Prøv avisen
Interview

Tidligere missionær: Jeg følte mig mest kristen i mødet med pakistanske muslimer

For 50 år siden blev missinæren Lorens Hedelund udsendt af det daværende Dansk Pathanmission til Pakistan. Han bekymrer sig over nye forhindringer for missionsarbejdet. – Foto: Lars Aarø/Fokus

I år er det 50 år siden, at Lorens Hedelund første gang drog til Pakistan for at missionere. Udbredelsen af politisk islam og et faldende engagement i missionsarbejdet herhjemme har gjort betingelserne for mission helt anderledes end dengang i 1968

Da missionæren Lorens Hedelund rejste rundt i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan i begyndelsen af sin tid der, reciterede han af og til salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort” for den etniske gruppe, pashtunerne i området. Salmen syntes at kunne forene den kristne missionærs tro med den muslimske lokalbefolknings. Den illustrerede, at der er mange ligheder mellem de to religioner, og for pashtunerne lød det velkendt, når ”Halleluja, vor Gud er stor” blev oversat til ”Allahu akbar”.

Som timerne skred frem ved et sådant møde i for eksempel en moské i Pakistan, ville værterne på et tidspunkt spørge ham, hvorfor han ikke var muslim, når nu de havde så meget tilfælles.

”Det var hovedspørgsmålet, der altid blev stillet. De pointerede, at jeg gik klædt i deres tøj, talte deres sprog og troede på én Gud. Så hvorfor var jeg ikke muslim? Til det svarede jeg altid, at jeg følte mig mere kristen end nogensinde, når vi talte om dette. Mit møde med dem viste, hvad vi havde tilfælles, men i høj grad også, at der er store forskelle,” siger han.

I år er det 50 år siden, at Lorens Hedelund blev udsendt med sin kone Aase til Pakistan for Dansk Pathanmission. Udsendelsen skulle i første omgang bare være et år, men endte med at være begyndelsen på et helt liv med missionsarbejde og arbejde med kristne og muslimer i Danmark og udlandet.

I dag har han som 75-årig droslet ned. Efter at have arbejdet 10 år for en genbrugsbutik ved Gellerupparken i Aarhus stoppede han i år for at rydde op i de kasser, hvor han har arkiveret alt, hvad han har skrevet og gemt gennem årene. Samtidig underviser han på Teologi for Lægfolk, holder foredrag og deltager i dialogprojekter med muslimer i Gellerupparken.

I arkivkasserne vil han finde beretninger som den førnævnte om forskelle og ligheder mellem islam og kristendom. For på trods af Brorsons salme og mange andre eksempler på ligheder mellem de to religioner, må man ikke underkende deres forskelle, mener Lorens Hedelund.

”Mange i Danmark siger, at vi stort set tror på det samme som muslimerne. At vi skal samme sted hen, men at vi bare tager forskellige veje og den slags ting. Men der er altså en verden til forskel på islam og kristendom. Jeg er ikke ude på at tale forskellene op, men jeg er bare nødt til at sige, at der er fuldstændig reelle forskelle. Men derfor kan man jo stadig godt have dialog,” siger han.

Kort sagt mener Lorens Hedelund, at forskellene bunder i de to religioners bud på vejen til frelse. Kristne tror, at kun troen og nåden frelser, mens muslimer generelt set tror, at vejen til frelse går gennem et fromt trosliv med flere gode end dårlige gerninger.

”Deri ligger grundforskellen. Den voksne muslim er overladt til sig selv i kampen om at vende tilbage til paradiset, som vi blev smidt ud af. Gennem kødelige gerninger har man mulighed for at vende tilbage, tror muslimer, og det kan skabe problemer. Hvor frelsen i kristendommen kommer fra Jesus, kommer frelsen i islam gennem en lang kamp. Det kan få usunde udtryk, blandt andet gennem en meget ekstrem og politisk fortolkning af islam med fokus på martyriet, der er blevet forfinet de sidste 20-30 år,” siger han.

