Jeg fandt sandheden ved at læse C.S. Lewis

Martin Hartvig Jansen har helt fra barndommen haft et tomrum indeni, som han i mange år fyldte ud med fest, hash og hårde stoffer. Men i en kælder under et bibliotek i Aarhus lukkede han øjnene og tog en bog ned fra reolen, og det blinde valg fik store konsekvenser

Martin Hartvig Jansen har haft et turbulent liv med mange stoffer. I dag bor han i en vens lejlighed i Kolding, hvor han ses på billedet. – Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.
Martin Hartvig Jansen har haft et turbulent liv med mange stoffer. I dag bor han i en vens lejlighed i Kolding, hvor han ses på billedet. – Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Det var en dag for omkring 27 år siden. Jeg var taget ind til Aarhus, hvor jeg arbejdede som bartender. Jeg boede på landet i en skurvogn ved siden af en gård, hvor nogle af mine venner havde indrettet et kollektiv. Min kæreste boede der også, og vi dyrkede grøntsager og levede et enkelt liv. Men der var en længsel i mig efter en sandhed, som ikke var relateret til det verdslige.

Jeg gik jævnligt på biblioteket og fandt bøger om den åndelige verden. Jeg gik også ned i kælderen, hvor bøgerne inden for det okkulte var samlet. Jeg havde besluttet, at jeg ville gå hen langs reolen med lukkede øjne, og den bog, min hånd stoppede ved, skulle jeg tage med hjem og læse. Mine fingre stoppede ved en lille, tynd bog. Jeg åbnede øjnene og så titlen: ”Det er kristendom” af C.S. Lewis. Det overraskede mig lidt, for bøger om kristendom burde stå et andet sted. Men jeg tog den med og begyndte at læse i den, da jeg stod på banegården. I toget læste jeg videre; jeg stod op hele vejen. Da jeg læste om Jesus, som sagde om sig selv, at han var vejen og sandheden og livet, var det, som om en dør åbnede sig. Alt udkrystalliserede sig og blev klart. Fra det øjeblik var der ikke mere at rafle om. Jeg vidste, at det var sandheden.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg min kæreste, hvad jeg havde oplevet, og hun nikkede til det hele. Hun var vokset op i en kristen familie med en onkel og en bedstefar, der var præster og troende. Men hun syntes, at kristendommen for let kom til at handle mere om helvede end om himlen. Hun brugte heller ikke så mange ord om troen og var ikke så optaget af læse i Bibelen. Men jeg begyndte at læse både Det Nye og Gamle Testamente og blev fyldt af en stor kærlighed. Samtidig savnede jeg et fællesskab, hvor jeg kunne dele den kærlighed med andre. I folkekirken virkede fællesskabet fjernt. Den eneste, jeg kunne dele min tro med, var min farmor. Vi kunne tale om livet og døden og slå op i Bibelen og tale om de tekststeder, vi fandt.

Jeg voksede op i et middelklassehjem med en far, der var arkitekt, og en mor, der arbejdede som bogholder. Min mor havde en barnetro, der ikke stak så dybt. Min far kunne ikke få opstandelsen til at passe med sin forstand, men med hjertet vidste han, hvordan det hænger sammen. Det var ham, der tog sig mest af min bror og mig. Han læste højt for os og fulgte os til sport.

Som barn dyrkede jeg kampsport og var dygtig til det, men kunne ikke lide det, som det fik frem i mig. Jeg brød mig ikke om at slå og sparke på andre. Jeg ville hellere tegne og male og tage på eventyr i den vildtvoksende plantage i nærheden og lave bål. Jeg fandt sammen med en jævnaldrende dreng, og vi holdt til i skoven, mens de andre begyndte at gå på diskotek og kigge efter piger. Vi eksperimenterede med hash, og jeg fandt ud af, at det åbnede en dør ind til noget større. Jeg fyldte tomrummet i min sjæl med stoffer. Jeg flyttede hjemmefra og lavede et kunstnerkollektiv med nogle kammerater. Vi festede og tog stoffer. Vi lavede også et væbnet røveri. Siden begyndte jeg at tage heroin og kokain, og selvom jeg arbejdede, var det svært at skaffe penge nok. Jeg begyndte at lave butikstyverier og endte med en dom på et halvt års fængsel.

