Ambassadør i Danmark: ”Kristne har altid spillet en vigtig rolle i det palæstinensiske samfund”

Den palæstinensiske ambassadør i Danmark, Manuel Hassassian, begræder, at mange kristne forlader deres palæstinensiske hjemland. Lige så meget ærgrer det ham, at der i Vesten er en opfattelse af, at palæstinensiske kristne udvandrer på grund af muslimer. Vi har altid været fælles i kampen mod besættelsen, siger han

Palæstinenserne har ikke oplevet samme muslimske ekstremisme, som man har set andre steder, siger den palæstinensiske ambassadør i Danmark Manuel Hassassian. Alligevel har han det svært med Hamas’ mål om at skabe en islamisk palæstinensisk stat. – Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.
Palæstinenserne har ikke oplevet samme muslimske ekstremisme, som man har set andre steder, siger den palæstinensiske ambassadør i Danmark Manuel Hassassian. Alligevel har han det svært med Hamas’ mål om at skabe en islamisk palæstinensisk stat. – Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Man kan gøre det kort og præsentere Manuel Hassasian som en 67-årig kristen palæstinenser fra Jerusalem, der i dag er ambassadør i Danmark. Men ambassadøren gør det ikke kort. Nej, virkeligheden er langt mere sammensat.

”Jeg plejer at introducere mig selv som armenier af etnisk oprindelse, kristen af religion, katolik af kirkeligt tilhørsforhold, palæstinenser som statsborger, araber af identitet og muslim af kultur, da islam dominerer kulturen i Mellemøsten,” siger han.

Manuel Hassassian er udmærket klar over, at den farverige sammensætning kan virke selvmodsigende. Ofte fremkalder hans udfoldede præsentation da også lige dele undren og latter hos dem, han introducerer sig for. Men for Manuel Hassassian er der en central pointe i hans sammensatte identitet. I en tid, hvor kristne og andre minoriteter bliver fordrevet fra deres hjemlande i Mellemøsten, er det vigtigt for ham at understrege, at minoriteter har deres naturlige plads og trives i det palæstinensiske samfund.

”Folk er ofte forbløffet over mit navn, da det ikke lyder spor muslimsk. ’Hvordan kan en ikke-muslim være ambassadør for Palæstina?’, spørger de. Men Palæstina har altid kunnet favne denne diversitet inden for den nationale identitet,” siger han.

Af samme grund frustrerer det ham, at man over årene har kunnet se kristne udvandre fra de palæstinensiske områder Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. For 100 år siden udgjorde kristne i omegnen af 20 procent af den palæstinensiske befolkning. I dag udgør de ifølge ambassadøren ikke engang to procent. Det er blandt andet historiske kristne byer såsom Betlehem, at kristne gradvist forsvinder fra.

”Kristne har altid spillet en vigtig rolle i det palæstinensiske samfund. Igennem historien har man set, at kristne både har været politiske ledere, martyrer og har haft vigtige roller i frihedskampen. Og kristne har altid kæmpet side om side med muslimer mod de besættelsesmagter, der har været. Derfor er det meget foruroligende at se den demografiske udvikling,” siger han.

Manuel Hassassian ærgrer sig især over, at de kristne palæstinenseres udvandring ofte bliver set som en del af den store bevægelse, der er i Mellemøsten, hvor kristne på grund af forfølgelse og trusler fra ekstreme muslimer fraflytter regionen. Blandt palæstinensere er situationen en anden, mener ambassadøren:

”Vi har ikke oplevet samme systematiske problemer med islamisk ekstremisme, som andre lande i regionen. Når kristne udvandrer fra Palæstina, er det nogle andre mekanismer, der er i spil.”

Ganske vist så man for omkring 15 år siden, at Gazas eneste kristne boghandel blev udsat for flere bombeangreb, og at boghandleren blev dræbt. Alligevel understreger ambassadøren, at kristne først og fremmest rejser på grund af politisk ustabilitet, økonomiske udfordringer og høj arbejdsløshed. For mange unge er det også yderst vanskeligt at få råd til et hus og dermed kunne stifte familie og se en fremtid i landet. Når situation kan virke så udsigtsløs for unge kristne, falder en del af skylden ifølge Manuel Hassassian tilbage på de palæstinensiske kirker. De burde ifølge ham have været bedre til at fokusere på de unge kristnes problemer og hjælpe med boliger og støttet små forretningsmuligheder, som kunne have motiveret kristne til at blive i landet.

