Prøv avisen
Før søndagen

Billedkunstner: Jeg er verdensmester i blå

Stig Weye har malet mange motiver fra Bibelen som billedet af Helligånden i Grindsted Kirke. Foto: Claus Fisker/Scanpix

I livet er der tab og smerte, og til sidst dør man, men der er nærvær og forståelse, og efter døden vil vi leve igen. Det mener billedkunstner Stig Weye, som en gang om året maler et meget stort billede til Guds ære

På Maribo Stiftsmuseum hænger for tiden et otte meter langt og to meter højt maleri. Det forestiller minutterne efter den sidste nadver, hvor disciplene er i vild opstandelse over det, som Jesus har sagt. Judas står med sit reb, det kristne symbol fisken fra de romerske katakomber ligger på bordet, påfuglen fra den syriske kirke ses ligesom paven og hyrdestaven fra den katolske kirke, vin og brød, Luthers teser og hans første bibel.

Den nu 70-årige billedkunstner Stig Weye har haft skitsen til billedet liggende i 20 år. Men nu er den blevet til virkelighed og præsenteres for første gang for offentligheden.

”Cirka en gang om året maler jeg et meget stort billede til Guds ære,” siger Stig Weye, som har malet billeder hele sit liv hver eneste dag, og dermed er en af de mest produktive danske billedkunstnere. Han kalder selv sin stil for ”fantastisk realisme,” som egentlig er en teknik fra middelalderen, hvor kunstnerne prøvede at skabe forbindelse mellem himmel og jord.

Til at begynde med brugte Stig Weye oliemaling, men efter et besøg på Arbejdsmedicinsk Klinik, hvor han fik at vide, at det ikke var sundt at indånde så mange terpen-tindampe, gik han over til akryl.

”Når man maler så meget som mig med den blå farve, som er evighedens og universets farve, så er der en klangbund af evighed i arbejdet. Jeg er verdensmester i blå,” siger Stig Weye.

”For mig er Gud altid til stede, også når vi dør, og vi er som mennesker altid i kontakt med det evige – det kan godt give lidt mavesug,” siger Stig Weye og giver sig til at fortolke den bibeltekst, der i morgen læses op i landets kirker.

”Teksten fortæller, at Jesus giver sine disciple magt over den urene ånd. Han sender dem ud for at prædike, og så lover han dem, at forkyndelsen vil komme gennem Gud. Men han forudser samtidig, at det vil blive forfærdeligt, for de vil blive forfulgt. Jesus ved, at han er på vej til sin død, men også til opstandelsen. Derfor er det både en advarsel og et løfte. Det betyder, at man som menneske skal bevare modet og ikke blive bange, for den gode vilje vil sejre til sidst. Og sandheden og lyset vil vinde. De kan slå vores krop ihjel, men ikke vores sjæl, for Gud ved alt og kender os fuldstændig. Hvad kan vi så forvente af Guds omsorg? I livet er der tab og smerte, og til sidst dør du, men der er nærvær og forståelse, og efter døden vil vi leve igen. Gud lover, at han altid vil være til stede i vores liv og være der, når vi dør,” siger Stig Weye.

Københavnerdrengen fra det fattige nordvest på ydre Nørrebro i København fandt hurtigt rigdommene i Grundtvigs Kirke og Lundehuskirken, og han tog som ung ud i landet for at finde inspirerende steder at male og mennesker at bo sammen med, som så mange andre danske kunstnere. Han opsøgte det særlige lys i Odsherred og egnens kunstnerkollektiver. Men fra 1973 slog han sig sammen med sin kone Inge-Lise Tranberg ned i Nysted på Sydlolland, simpelthen fordi det her var muligt at låne penge i banken til at købe hus og komme i gang med hverdagen, hvor maleriet skulle være indtægtskilden.

Det er det blevet i rigt mål for Stig Weye. Først fik han succes i Tyskland, som til at begynde med var mest åben for hans billeders farverighed, hans krucifikser og andre motiver i karakteristisk cirkusagtige former. Men siden er han blevet opdaget i Danmark, hvor også ungdommen nu har fået øjnene og pengepungen op for den udfordrende og fantasifulde kunstner. De kender ham ikke nødvendigvis på forhånd, når de køber et billede.

”Det er et ungdommeligt publikum, som kender deres Harry Potter, Ringenes Herre og computerspil. Der var en, som for noget tid siden sagde: Nå, vi troede, at du var en på syre ude fra Christiania. Men faktisk er der også i dag købere til mine religiøse motiver. Jeg har set det undervejs i de sidste 10 år, at den unge generation har givet deres børn navne som både Noah og Elias. Men det må være et udtryk for, at man alligevel også passer på sin kristne kultur. Så kan man imødegå det følelsestab, der er sket omkring kristendommen, ved at lade de bibelske navne klinge gennem hverdagen,” siger Stig Weye.

Han er ikke nogen stor bibellæser, men synger hjertens gerne med på salmerne. Hvis det kniber i atelieret med at få skaberevnen på gled, så trækker han spilledåsen med Ave Maria op og tænker sig om. Eller også åbner han låget på den lille, røde æske, der indeholder den hellige familie i sølv. Så kommer hjælpen som regel.

”Det, som holder en fast i troen, er at holde dommedag hver dag, når jeg kigger mig i spejlet om morgenen. Jeg slynger ikke bare ud, at jeg er kristen, det er noget, jeg arbejder på hver eneste dag. Da jeg mødte min kone, sagde hun: Vi gifter os i en kirke, ikke? Allerede dengang holdt rådhuset ikke for os,” siger Stig Weye.

”Min gudstro er kommet af, at jeg føler mig som en lille flue i hele det kæmpe univers. Men som kunstner opdager man heldigvis, at man ind imellem får lov til at rejse sig op en gang imellem solo i dette orkester. Og så er man jo også en del af hele menneskeheden. Kærlighedsbudskabet er fremragende til at holde dig på plads og hjælper dig med ikke at skælde så meget ud. De andre maler jo også gode billeder og har fortjent at sælge dem. Næstekærligheden betyder, at jalousien bliver holdt på plads, og at du kan elske din næste og passe dit eget maleri. Det har altid været en kæmpe hjælp,” siger Stig Weye, som har følt sig som grundtvigianer hele sit liv, fordi den gamle salmedigter lagde vægt på livslang dannelse.

”Jeg er ud af en tid, hvor alle skulle være buddhister og tilhængere af Østens mystik. Så jeg blev til grin blandt kollegerne med min Grundtvig. Men når man kommer fra en fjerdesals lejlighed ude i Nordvestkvarteret, så er det Grundtvig, som uddannelsesmæssigt har klaret det for mig. Jeg vidste tidligt, at jeg skulle uddanne mig, og de få muligheder, jeg fik, har jeg grebet. På Rentemestervej i København boede der godt nok fattige familier, men de var ordentlige, og den indstilling har jeg bygget på hele livet. Man skal være ordentlig,” siger Stig Weye.

Foto: Claus Fisker