I mellemtiden havde jeg mødt Jesus. Men jeg forstod ikke, at man selv skal gøre noget for at give Gud plads. Jeg fyldte stadig tomrummet med den kemiske lykke, stofferne giver. På et tidspunkt blev jeg så afhængig af heroin, at jeg vidste, at jeg måtte ud af det og gik på afvænning. Men jeg faldt i igen. Jeg arbejdede og boede stadig sammen med min kæreste. Men jeg levede på en løgn. Jeg læste i Bibelen og vidste, at det var sandheden, men jeg havde stadig ikke fundet Guds vej.

I en periode havde jeg et atelier på Holmen i København sammen med nogle venner. En dag, da jeg var på vej til atelieret og gik gennem Pusher Street på Christiania, faldt jeg i snak med en fyr, der er ved at lægge tag på Operaen. Han spurgte, om jeg ville hjælpe, og jeg gik med ham op. Hans familie og venner var samlet, og de havde tændt levende lys og sang lovsang og bad sammen. Det var, som om jeg for første gang oplevede et fællesskab om den fred, glæde og kærlighed, jeg havde læst om i Bibelen.

Fyren, som inviterede mig med ind, hed John og var præst i Christiania Kirken. Jeg holdt kontakt med ham, mens mit liv gik op og ned, og jeg røg ind og ud af stofferne. Når jeg faldt i, kunne jeg ikke se ham eller mig selv i øjnene. Men når jeg var clean, vendte jeg tilbage til fællesskabet.

Jeg kommer i Christiania Kirken, så tit jeg kan, selvom jeg er flyttet til Kolding. Jeg har været clean i nogle år. På et kristent rehabiliteringscenter mødte jeg en fyr, som er tømrer.

Vi besluttede at lave et firma, og siden fik vi en tredje fyr og hans kone med. En fantastisk kristen kvinde, Inge Norling, der havde hjulpet misbrugere i mange år, forærede os noget værktøj. Hun er død nu, men vi ærer hendes minde ved at skabe et kærligt fællesskab omkring vores firma. Vi drømmer om at finde et sted på landet, vi kan indrette, hvor vi kan tage imod andre, der har behov for fred og fællesskab. Unge, som vil ud af misbrug, eller ældre, der mangler omsorg.

Når vi beder sammen og holder fokus på kærligheden i stedet for at gå vores egne veje, kan jeg mærke den fred og glæde, der kommer fra Gud.

Vi er tre mennesker med en fortid, som gør, at vi har oparbejdet en personlighed, der ikke er særlig gunstig for at realisere Guds rige. Men Gud kan bruge det hele til noget positivt, hvis vi blot lægger det over i hans kærlige hænder.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro kan blive udfordret i fællesskaber med andre mennesker. Det kan undre mig, at mennesker, som har indset, at Jesus er Herren, ikke kan finde ud af det sammen og ikke kan bygge større ting i hans navn. Det sker så let, at vores egoer kommer til at dominere. Det sker også for mig. Jeg synes, at jeg har ret til det ene og det andet, eller at jeg ved bedre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Egentlig kan jeg kun sige, at det hele findes i ét ord: Jesus. Det rummer det hele – og det er der, dørene ind til sandheden åbner sig. Men ellers prøver jeg at holde fast i, at det, der er sikkert, kan ikke rystes. Hvis vi bygger vores liv på den klippe, som Guds kærlighed udgør, kan det ikke gå galt. Der hvor det er allermørkest, der er Gud stærkest til stede.