Når kristne palæstinensere udvandrer i større grad end muslimer, handler det ifølge ambassadøren om, at de traditionelt har haft gode forbindelser til andre kristne i Vesten. Denne forbindelse har igennem historien betydet, at kristne palæstinensere typisk har lært sig flere sprog og i det hele taget har haft tradition for at satse på uddannelse og derigennem været nogle af dem, der har klaret sig bedst i det palæstinensiske samfund. De gode forbindelser til Vesten og det højere uddannelsesniveau betyder også, at det generelt er nemmere for kristne at emigrere end for muslimer.

”Selvfølgelig ser vi også, at der kan være konflikter mellem kristne og muslimer. Men så handler de typisk om kontroverser over land eller andre personlige uenigheder. Det er ikke religiøst motiveret,” siger han.

Manuel Hassassian har over årene skrevet flere artikler i forskellige tidskrifter om, at fortællingen om, at kristne palæstinensere flytter på grund af muslimsk ekstremisme, er skabt af israelsk propaganda og bliver spredt af kristne zionister.

I Gaza lever kristne under Hamas’ islamistiske styre. Vil du heller ikke sige, at kristne der har det svært på grund af deres tro?

”Det er ganske få kristne familier, der stadig bor i Gaza. Stort set alle i Gaza er muslimer, så hvor er problemet? Hamas er en politisk gruppe, der kæmper for national befrielse for derefter at danne en islamisk stat. Det mål står i fuldstændig modsætning til min overbevisning. Men vi har trods alt aldrig set Hamas dræbe kristne eller tvinge dem til at konvertere til islam,” siger han.

Det er kun få måneder siden, det kom frem, at Hamas’ religionsministerium i Gaza arbejdede på at forhindre, at muslimer på nogen måde tog del i sidste års julefejringer. Det vidner vel ikke om god sameksistens mellem religionerne?

”Det var en virkelig dum sag, og heldigvis trak Hamas udtalelsen tilbage. Det var skuffende at høre den slags fra palæstinensere. Men man bør huske, at det kom fra den ekstreme højrefløj hos Hamas, og det afspejler ikke det Palæstina, jeg kender. Jeg har i mange år arbejdet på Betlehem Universitet. Det er et katolsk universitet, men 70 procent af de studerende er muslimer, og vi har altid kunnet fejre jul sammen. På samme måde kommer der muslimer fra hele Vestbredden til midnatsmessen juleaften i Fødselskirken i Betlehem, lige som vi kristne er med til at fejre ramadanen,” siger han.

Hamas har i mange år også haft stor opbakning på Vestbredden. Er det ikke en grund til bekymring for palæstinensiske kristne, at mange nærer sympati for en islamistisk bevægelse?

”Jeg respekterer Hamas som en del af det palæstinensiske samfund og som en gruppe, der med deres gode ret kæmper imod besættelsen. Men kristne har et problem med Hamas, når det kommer til spørgsmålet om, hvad der er den ideelle stat. Jeg er imod idéen om en islamisk stat. Demokratisk set vil jeg acceptere, hvis Hamas kom til magten, men jeg vælger selv, om jeg vil leve under deres religiøse regler. Og jeg vil ikke acceptere, hvis de vil tvinge mine døtre og børnebørn til at leve under islamiske love og gå i hijab eller chador,” siger han med henvisning til islamiske kvindelige klædedragter og tørklæder.

Hvad skal der til for, at kristne palæstinensere stopper med at udvandre og begynder at flytte tilbage?

”Når der engang kommer fred, vil vores land blomstre, og mange kristne vil komme tilbage. Det så vi under fredsforhandlingerne op til Oslo-aftalen (1993). Her var der optimisme og et reelt ønske blandt kristne om at flytte hjem. Når der igen kommer bedre tider, vil det automatisk føre til, at flere kommer tilbage,” siger han.

Manuel Hassassian lægger dog ikke skjul på, at som situationen er i dag, må man betragte det som en envejsbillet, når unge kristne flytter fra Vestbredden. Alligevel forstår man på ham, at den palæstinensiske identitet fylder så meget, at der altid vil være noget, der trækker mod hjemlandet.

”Selvom jeg både er armenier og kristen, definerer jeg mig først og fremmest som palæstinenser. Når man har prøvet at leve under de horrible forhold under besættelsen og oplevet de israelske soldaters chikane og set, hvordan Israel river ens huse ned og inddrager ens land, mærker det en dybt. Sådanne oplevelser gør, at min patriotisme og kærlighed til landet er så stor, at jeg ser mig som palæstinenser først og dernæst kristen,” siger han.