netop bliver båret af den levende Gud, selv når vi lægger små børn i kiste, eller når efterladte sidder med sorgen og spørgsmålene efter et selvmord.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg plejer at sige, at jeg først er mand og far. Derpå sognepræst. Og så til sidst politiker. For sådan er mine prioriteter her i livet, men uanset hvor jeg er, så forsøger jeg at være et menneske, man kan stole på, og et menneske, der lytter til andre. Jeg vil gerne være et menneske med autenticitet, integritet og uden falskhed og hykleri. Om det lykkes for mig, skal andre nok vurdere. Jeg kan blot prøve på at møde andre mennesker med respekt, hvad jeg gør alt for i mit politiske virke, hvor jeg prøver at få etikken og ordentligheden ind i den måde, som vi behandler vores borgere på.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Min fars rummelighed og åbenhed har betydet meget for min tro, men det er alligevel min morfar, som jeg vil fortælle om. Han var indehaver af et stort snedkerfirma på Amager og lavede alt træarbejdet i Nationalbanken og Illums Bolighus, men han var også så troende, at han altid bad bordbøn, selv når vi var på restaurant, hvilket var pinligt for os børnebørn.

Det, som stadig rører mig til tårer, er tanken om hans morgenpraksis, som vi oplevede, når vi var på ferie og sov i rummet ved siden af hans kontor. Vi vågnede ved, at han hver morgen sad en time og snakkede højt med sig selv. Eller det troede vi dengang, men senere fandt vi ud af, at han i dén time læste i Bibelen og bad for alle os, der var ham nær. Så da han døde i en alder af 87 år, mistede jeg ikke blot en elsket morfar, men også det menneske, der bad for mig hver eneste dag. Jeg ville ønske, at jeg selv gjorde det samme, men jeg starter dagen med at læse nyheder og få overblik over mine gøremål, og så beder jeg senere for alle dem, som jeg holder af.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har to pejlemærker. Det første er fra et tv-program, hvor skuespilleren Jens Okking på telttur sidder ved bålet, mens fuldmånen lyser. Han citerer salmen af Matthias Claudius ”Sig månen langsomt hæver”:

”Betragter månens bue, den kun er halv at skue, og er dog hel og rund; så er vel flere sager, som nu vort hjerte vrager, fordi vi halvt dem skuer kun”.

De ord minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi i mødet med andre – både i teologi og i politik – lytter og prøver at forstå, hvad den anden rent faktisk mener. For man kan altid blive klogere på en sag. Jeg vil meget nødigt dømme andre eller viderebringe sladder, for vi ser ofte kun den halve måne, den halve sandhed. Jeg har selv svagheder, begår fejl mod andre og kan også fare for hurtigt op. Det kan jeg godt skamme mig over, og så er det, at jeg husker på mit andet pejlemærke fra Johannes’ Første Brev, hvor det hedder, at hvad end vort hjerte fordømmer os for, Gud er større end vort hjerte.