Hvordan vil du beskrive din tro?
Umiddelbart falder det mig svært at skulle beskrive min kristne tro, for jeg forholder mig ikke reflekteret til den. Den er for mig helt selvfølgelig. Kristendommen er mit hjerteblod. Den er der og holder mig i live og i ånde, men at skille min tro ud fra, hvem jeg i øvrigt er, er komplet umuligt for mig. Jeg lever i et ganske ukompliceret og lige ud ad landevejen-forhold til Gud.
Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg ikke skulle tro. Det er væsensfremmed for mig. Engang sad jeg ved samme bord som en dame, der blev mere og mere ophidset over de tilstedeværendes ufromhed. Til sidst udbrød hun: Ja, jeg er altså fuldblodskristen.
Nå, tænkte jeg og associerede hendes udtalelse med hesteavl. Er der nogle kristne, der er rigtigere end andre? Diskussionen fik mig til at tænke på, hvilken slags kristen jeg så var.
LÆS OGSÅ: Da Gud kaldte på Theodor
Jeg må vist nærmest betegnes som fuldkornskristen, hvis jeg skal hæfte en etiket på. Min tro er som fuldkornsprodukterne nederst i madpyramiden uden dikkedarer, men livsopholdende. Ligesom fuldkorn anbefales dagligt, er min tro en god vane, og jeg kalder mig selv for vanekristen.
Ordet vane kan sikkert få billeder af inerti, slaphed og manglende engagement frem på lystavlen. Men udtrykket rummer for mig en karsk erkendelse af, at uden optankning hver søndag og Gud online til hverdag går det ikke.
Igen og igen bliver jeg nødt til at få forkyndt, at Gud vil mig, for mit råb om hjælp afslører min hjælpeløshed og magtesløshed. Gud er ikke bare min sidste udvej det er han også men han er min eneste.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
I mit hjem var religionen kristendom, men mine forældre var yderst blufærdige. Trosspørgsmål var ikke et samtaleemne årle og silde, men kristendommen lå som et bunddække under vores daglige liv. Kun sporadisk kom den op til overfladen, men min mor refererede ofte i fri gengivelse sine yndlingscitater fra Bibelen.
Dagligt bad vi aftenbøn, og som små børn bad vi: Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to. Fader se med kærlighed til mit ringe leje ned. Fra min nuværende voksenposition virker det måske som et lidt tyndt ritual. Forresten var jeg oftest så træt, at jeg kun nåede at stamme med, indtil vi kom til: lukker mine øjne to, for så faldt øjnene vitterligt i. Det gik ikke op for mig, at det var en decideret bøn, men ritualiseringen ved sengetid var uvurderlig.
Min far havde været frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Disse år prægede ham for altid, og det gjaldt også hans forhold til Gud. Under og om hans ilsomme foretagsomhed lå altid en fast tro på Gud som kongernes konge.
Over for menneskelig uret var han kompromisløs og ikke særlig ydmyg. Men over for Gud var positionen diametralt modsat. Begge mine forældre var grundfæstede i kristendommen, og de gav Guds ord videre til os børn som arvegods uden falbelader og fromme ord. Kirkegang var velset, men blev i realiteten kun praktiseret en gang imellem, dog fast ved jul og påske.
Men kristendommens bud om at hjælpe den svage og udsatte, at respektere ethvert menneske og ikke at fordømme fik vi ind med modermælken. Vi var aldrig i tvivl om, at noget var rigtigt og andet forkert, og vi vidste også, at alle handlinger har konsekvenser i omgangen mellem mennesker. Uden teologiske og dogmatiske udtryk videregav mine forældre i den måde, de levede deres liv på, at Gud var alfa og omega, og at vi aldrig var uden for hans rækkevidde.
Hvad har udfordret din tro?
Naturligvis er der i mit univers spørgsmål, der hænger skrigende i luften, og der er ting, som forbliver ubesvarede. Korsfæstelsen forbliver for eksempel gådefuld for mig.
Det er en trøst, at Gud er mægtig i de svage, men alt omkring os hylder det modsatte, nemlig styrke. Alligevel anfægtes jeg undertiden mere ved forestillingen om, at mennesket er skabt i Guds billede, og at vi altså i nogen udstrækning afspejler Guds væsen. Vi er i stedet ofte vrangbilleder af den gode Gud, fordi vi er præget af rå grådighed og kynisme.
Men egentlig anfægtes min tro på Guds eksistens ikke. En tro uden tvivl, er ikke en rigtig tro, hedder det sommetider. Nuvel. For mit vedkommende tror jeg ikke, for jeg ved, at Gud er. Og i livets allertungeste øjeblikke er han mig nærmere end nogensinde. Troen er vitterlig en gave, der slår over dybet en gyngende bro, som Grundtvig skrev.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Umiddelbart vil jeg svare søndagsforkyndelsen. Om troen ligefrem formes af ordene fra prædikestolen, ved jeg ikke, men der er helt givet tale om et mentalt løft, ligefrem indimellem om en form for katarsis. Korstegnelsen af dåbsbarnet og i velsignelsen er også formgivende, for der renses ud i mudrede bekymringer.
Troen påvirkes af ethvert ord, enhver handling, ethvert møde med et andet menneske, men troen er fast og uafhængig i sin grundvold.
Min svigerfar Rudolph Arendts bog Tænkning og Tro blev en øjenåbner for mig. Han tænkte klart, formulerede sig klart og satte orden i mit dogmatiske og etiske anarki.
Det er moderne at skælde ud på Gud, men det har jeg aldrig gjort. Jeg har kun råbt hjælp og aldrig råbt skrid.
Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?
Netop nu forbereder jeg min nyeste fortælling om Martin Luther, så jeg ved, at gode gerninger gør ingen kristen, men en kristen gør gode gerninger. Kort sagt er min tro fortegnet for min færd. Når det så alligevel går galt, fordi jeg har et hidsigt temperament, husker jeg altid verset: Og er vort syndemål end stort, dog større er Guds nåde.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er Jesus og en del såkaldt helt almindelige mennesker, som i deres måde at leve på alligevel er helt ekstraordinære. Jeg tænker på alle de personer, der ufortrødent bærer deres kors her i livet og alligevel udstråler en dyb taknemlighed over for tilværelsen.
Ofte er der meget lidt glimmer og glamour forbundet med netop deres livsvej, men den er deres, og de tager opgaven på sig og lever en meningsfuld tilværelse på trods. Der er mange hårdt ramte mennesker, som i deres livsholdning er forkyndende for andre. Det er mennesker, der ikke er centrerede om deres eget ego, men arbejder uophørligt og utrætteligt for andres lykke.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Viggo Lissner underviste i sjælesorg på Pastoralseminariet, mens jeg læste der. Hans afskedsord til os studerende var: Glem aldrig det enkelte menneske og vær god mod det.