Økonom: Jeg fik et klarsyn på et bjerg på Kreta, der ændrede mit liv

Økonom Per Ståhl-Nielsen gik op på et bjerg på Kreta med sin egen livsplan, men det var Guds veje, som han fulgte ned ad bjerget

For Per Ståhl-Nielsen er det at kigge på den gyldne ikon sammen med meditationen og den daglige vandring i området omkring Førslev en del af en hverdag med Kristus i centrum. –
For Per Ståhl-Nielsen er det at kigge på den gyldne ikon sammen med meditationen og den daglige vandring i området omkring Førslev en del af en hverdag med Kristus i centrum. – . Foto: Anna Frederiksen.

Året var 1992, og jeg var en ret nyuddannet nationaløkonom, der havde løbet flere maratonløb, så jeg var i god fysisk form, mens jeg holdt ferie på Kreta og vandrede i bjergene.

Jeg var søgende og interesserede mig for både filosofi og etiske regnskaber, men alligevel var min livsbane kridtet op til en karriere som embedsmand i et ministerium eller lignende. Det ændrede sig dog afgørende den sommerdag, hvor jeg var helt alene oppe på bjerget på Kreta og uden varsel i et klarsyn så, hvad tilværelsen handler om; at sandheden om livet er en åndelig fødsel, hvor den kristne guides af Kristus.

Alt faldt pludselig på plads, men på så voldsom en måde, at jeg efterfølgende måtte bede Fadervor uafbrudt for at få styr på mig selv. Da jeg kom hjem til Danmark, opsøgte jeg flere kirker for at få hjælp til at bearbejde min nye erkendelse. Desværre var kirkedørene låst af hensyn til kirkesølvet, og der var kun få præster, som ønskede at tale om den slags åndelige oplevelser, omend jeg med hver en fiber i kroppen vidste, at jeg måtte lægge mit liv om og droppe karrieren inden for det nationaløkonomiske felt, som jeg ellers var uddannet i.

Så det gjorde jeg. Og siden har jeg holdt foredrag om troen, arrangeret pilgrimsrejser og retræter samt på andre måder beskæftiget mig med de oplevelser og møder med det guddommelige, som mange mennesker har, men ikke altid ved, hvor de skal gå hen med. For sproget er for fladt og endimensionelt til at beskrive disse troens øjeblikke, men åndelighed er ligesom adel; det forpligter. Så vi er nødt til at berette om vores oplevelser. Det er også blevet lettere i de senere år, selvom der stadig er brug for at fortælle danskerne, at sådanne oplevelser og erkendelser af de kristne mysterier er det mest naturlige i verden, også selvom man ikke kan være i dem ret længe ad gangen.

For et troens øjeblik er som at få vist et billede af alt det, som man har søgt, men man kan ikke rumme hele sandheden og hele Guds herlighed i ret lang tid ad gangen. Til gengæld glemmer man det aldrig, og ud fra sådan et øjeblik kan en maler frembringe sit livs mesterværk og en forfatter skrive en udødelig roman. For et almindeligt menneske som mig betyder det, at jeg hver dag vågner med en stor glæde, som fylder hele mit liv, fordi det troens øjeblik på Kreta i 1992 har givet mig en livsvarig viden om, at det guddommelige eksisterer, og at vi ledes derhen, hvor vi skal være.

Det gælder også, når planerne ændres. Jeg skulle for eksempel for ikke så lang tid siden have besøgt den græske munkeø Athos, men en sygdom forhindrede det.

Alligevel er jeg sikker på, at jeg ad andre veje har fået de samme erkendelser i Førslev på Sjælland, hvor jeg bor. Her har jeg også en ikon hængende, som jeg dagligt kigger på, og som er malet af den græske ikonmaler Georgios Kefaloukos, for det er jo sådan, at netop dette Gudsmoder-billede, meditationen og den daglige vandring her omkring Førslev passer til min natur.

Men også i livets afgørende øjeblikke guides vi. Jeg tænkte for eksempel i en periode efter Kreta og et efterfølgende ophold hos den nu afdøde karmelitermunk og forfatter Wilfrid Stinissen på at blive munk, men så mødte jeg Solveig, og vi fik tre børn. I dag kan jeg slet ikke forestille mig nogen større lykke end at være gift og far.