Min forladte barnetro blev omformet til en levende voksentro - med plads til tvivl

Som barn lærte dr.phil. i almen dannelse Harry Haue, at fortabelsen var en reel mulighed, men som voksen har hans tro hvilet i Grundtvigs ord om at være ”menneske først og kristen så”

For professor emeritus og dr.phil i almen dannelse Harry Haue handler kristendommen om nåde og om at sætte mennesket først.
For professor emeritus og dr.phil i almen dannelse Harry Haue handler kristendommen om nåde og om at sætte mennesket først. . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Det gør jeg bedst ved at bruge billeder. Arne Haugen Sørensen har malet mange religiøse billeder, hvoraf et forestiller et lille menneske, der er placeret mellem to overdimensionerede hænder. Disse hænder beskytter det lille menneske, og billedet burde derfor hedde ”Herren er min hyrde”. For dette citat fra Davids salme og Haugen Sørensens mediering af det vanskelige trosspørgsmål til et enkelt udtryk, nemlig de store beskyttende hænder, beskriver meget godt mit trosforhold og giver mig tryghed.

Et andet billede har jeg lånt fra H.C. Andersen, som beskrev sin tro som den røde tråd, der er indvævet i al den engelske marines tovværk, så ingen kan være i tvivl om ejerforholdet. Ingen kan således fjerne den røde tråd uden at ødelægge tovet, og ingen kan fjerne troen fra mig. For tro er livets grundforhold, og selvfølgelig kan vi nægte at tro, men måske er Gud ligeglad. Han er vores hyrde, uanset om vor tro er dominerende i vort liv eller har en lav prioritet, om vi erkender den aktivt eller passivt.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min fædrene slægt var stærkt præget af 1800-tallets indremissionske vækkelse, der var fremherskende også i det sydjyske område i Gamst ved Vejen, hvor jeg voksede op. Her var folk opdelt i den missionske lejr og så de andre, hvoraf de fleste var medlemmer af valgmenigheden. Mine forfædre var gård- mænd, og overskriften på deres liv var ora et labora, bed og arbejd. De tog dermed afstand fra alt andet, som for eksempel dans, kortspil og alkohol.

Den indremissionske socialisering var meget velorganiseret gennem barndommen. Vi begyndte i søndagsskolen, og lærerinden i de små klasser i landsbyskolen tilhørte Indre Mission. Indtil konfirmationen var vi også aktive KFUM-spejdere, og efter konfirmationen blev vi aktive i KFUM og KFUK. Missionshuset var en central lokalitet, og om søndagen søgte vi sognekirken i St. Andst, hvor præsten også tilhørte Indre Mission. Hjemme bad min far bordbøn, og i det hele taget var vores religiøse opdragelse præget af alvor og bevidstheden om, at fortabelsen var en reel mulighed. Men det fortsatte også efter konfirmationen, hvor jeg arbejdede på gårde, hvor familien tilhørte Indre Mission.

Hvad har udfordret din tro?

Efter værnepligten blev jeg optaget på Indre Missions Artium Kursus i Rønde. Det var i alle henseender en anden tilværelse, hvor møggreben var udskiftet med bøgerne, og selvom stedet var knyttet til missionen, så gav undervisningen os indsigt i videnskabelige love, som kunne udfordre troen. Jeg mødte også mange ikke-troende unge, hvilket resulterede i en kritisk holdning til den tro, som Indre Mission ellers havde indprentet i mig. Men den ultimative udfordring kom fra ungdomsoprøret, som jeg oplevede som historiestuderende på Aarhus Universitet, og hvor jeg for en tid blev en del af den nymarxistiske bevægelse, der krævede en overbevisning, der meget lignede den tro, som jeg netop havde forladt. Marxismen krævede nemlig ligesom Indre Mission en stærk disciplinering, og det var en af grundene til, at jeg søgte mod midten af det politiske spektrum, og at jeg nu har været medlem af Socialdemokratiet i 40 år. Partiets mærkesag var velfærdsstaten, som i en sekulær sammenhæng kunne opfattes som en praktisering af næstekærligheden.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Efter min mag.art.-eksamen i historie i 1973 blev jeg ansat som adjunkt i gymnasieskolen. Jeg var stadig medlem af folkekirken, og mine børn blev også døbt. Men i flere år søgte jeg ikke kirken i hverdagen, ikke før jeg i slutningen af 1970’erne begyndte at gå til gudstjeneste hos Christian Dickmeiss. Hans forkyndelse var spændende, fordi den sprogligt var formet til det moderne reflekterende menneske, hvor der også var plads til tvivlen. Dickmeiss var således medvirkende til, at min forladte barnetro blev omformet til en levende voksentro.

Jeg blev regelmæssig kirkegænger og havde den glæde at høre Dickmeiss prædike, også efter han i 1994 blev domprovst i Fyens Stift. Vi arbejdede også sammen i de ti år, hvor jeg var formand for menighedsrådet ved Odense Domkirke, og hvor min tro blev farvet af Grundtvigs opfattelse om at være menneske først og kristen så, hvilket var en kontrast til min barnetro, hvor faktorerne blev oplevet i omvendt rækkefølge.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Min kirkegang og samarbejdet i menighedsrådet gav mig mulighed for at træffe mennesker med religiøse værdier, som ofte handlede om velgørenhed og hjælp til dem, der faldt gennem velfærdsstatens ellers ret tætte netmasker. Det var en anden verden end den, jeg mødte på universitetet, for i kirken var bundlinjen troen, mens den på universitetet var sandheden, omend de to verdener levede fint side om side og prægede hinanden.

I menighedsrådet lærte jeg Bent A. Koch at kende. Han var dansk journalistiks grand old man, og fik mig med i Rotary, hvor målet var service above self, og selv om Rotary ikke havde nogen konfessionel orientering, blev velgørenhedsarbejdet her et godt supplement til den kirkelige praktisering af næstekærligheden. Da Bent A. Koch lå for døden på hospice, bad han mig om i Rotary-regi at gøre noget for de døende, og det resulterede i dannelsen af foreningen Palliativt Frivilligt Netværk, som er en organisation af frivillige, der besøger uhelbredeligt syge på Fyn, der ønsker at dø i eget hjem.

Jeg er i dag glad for, at det blev muligt at opfylde Bents sidste ønske.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har allerede fremhævet Bent A. Koch, og hvis jeg skal nævne et forbillede – og her vil jeg ikke bruge nulevende – så må det være ham. Jeg kaldte ham også min mentor, for han var et nobelt og rettænkende menneske, der ofte kunne se sig selv i den anden, og som på dødslejet gav udtryk for troen på Guds forsyn. Bent A. Kochs vision om en social og medmenneskelig omsorg for døende var også et godt eksempel på, at vi som kristne altid må bestræbe os på at gøre en forskel til det bedre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg kommer til at nævne Bent A. Koch igen, som altid sagde ”Husk, vi lever med nåden, ikke under loven”, når vi sad og bøvlede med personalesager, budgetter eller andet besværligt i menighedsrådet. Men det er også i andre sammenhænge et godt råd, som giver plads og luft til at være menneske.