Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

"Jeg er på høflig samtalefod med folkekirken"

Ledelsesfilosof og teolog Mogens Stiller Kjærgaard tager afstand fra de mange alternative gudstjenesteformer, der de senere år har vundet indpas i den danske folkekirke. Popu-lære tiltag, som han definerer som livsforlængende aktiviteter. ”Hvis folkekirken ikke kan klare sig uden, så luk den, og brug kirkerne til museer, gallerier eller spabade i stedet,” mener han. – Foto: Henning Bagger.

I sin jagt på at kunne rumme alle er folkekirken blevet udvandet og ligegyldig. Sådan lyder dommen fra dr.theol. Mogens Stiller Kjærgaard, der stadig er medlem af folkekirken, men hælder mere til den katolske kirke

Hvordan vil du beskrive din tro?

Mange vil sige, at jeg er stokkonservativ, men selv vil jeg kalde min tro for ortodoks. Jeg er fokuseret på at gå tilbage til rødderne og tilbage til den oprindelige kristendom. Jeg er døbt ind i folkekirken og medlem, men med årenes løb har jeg taget større og større afstand fra folkekirken.

LÆS OGSÅ: Birthe Kjær: Jeg har så meget at være taknemmelig for

Jeg vil beskrive det sådan, at jeg er på høflig samtalefod med folkekirken, men jeg hælder mere til den katolske kirke. Det gør jeg, fordi jeg mener, at folkekirken er ved at forvandle sig til en markedsføringsinstans, der er fokuseret på at bøje sig for tidsånden. Man forsøger med spaghettigudstjenester, babysalmesang og hvad det alt sammen hedder for at få de unge til at gå i kirke.

Jeg synes, at det er uhæderligt og frastødende at popularisere kirken på den måde, som det er sket de senere år. Det er trist for grundlæggeren af den evangelisk-lutherske kirke, Martin Luther, at danskerne har gjort ham til en slags julemand. Hvis folkekirken ikke kan overleve, så har den ganske enkelt ikke fortjent at overleve. Jeg mener ikke, man skal sætte ind med ubetinget livsforlængende aktiviteter i forhold til folkekirken. Hvis den ikke kan klare sig uden, så luk den, og brug kirkerne til museer, gallerier eller spabade i stedet. Den katolske kirke er heller ikke ufejlbarlig, men her holder man fast ved rødderne og fokuserer på kristendommen.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var splittet. Min far var overbevist ateist, og særligt på sine gamle dage ønskede han at diskutere religion. Min mor var absolut troende og var fast inventar i den lokale sognekirke i Vejlby ved Aarhus, hvor jeg voksede op. Det var også hende, der opfordrede mig til at læse teologi, men hun pressede mig ikke. Alligevel havde hun et meget tilfreds blik i øjnene, da hun overværede mit afsluttende forsvar, da jeg fik min teologiske doktorgrad fra Aarhus Universitet i 1986.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg er oprindeligt uddannet magister i filosofi, og filosofien har i den grad udfordret min tro. Jeg begyndte at tvivle, mens jeg læste filosofi. Jeg mente ikke, at jeg kunne forene filosofien og teologien med hinanden, men alligevel var min tro stærk nok til, at den igen halede mig ind. Jeg oplevede, at filosofien var optaget af at modbevise Guds eksistens, mens teologien var optaget af at bevise hans eksistens. I dag ved jeg, at ethvert forsøg på at bevise eller modbevise, at Gud eksisterer, er meningsløst. Gud er en transcendent størrelse han overskrider fornuften og erfaringen. Gud befinder sig uden for erkendelsens rækkevidde. Gud kan hverken erkendes af bevidstheden, sanserne eller erfaringen.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har erkendelsen af, at Gud er transcendent. Man kan ikke argumentere for eller imod eksistensen af Gud man kan tro på ham eller lade være. Så det, der har formet min tro, er det selvsamme, som har udfordret den konflikten mellem ateismen og kristendommen og filosofien og teologien. I dag har jeg accepteret, at det at tro er uhåndgribeligt.

Når jeg går til højmesse og sidder på bænken, falder jeg til ro. Min tro er noget, jeg kan hvile i. Men min tro har intet med viden at gøre. For kristendommens gudsbegreb er uhåndgribeligt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Hvis jeg skal finde et aspekt i kristendommen, som helt konkret præger min hverdag, så er det næstekærlighed. Det at vise næstekærlighed har altid været en aktiv del af mit arbejde som underviser og som rådgiver.

Da jeg underviste i filosofi på Aarhus Universitet, skulle jeg gøre de studerende i stand til at håndtere begreber, de ikke før havde magtet, og gøre dem i stand til at se detaljerne i verden om livet og døden. Som rådgiver for erhvervslivet rådgiver jeg mennesker, der er i vildrede. Det gør jeg ikke ved at sige, hvad de skal gøre, men ved at sætte dem i stand til at tænke selv.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Lad mig først sige, hvem jeg ikke kan holde ud: Grundtvig. Det, han kalder folkelighed og rummelighed, kalder jeg ligegyldighed. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) mente, at vi alle skulle samles under ét i et stort folkeligt fællesskab men det mener jeg ikke er muligt. For hvis vi alle er ens, bliver alt ligegyldigt.

Hvis menneskeheden skulle have taget hvert eneste skridt i fælleskab, ville vi stadig sidde som chimpanser omkring bålet. Jeg forstår ikke, hvorfor vi er så bange for at dyrke det elitære i vore samfund. Det eneste område, hvor det er okay, at vi dyrker det elitære, er i sport. Og vi ryger alle sammen op af stolene, når tennisspilleren Caroline Wozniacki rykker ned ad verdensranglisten.

For mig er Grundtvig et tågehorn. Derimod holder jeg meget af Søren Kierkegaard (1813-1855). Jeg holder af hans alvor, dybde og ironi. Han står med det ene ben godt plantet i det etiske og er samtidig meget sky over for det religiøse. I en alder af 70 år ved jeg, at udløbsdatoen er begyndt at nærme sig, derfor bruger jeg Kierkegaards tekster til at tænke over livet og døden.

På samme måde var det ham, der satte ord på alle de forvirrede tanker, der knytter sig til at være et ungt forvirret menneske, da jeg fik ham introduceret som 18-19-årig, mens jeg gik på Aarhus Katedralskole, .

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det er ordene, der står over Apollotemplet i Delfi i Grækenland: Kend dig selv. De ord er formuleret for 2500-3000 år siden. Det meste af mit liv er gået med at lære at kende mig selv. Hvis jeg ikke kender mig selv, hvem skulle så?