Katolik: Jeg fandt ud af, at paven er Kristi stedfortræder på Jorden

Til en festmesse i Peterskirken i Rom oplevede sociolog og katolik Ewa Siekierski pave Benedikt prædike. Det ændrede hendes opfattelse af paveembedet og blev en ny indgang til troen

Ewa Siekierski er født af polske forældre i Danmark, og hendes barndoms sognekirke var Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København. –
Ewa Siekierski er født af polske forældre i Danmark, og hendes barndoms sognekirke var Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København. – . Foto: Iben Gad.

I 2010 var jeg med min mand og vores børn i Rom. Vi havde længe talt om at besøge Den Evige Stad og Peterskirken, som er centrum for den romersk-katolske kirke. Vi havde også en drøm om at deltage i en messe med den daværende pave Benedikt XVI, men var skeptiske over, om det kunne lade sig gøre, da vi mildest talt var sent ude i forhold til at få billetter.

Men det lykkedes, og så oprandt dagen, hvor vi sad bænkede allerbagest i den kolossale Peterskirke sammen med mennesker fra hele verden, også fra de ortodokse kirker. For det viste sig, at messen markerede enden på en bispesynode for østkirkerne. Så ud over kardinaler og biskopper fra den katolske kirke var der masser af deltagere fra østkirkerne, som kom med andre liturgiske dragter og bønner på eget sprog.

Det var højtideligt og festligt, og som katolik fra Danmark, hvor den katolske kirke er en minoritetskirke, var det overvældende på den gode måde. Jeg følte et stort fællesskab med de andre katolikker fra hele kloden. Men selvom hele messen var som at blive grebet af en vind, så blev det endnu større, ja, et fuldkommen skelsættende øjeblik for mig, da pave Benedikt XVI åbnede messen.

Hjemmefra havde jeg ellers samme holdning til ham som mange andre, nemlig at han var meget intellektuel, lidt tør og ikke god til at række ud mod mennesker. Men det holdt slet ikke. For da han startede med at tale, blev jeg totalt blæst omkuld af ham. For han talte så inderligt og nærværende, og han evnede i den grad at række ud mod de troende.

Ja, det var så godt, at jeg simpelthen ikke kan huske, hvad Benedikt XVI talte om. Jeg tror, han kunne have sagt hvad som helst, og jeg havde stadig været solgt. Sådan har jeg det ikke normalt, men her var der en tilstedeværelse af noget helligt, som tog pusten fra mig.

Nu har Peterskirken også et fantastisk lydanlæg, som gjorde, at selvom jeg sad bagerst, så kunne jeg alligevel høre ham knivskarpt, og det betød noget. For det var, som stod pave Benedikt lige foran mig, selvom han fysisk var meget langt væk oppe ved alteret i den anden ende af Peterskirken, og allerede dengang var lille og bøjet af ælde.

Men jeg følte så intenst hans alfaderlige nærvær, og jeg blev indfanget af ham, hans stemme og hans ord, og jeg vidste på en helt anden måde end før, at paven vitterligt er Kristi stedfortræder på Jord, uanset hvem der så er pave.

Det var en vigtig erkendelse. For nok kan vi tale meget om, at den nuværende pave Frans er en superstar, som mennesker og medier elsker, og pave Johannes Paul II vil for mig, der er født af polske forældre, altid være noget særligt. Men den dag i Peterskirken med pave Benedikt forstod jeg, at det er ikke manden, som fylder paveembedet ud. Det er omvendt i betydningen, at det at være pave er noget særligt, der giver noget helt ekstraordinært til den person, som holder nøglerne til Himmeriget.

Jeg har i hvert fald lige siden den messe i Peterskirken fået mange af mine troens nøgler fra paven, som jeg nu fast lytter til og følger både på Twitter, Facebook og forskellige internationale katolske medier. For jeg søger opmuntring og inspiration i pavens ord til den troens rejse, som mit liv også er midt i en travl hverdag, hvor jeg ellers ofte kan føle, at min forbindelse med Gud blot bliver til en svag knitren.

Men så kan to ting altid hjælpe mig med at gøre kanalen stor, åben og stærk. Den ene metode er som nævnt pavens ord, der giver mig kærkomne små kroge til at kunne finde glimtvis ro, så jeg kan samtale med Gud. Og den anden er samværet med andre kristne, for min tro næres af den kollektive oplevelse. Tro er noget, som vi gør sammen, og som manifesterer sig i fællesskaber, som den dag i Peterskirken for snart 10 år siden, hvor jeg sad sammen med hele den verdensomspændende katolske familie – og samtidig fik et dybt personligt møde med paven og Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Ja, det er faktisk ét, som jeg ikke har fulgt endnu, nemlig at tage på weekendretræte. Jeg har en veninde, som er storforbruger af retræter, og jeg vil vældig gerne med, men med tre børn på fem, ti år og fjorten år må det vente lidt. Jeg skal også samle mod, men jeg glæder mig til dagen kommer.

For jeg tænker, at det bliver en forunderlig ting, hvor jeg kaster mig ud i min tros dybe vande og ser, hvor jeg kan bunde. For nok redder troen mig gang på gang, men der er stadig meget, jeg har til gode at erfare om Gud og om mit forhold til Gud."

Hvordan bliver din tro udfordret?

"Allerførst af det, som jeg kalder postordrekristendommen, som er en opfattelse og praksis, der er ganske udbredt i den katolske kirke, og som handler om, at hvis man beder mange gange nok og i en fast cyklus, så skal Gud nok opfylde mine ønsker.

Det er ikke en tankegang, som jeg kan finde mig til rette i, og at det kan selvfølgelig skyldes, at jeg ikke er stærk nok i troen. Men jeg tænker også på det sted i Bibelen, hvor der står, at Guds veje er ikke vores veje. For sådan tror jeg snarere, at det hænger sammen. Gud har en plan med os, og vi skal turde favne det uforudsigelige liv og lade os overrumple af det. Omvendt vil jeg heller ikke lyde for skråsikker eller pege fingre ad nogen – det ville ikke harmonere med mit ønske om at være åben over for andre opfattelser end min egen.

Jeg udfordres også af rigdommen, vel at mærke min egen rigdom, som målt med globale øjne er enorm, selvom man i Danmark vil beskrive mig som ganske almindelig med en mand, der også arbejder, og et hus, som vi købte for et år siden.

Men jeg har så meget sammenlignet med langt hovedparten af verdens befolkning, og hvordan forvalter jeg den rigdom? Jeg deler jo slet ikke så radikalt, som jeg kunne gøre det. Vi giver lidt til forskellige NGO´er og til den katolske kirke, men størstedelen af vores løn beholder vi til os selv og til vores børn, som går i katolsk privatskole. Penge, som vi kunne give til andre, der havde mere behov, ligesom vi køber ting, som vi strengt taget ikke behøver, så jeg er slet ikke afklaret med den del af min tro."