Lorens Hedelund besvarer de fleste spørgsmål med anekdoter, historiske, kulturelle og politiske referencer. Han ler, når han kommer i tanke om morsomme historier fra før og efter, han blev udsendt, og slår op i en bog, når der er billeder til at supplere historierne med. Historierne handler om alt fra hans tid i KFUM og KFUK i Seest ved Kolding til den iranske revolution.

Da han bliver spurgt om, hvordan missionsarbejdet har ændret sig i hans tid, kommer han også med en anekdote. Denne gang om hans tidligere kollega i Pakistan, missionæren Jens Enevoldsen, som han drev en bogbus sammen med. En dag var makkerparret kørt til en sammenkomst i anledningen af en lokal, afdød digters fødselsdag i det nordvestlige Pakistan. Der var omtrent 3000 mennesker til arrangementet, hvor der blev læst op af den berømte digters værker. På et tidspunkt blev de to missionærer spurgt, om de havde noget at bidrage med. Det sagde Jens Enevoldsen ja til. Han gik op og læste Saligprisningerne fra Matthæusevangeliet på pashto.

”Folk var dybt begejstrede og råbte ’shabosh’ – det betyder ’fantastisk, bravo, læs det igen’. Sådan noget havde de aldrig hørt før. Jens Enevoldsen kunne ikke dy sig, så han fortalte dem, at forfatteren var Vor Herre Jesus Kristus. Så blev der lidt stille, og man kunne høre noget mumlen. Jeg stod ved bogbussen, og der gik ikke længe, før der kom gang i salget af Det Nye Testamente. For så stor poesi og visdom måtte de have mere af. I dag ville sådan noget være med livet som indsats på grund af krige og udviklingen af ekstrem, politisk islam,” siger han.

Ud over den forhøjede sikkerhedsrisiko har missionsarbejdet ifølge Lorens Hedelund ændret sig ved, at der tidligere var et mere synligt engagement i arbejdet herhjemme. Særligt i form af kvinder, der mødtes jævnligt, strikkede, holdt bazar og samlede ind til sagen.

”De kvinder i de over 700 kredse var de levende stene i missionsarbejdet. Mændene var mest til ’pynt’. Men den generation er uddød nu, og kvindernes indtog på arbejdsmarked har gjort det umuligt at føre traditionen videre. De er blevet erstattet af girokort, e-mails og medlemsblade. I mine øjne fremragende blade, men de skaber ikke samme engagement som tidligere,” siger han.

Samtidig er han, ligesom andre med tilknytning til Danmission, bekymret for missionsorganisationens stigende brug af statslige midler. Han mener, at bevillingerne fra for eksempel Danida kommer med så store krav om minutiøse rapporteringer, at kirkerne i missionslandene mister indflydelse på, hvad de bruges til.

”Det betyder, at vi går tilbage til en gammeldags missionsforståelse, hvor det er os i Vesten, der styrer projekterne og kirkerne i udlandet. Ideelt set er det kirkerne selv, der bestemmer, mens vi som missionærer og missionsorganisationer står til rådighed med hjælp og samarbejde. Jeg synes, at man bør være bedre til at sikre selvstyre for kirkerne i missionslandene. Det kan så betyde, at man må gå efter mindre bevillinger i stedet for bombastiske millionprojekter finansieret af staten,” siger han.

Når det er sagt, er Lorens Hedelund i høj grad optimistisk på vegne af arbejdet med mission og religionsdialog. De sidste år har han særligt været aktiv i Gellerupparken i Aarhus gennem Danmissions genbrugsbutik og kontakt med moskéerne.

”Det er så usigeligt spændende at have en genbrugsbutik lige der. Der kommer de samme muslimske kvinder uge efter uge og spørger efter nyt tøj. Så oplever man, at disse kvinder opbygger en sådan tillid til de frivillige kvinder i forretningen, at de som det første giver dem et knus, når de kommer derind. Den nærhed er guld værd. Og jeg har stadig kontakt med moskéerne i nærheden af Gellerupparken. De kan for eksempel finde på at ringe, hvis de skal have hjælp med ansøgninger til Kirkeministeriet, eller hvis der er sket noget i området, som vi kan tale om. Det synes jeg er meget meningsfuldt,” siger den erfarne missionær.