Prøv avisen

Jeg er tilbøjelig til at være krisekristen

For sociolog og seniorkonsulent hos Landsforeningen af Menighedsråd Steen Marqvard Rasmussen er den kristne tro en kilde til livsmod i vanskelige stunder - en baggrundshorisont, der følger ham dagen igennem. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Kirkesociolog Steen Marqvard Rasmussen er barn af 68-oprøret og vendte sig tidligt imod kirkens pænhed. Men en dag læste han den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, og det åbnede hans vej tilbage til kirken

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro giver mig et holdepunkt i den omtumlede verden, vi lever i. Kristendommen er en slags hjem, der bliver stående, selvom alt andet bevæger sig. Jeg har desværre en tilbøjelighed til at være det, jeg kalder krisekristen. Det vil sige, at min tro blomstrer særligt op i forbindelse med vanskeligheder og personlige udfordringer i livet. Det vil jeg gerne ændre ved at fokusere mere på at få en balance i troen, så den ikke alene er en kilde til trøst, men også er en måde at fokusere på taknemmeligheden over den storhed og berigelse, der er i livet.

LÆS OGSÅ: Hvornår er man kristen?

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

I mit barndomshjem i Hvidovre talte vi ikke om troen. Det var en blufærdig kristendom, men vi gik i kirke juleaften og juledag. Min mor kom fra et indremissionsk hjem, og hun bad aftenbøn med os børn, da vi var små. Jeg har senere opdaget, at hun var mere troende, end hun umiddelbart viste. Det kom frem for tre år siden, da hun lå for døden. Hun havde en bror, der døde ung for mange år siden. Dagen før hun døde, fortalte hun mig, at hun glædede sig til at se ham igen. Det gjorde mig glad at opdage, at hendes forhold til troen var så nært.

Hvad har udfordret din tro?

Forholdet mellem tro og videnskab. Det har jeg knoklet en del med i mange år. Sociologien siger, at alt er relativt, at religion er noget samfundsskabt, og at religion derfor er forskellig i forskellige samfund. Hvis man er født i Indien, er sandsynligheden for at blive hindu meget stor, og er man født i Europa er sandsynligheden for at blive kristen stor. Et af de spørgsmål, som bliver ved med at udfordre mig, er, hvordan kristendommen kan indeholde en religiøs sandhed, når sociologien siger, at religionen er samfundsskabt? Det er et spørgsmål, som sociologien ikke selv kan besvare, fordi den har en indbygget ateisme i sig i kraft af den måde, den arbejder på. Den må altså af metodiske grunde nøjes med at konstatere, at det er mennesket, der har skabt Gud i sit billede. Men det kunne jo være, at dette er sket, fordi Gud først har skabt mennesket i sit billede. For mig at se er det, der giver kristendommen en stærk overbevisningskraft, dens vidneudsagn om, at den giver livsmod i virkelig vanskelige situationer. Sociologisk forstået er mennesket et produkt af sit miljø. Set med biologiens øjne er mennesket et produkt af sine gener. Men det udelukker ikke, at mennesket derudover er en unik skabning en gudskabt størrelse. Det kan videnskaberne bare ikke tage stilling til. Troens plads er at udfylde de huller, som videnskaberne efterlader. Og her er pointen for mig at se, at disse har nogle principielle grænser, som gør, at der altid er plads til troen.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg er barn af 68-oprøret, hvor alt skulle være samfundsrelevant og politisk, og den tilgang har været med til at forme min tro. I teenageårene syntes jeg, at folkekirken var for pæn og for meget en del af det etablerede samfund. Derfor lagde jeg afstand til kirken kort efter min konfirmation. Min kritik i forhold til folkekirken var, at jeg ikke syntes, at den tog evangeliet alvorligt nok. Jeg syntes i højere grad, at kirken måtte tage ansvar for de fattige og undertrykte. Den afstand varede ved, til jeg var 29 år. Jeg kan præcis huske datoen, fordi teksten, jeg læste, gjorde så stort indtryk på mig. Det var Dietrich Bonhoeffers Efterfølgelse, som han skrev i 1937. Bon-hoeffer, der var tysk præst og teolog, var en af de første teologer, der offentligt kritiserede Hitler. For ham var det at være kristen ensbetydende med at følge efter Kristus uanset omkostningerne. Han lod troen få personlige konsekvenser og endte med at blive hængt af nazisterne. Det var hans afsnit om billig og dyr nåde, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Afsnittet er et opgør med den udvandede kristendom, der bruger Gud som tilgivelsesautomat, men ikke tager hans bud alvorligt. Der er ingen tvivl om, at Bonhoeffer åbnede min vej tilbage til kirken, men samtidig var det dog klart for mig, at den radikalitet, som han selv lagde for dagen, og den helstøbte karakter, han viste i sine breve fra fængslet, kun er et fåtal beskåret.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Min tro er en kilde til livsmod i vanskelige stunder. Kristendommen er derudover en baggrundshorisont, som følger mig dagen igennem. Jeg tænker på, at livet er omkranset af døden, som igen er omkranset af Gud og den yderste omkransning har Gud styr på. Bøn og meditation er også en fast del af mit trosliv. Det er ikke dagligt, jeg mediterer, men det er ofte. I dag føler jeg mig hjemme i kirken og kommer der ofte. Jeg kan bedst lide at komme i kirken en almindelig søndag, og selvom jeg går ind for gudstjenestefornyelser af mange slags, holder jeg meget af højmessens salmesang og af at føle, at jeg er en aktiv deltager igennem liturgien.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er svenskerne Wilfrid Stinissen (katolsk munk, født 1927) og Martin Lönnebo (luthersk biskop emeritus, født 1930). De betoner hver på sin måde, hvor vigtigt det er at bevare sindsroen i en usikker og urolig verden. De har begge udgivet andagtslitteratur og forslag til kristne meditationer. Stinissens meditationer er beslægtet med mindful-ness, som er ved at vinde indpas i kristne kredse, hvor det så hedder christfulness. Det går ud på at være villig til at møde mørket, så det kan blive forløst gennem meditation og bøn. Idéen med mindfulness og christfulness er, at man gennem en slags træning af sindet lærer at være fuldt opmærksom på sine tanker, følelser og kropsfornemmelser. Men det er en afgørende pointe, at det kristne perspektiv bliver fastholdt. Det handler om at acceptere de følelser, man har, og betragte dem med en vis afstand og samtidig have en tro på, at Gud kan forvandle de negative eller vanskelige ting, som man registrerer i sig, til en berigelse og noget, der kan gavne én, selvom det umiddelbart er vanskeligt.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har ofte studset over, at Jesus i Bjergprædikenen siger, at vi ikke skal være bekymrede for vores liv og i stedet overlade det til Gud. Jeg har nok egentlig altid syntes, at den tilgang var meget radikal, men efterhånden kan jeg se, at hvis man kan nøjes med at bekymre sig om det, man kan handle på og overlade resten til Gud så er det den bedste måde at omgås livets vanskeligheder på. Det er svært, men jeg øver mig.