Min tro blev først for alvor vakt et par år efter min konfirmation, da jeg var omkring 16 år. Jeg havde en onkel, der boede i Slagelse, og som optrådte udklædt som indianer i hele landet. Han sørgede for, at børn, som ikke havde mulighed for at komme på sommerferie, kunne optræde med ham som små indianere. Den sommer tog mine søstre og jeg med ham rundt i landet. Jeg optrådte under indianernavnet Springende Egern.
Min onkel var konverteret til mormonismen, og jeg var med ham til gudstjeneste, men det virkede meget underligt, syntes jeg. Han og jeg havde mange diskussioner om tro, og vi var meget uenige.
Han fik mig til at læse i Bibelen. Jeg kunne finde alle fejlene og alle grundene til ikke at tro deri. Men gradvist begyndte jeg at forstå, at noget af det jo også kunne være sandt.
Jeg begyndte derfor at komme i mormonernes tempel. Jeg havde mange samtaler om tro med de andre medlemmer, men det lod til, at de ikke anede en snus, og jeg vandt nemt alle diskussionerne. Alligevel kunne jeg se, hvor stærke de var i deres tro, og hvilke fantastiske vi-sioner de havde for, hvordan man skal leve sit liv. Måske kunne de have ret, selvom de ikke var i stand til at forsvare deres tro?
Fra da af har jeg forstået mig selv som troende, og jeg blev medlem af ”Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige”, som populært kaldes for mormoner.
Hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med videnskab, videnskabsteori og videnskabsfilosofi. Der ligger et stort dilemma i, at man betragter religion som noget spekulativt og videnskab som noget sikkert. Videnskaben har haft enorme fremskridt med at skabe modeller og teorier til at beskrive verden og ”virkeligheden”.
Men hvilke videnskabelige modeller og teorier giver de bedste billeder af virkeligheden? Pontius Pilatus spurgte under sit forhør af Jesus: Hvad er sandhed? Det store spørgsmål er fortsat relevant i dag, og det kan ikke afgøres rationelt eller empirisk. Det vil altid være et trosspørgsmål.
Jeg kender alle argumenterne for ikke at tro, men jeg har valgt at tro på trods af dem. Min tro er det, der gør mig til det menneske, jeg er. Troen kan betragtes som noget spekulativt i modsætning til viden, men kan også virke som det kraftbegreb, der er fremadrettet, og som kan føre til ny indsigt. Troen giver mig visioner og kampgejst til at være og gøre bedre. Som Sidste Dages Hellig har jeg forpligtet mig til altid at gøre det rigtige. Det betyder ikke, at jeg aldrig fejler. Jeg søger det bedste og det sande. Det er ikke sikkert, jeg finder det, men jeg går 100 procent efter det.
Hvad har udfordret din tro?
Kendsgerninger, der taler imod tro! Når jeg læser i Bibelen, må jeg sætte spørgsmålstegn ved mange ting. Men som overrabbiner Bent Melchior har sagt: Læs første sætning i Bibelen, hvor der står, at Gud har skabt Himlen og Jorden. Hvis du ikke tror på det, så behøver du ikke læse videre. Men hvis du tror på det, så skal du vide, at alt den efterfølgende tekst skal fortolkes. Vi ved, at Jorden ikke er skabt på seks dage, men det er troens store udfordring, at sandheden skal gøre ondt. Den samme udfordring gør sig gældende, hvis man tror på, at hele universet skabte sig selv for 13,8 milliarder år siden. På den vis er troen altid en beslutning i forhold til tvivl. Uden tvivl har troen ingen funktion.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”Du skal sætte mennesket først.” Jeg kan ikke huske, hvem jeg har fået rådet af, men det betyder, at jeg tror på, at men-nesket er mirakuløst og godt. Jeg er ikke naiv, og jeg ved godt, at nogle spilder potentialet og gør nogle forfærdelige ting. Derfor irriterer det mig også, når nogle siger, at de er troende og alligevel opfører sig ringe. Man skal til enhver tid hellere være en hæderlig hedning end en hyklerisk hellig.