Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er et dagligt valg af livets mening på trods af alt det, der hele tiden truer meningen. Jeg betragter mig snarere som kristen end som et religiøst menneske. Jeg ved godt, at de to ting næppe kan skilles klart ad, fordi man som kristen benytter sig af kirkens ritualer og sprog for at give livet mening.
Jeg har generelt stor respekt for religiøsitet, men jeg mener, at man som kristen må stille sig kritisk over for den form for religiøsitet, der bygger på en forestilling om, at man kan gøre sig til herre over tilværelsen. Eller den, der ser bort fra livets grundlæggende fordring til den enkelte om at tage vare på sin næste. For mig er kristen tro et eksistentielt forhold. Den kristne Gud er en skjult gud, som vi ikke skal gøre os konkrete forestillinger om. Vi skal ikke placere Gud et bestemt sted i universet eller se ham som en, der griber ind i historien og den enkeltes liv, for Gud møder os altid på en indirekte måde i skaberværket eller i form af symboler.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er opvokset i et præstehjem med en kirkelig tradition både på min mors og fars side. Derfor var det en selvfølgelig ting for os tre søskende at sidde på kirkebænken med vores mor hver søndag. Det oplevede vi ikke som en pligt, men som noget, der rammede hverdagen ind for os. Vi lærte at opfatte søndagen som en helligdag og ugens første dag i stedet for den sidste dag. Under søndagsmiddagen kunne min far finde på at uddybe prædikenen fra kirken, og alle middage blev indledt med bordvers.
LÆS OGSÅ:Troen kommer til verden gennem såret i Jesu side
Selvom min far kom fra et indremissionsk hjem, var han uafhængig af kirkelige retninger. Hans gudstjenester i de mange år, han var præst i Treenighedskirken i Esbjerg, var overordentlig velbesøgte. Han evnede at tale til en generation, som var vokset op i indremissionske hjem, men som ønskede at gøre sig fri fra missionens snærende og moraliserende bånd. Mine forældre var tolerante og socialt engagerede. De interesserede sig for litteratur og havde mange bøger og klassisk musik.
Hvad har udfordret din tro?
Alternativet til tro er for mig at se ikke tvivl. Alternativet er fortvivlelse. Og med det forstår jeg tabet af lyst og mod på livet. Fortvivlelse kan også give sig udslag i nagende selvbebrejdelse af ting, man har foretaget sig, som man ikke kan gøre om.
At blive udfordret i min tro er i virkeligheden at svigte Guds daglige fordring til mig om at leve mit liv i tillid og kærlighed og stole på mine synders nådige forladelse. Det betyder, at tro er at tage imod livet af Guds hånd ved at bruge det og føre et jævnt og muntert, virksomt liv, som Grundtvig siger. Fortvivlelse er at give efter for ens naturlige trang til selviskhed, forfængelighed og at gøre sig selv til herre over livet. I de tilfælde viser Gud sig ikke kun som den skabende, men den dømmende Gud. Dommedag er ikke en dag langt ude i fremtiden. Dommedag er hver eneste dag, ligesom skabelsen ikke kun var i begyndelsen, men er en daglig bekræftelse af det liv, man har fået givet. Dommedag er, at jeg har en samvittighed og en forestilling om rigtigt og forkert. Sådan forstår jeg forholdet mellem den skabende og den dømmende Gud.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Troen er blevet udfordret og justeret, i takt med at jeg er blevet ældre og har gjort mig erfaringer med livet og døden og har skullet forholde mig til spørgsmål som for eksempel forholdet mellem tro og viden. Da jeg kom hjem fra skole i 3. klasse efter første gang at have hørt om Charles Darwin, spurgte jeg min far, hvordan jeg skulle forholde mig til evolutionsteorien. Min far sagde, at det var et spørgsmål om to forskellige sprog om verden. Det religiøse og det videnskabelige sprog, som supplerede hinanden. Så var det spørgsmål løst for mig, og senere har det ikke været noget konfliktgivende spørgsmål.
Min opvækst har i høj grad formet troen. Og det har ligeledes mine erfaringer med at leve i en familie og i et kærlighedsforhold til min ægtefælle og vores to børn. Min færden i naturen har også betydet, at den etik, der er forbundet med min tro, gælder en ansvarsfølelse over for såvel andre som skaberværket.
I gymnasiet var jeg aktiv i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse (DKG), og da var der en periode i 2.g, hvor jeg overvejede at blive teolog, men i stedet endte jeg med at læse kristendomskundskab som bifag.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg lever ikke et fromt liv i traditionel forstand, men på den anden side er jeg heller ikke en af de moderne liberale kristne, som føler behov for at demonstrere deres manglende fromhed ved at krydre deres tale med bandeord.
Jeg håber, min livsanskuelse sætter sig spor i min måde at omgås andre mennesker på. Min hustru og jeg går i kirke en gang eller to om måneden, og vi lægger også vægt på julen og påsken som kristne højtider. Da vores børn var små, sluttede deres dag altid med en aftenbøn og aftensang, og vi læste højt for dem fra Bibelen. Selvom jeg ikke ved præcis, hvordan de forholder sig til deres barnetro i dag, er jeg overbevist om, at den har præget og stadig præger deres holdninger og syn på livet.
Det er min opfattelse, at en persons tro og livsanskuelse selvfølgelig forandres med tiden, men at den for det meste grundlægges i barndommen. Jeg mener, at man svigter børn, hvis man ikke fra begyndelsen giver dem et grundlag, de kan leve på eller senere reagere imod. Man skylder sine børn at give dem et ståsted. Derfor er det ikke noget overgreb mod børn at lade dem døbe som små, men derimod er det et overgreb at overlade alt til deres egne fremtidige valg.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det vigtigste forbillede for mig som barn, ung og også som voksen var min far. Jeg beundrede ham, hans viden, intellekt, musikalitet og sociale og teologiske engagement. Hans menneskelige alsidighed og evnen til at kunne se en åndelig dimension i det nærværende og i det materielle liv. Det blev et forbillede for mig. Det var selvfølgelig både en gave og en belastning at vokse op med en far, der kunne så meget og var til genstand for stor beundring og respekt, for det kan være svært at leve op til. Men jeg synes, jeg er sluppet godt fra det.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg er meget inspireret af filosoffer og teologer som for eksempel Søren Kierkegaard, Paul Tillich og ikke mindst K.E. Løgstrup, som jeg var heldig at møde på en DKG-lejr i min gymnasietid.