Det var i oktober 2014. Jeg stod sammen med min svigermor inde i Holmens Kirke og kiggede op mod alteret. Jeg havde taget mit koncerttøj på, makeuppen og håret var sat, og jeg var i gang med at gøre det sidste klar i sceneopstillingen. Det var min debutkoncert som solofløjtenist, så det var virkelig en stor dag, og jeg var spændt og meget koncentreret om det, der skulle foregå.
Det var kulminationen på mange års hårdt arbejde, hvor jeg havde arbejdet målrettet på at få en karriere som musiker. Musikken havde fyldt nærmest alt i mit liv i mange år, og nu stod jeg foran den allerstørste koncert i mit liv, som var kronen på værket af alle mine bestræbelser. Mens vi stod der og kiggede op mod alteret, sagde min svigermor pludselig ”skal du ikke være præst?”.
I det øjeblik tænkte jeg, at det var en lidt utilstedelig form for indblanding og blev nærmest vred. Men det skyldtes helt klart, at hun ramte mit ømme punkt. Hun sagde det højt, som jeg ikke rigtig selv ville være ved, at jeg tænkte, og som jeg i hvert fald slet ikke kunne sige højt.
For allerede på det tidspunkt var drømmen om at læse teologi og blive præst begyndt at vågne i mig. Jeg havde bare ikke turdet tænke tanken til ende, og den dag virkede det jo helt aparte at tænke i de baner. Men der gik ikke ret lang tid, så kunne jeg mærke, at min svigermor på en måde havde ramt plet. Jeg fik sådan en forelskelsesfornemmelse, når jeg tænkte på teologistudiet.
Indtil da havde musikken været min store forelskelse. Da jeg begyndte at spille tværfløjte som barn, kunne jeg mærke, at det gjorde noget vildt med mig, og jeg fik en ustyrlig trang til ikke at blive begrænset i det. Jeg ville på konservatoriet og være musiker, for på den måde kunne jeg undgå at bruge en masse tid på alt muligt andet end musikken. Jeg tænkte ikke over, at det kunne være en god idé at vælge en profession, som kunne brødføde mig, og som jeg kunne kombinere med at have familie. Jeg følte det bare som en spændetrøje, når jeg skulle bruge tid på andet end musikken; Jeg ville bare have fløjten i hånden flest mulige timer om dagen.
Men især efter at jeg fik mit første barn, blev det tydeligt, at det var hårdt for karrieren at have en familie. Musikken var stadig en stor kærlighed, men jeg kunne mærke, at den blev underordnet i forhold til familien – og en større kærlighed.
At arbejde med Gud som præst ville både give plads til familien og også få musikken til at høre til under en større hat. Men til at begynde med afviste jeg tanken, for jeg syntes, at det virkede uoverskueligt at gå i gang med syv års universitetsstudier mere. Det virkede voldsomt. Men jo mere jeg talte med folk om det og undersøgte det, des mere kunne jeg se, at hvis jeg skulle have en anden profession resten af livet, måtte det godt koste syv år.
Jeg er slet ikke vokset op kirkeligt. Vi gik i kirke til jul, men mine forældre havde helt klart en skepsis over for kirken, og at man kunne være personligt troende, var slet ikke en del af verdenskortet for dem. Når de syntes, at jeg var lidt irriterende moralsk, drillede de mig med, at jeg nok skulle være præst, når jeg blev stor. Jeg tænkte, at selvom de syntes, at det var noget underligt noget, kunne det godt være, at jeg skulle være præst. I folkeskolen forsøgte jeg at komme i praktik som præst, uden at det dog lykkedes.
Jeg var også KFUM-spejder. Derigennem begyndte jeg at gå lidt i kirke, og jeg kunne mærke, at det gjorde et eller andet ved mig. Jeg var ikke døbt, men besluttede at blive døbt og konfirmeret, og i forbindelse med konfirmationsforberedelsen var det en stor oplevelse for mig at opdage bønnerne bag i salmebogen. I spejderbevægelsen havde jeg oplevet det som lidt mekanisk, når vi bad Fadervor, men via bønnerne i salmebogen fik jeg en oplevelse af, at jeg også alene kunne tage kontakt til min far i himlen.
I forholdet til min mand og i min svigerfamilie fik jeg et frirum, hvor jeg kunne tale om troen som noget personligt. Begge mine svigerforældre er præster, og min svigermor har altid talt meget varmt om at være præst. Samtalerne med hende åbnede et rum i mig, og noget begyndte at rumstere.
Jeg tænkte dog stadig, at jeg skulle være musiker, og jeg valgte at supplere min konservatorieuddannelse fra Malmø med solistklassen fra konservatoriet i Odense for at øge mine muligheder for at gøre karriere som musiker. Men efter min debutkoncert, som endda fandt sted i den kirke, hvor min svigerfar var sognepræst, begyndte jeg at tænke seriøst over muligheden for at læse teologi, og min mand var hurtig til at bakke mig op.
Jeg begyndte at studere teologi i Aarhus og læste et år der, hvorefter jeg fik lov at blive overflyttet til København. Nu mangler jeg kun to semestre og specialet, og hele studietiden har nærmest været som en rus. Det er det vildeste input af den ene mere storladne og dybe tekst og indsigt efter den anden, man får. Så på mange måder opfylder det virkelig den følelse af en vanvidsforelskelse, jeg fik den dag i Holmens Kirke.
Jeg kan nærmest ikke få nok af studiet, men jeg er også begyndt at glæde mig til at komme ud og bruge det hele i praksis. Jeg glæder mig virkelig til at få lov at være Guds medarbejder – og til den nære kontakt med mennesker, som man får lov at få som præst.
Mange af folkekirkens medlemmer kommer jo primært i kirken på de tidspunkter i deres liv, hvor tingene er sat på spidsen, og jeg tænker virkelig, at det er en stor ære at få lov at møde mennesker netop på de tidspunkter.
Hvad har udfordret din tro?
Da jeg havde besluttet at begynde at læse teologi, sagde en bekendt, der selv er teolog: ”Det er den sikreste vej til at blive ateist”. Det havde han på en måde ret i. Især nogle tekster i Bibelen bliver ved at være en anstødssten for mig. Bibelen kan jo så meget fantastisk, men kan også bruges til at undertrykke og slå andre i hovedet med – og det holder ikke op med at gøre ondt på mig. Der findes måder at være kirke på og historiske begivenheder, hvor der er gjort ting i Guds navn, som jeg på ingen måde kan stå inde for, og det er en aldrig afsluttet opgave for mig at finde en plads til det i min forståelse af kirken og kristendommen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At jeg skal bevare ydmygheden over for, at der findes mange måder at tolke Bibelen på og være kirke på. For nylig talte jeg med en præst om de skriftsteder, man kan bruge til at ekskludere mennesker og for eksempel sige, at nogle kommer i Himlen og andre i Helvede. Jeg argumenterede for, at de, der brugte Bibelen på den måde, gør sig skyldige i cherry picking – altså, at de vælger de steder ud, som passer med det, de ønsker at argumentere for. Den præst, jeg talte med, sagde ”vi laver jo alle sammen cherry picking”. Det havde han jo ret i, og det tog jeg til mig som et råd om at bevare ydmygheden, når jeg for eksempel støder på medstuderende, som har en langt mere konservativ tilgang til bibellæsning, end jeg har.