Når sognepræst Pernille Vigsø Bagge tænker på sin afsked med Christiansborg, tænker hun på den fredag i maj, hvor hun stod i hvid alba i Viborg Domkirke klar til at blive ordineret. Den aften blev det tydeligt for hende, at hun bevægede sig ind i en ny fase af tilværelsen. Ordinationen blev samtidig en nærmest rituel afslutning på mere end 10 år som medlem af Folketinget.
Få dage efter ordinationen blev der udskrevet valg til Folketinget. Mens mange af Pernille Vigsø Bagges politiske kolleger fik travlt med at føre valgkamp, forberedte hun sig på den søndag i juni, hvor hun skulle indsættes ved gudstjenester i de fire sogne Aggersborg, Løgsted, Kornum og Løgstør. Det blev en god og lang søndag med fire indsættelsesgudstjenester og efterfølgende fælles middag for de fire menighedsråd. Tidligt næste morgen ringede telefonen.
”En kvinde havde mistet sin mor og skulle bruge en præst. Det var lige på og hårdt. Nu var jeg sognepræsten.”
Denne eftermiddag har hun travlt med at skænke saftevand og uddele lune pølsehorn til eleverne fra Løgstør Skoles 3. klasser, som sammen med deres lærere deltager i et skole-kirke-samarbejde. Sammen med præstekollegaen Lars Lyngberg-Larsen har de talt om korset som symbol, bedt Fadervor med fagter, og nu er børnenes koncentration ved at være opbrugt.
”Er det ikke rigtigt, du har konfirmeret min storebror?”, spørger en pige.
Pernille Vigsø Bagge bekræfter. Flere andre børn vil vide, om hun mon kender deres søskende i limfjordsbyen. Og jo; hun kender flere af børnene ved navn, deres søskende og sågar også deres forældre.
Sådan er det, når man som Pernille Vigsø Bagge bliver sognepræst i den by, hvor man selv er opvokset og har boet det meste af sit liv som værtshusejerens bogslugende datter, som gik i kirke med sin mormor og på den måde fik lysten til at læse teologi. Hun er på alle måder kommet hjem, og det giver mening.
Mens alt på et ydre plan har flasket sig nærmest ideelt i forbindelse med Pernille Vigsø Bagges afsked med Folketinget, så har hun erfaret, at årene i toppolitik også har efterladt hende forslået.
Måske hænger det sammen med hendes politiske historie, hvor hun ved et tilfælde blev valgt til Folketinget for partiet SF i 2005. Fire år tidligere var hun blevet valgt til byrådet i Vesthimmerlands Kommune, og hun havde sagt ja til at blive opstillet til folketingsvalget, for man ville gerne have en fra Vesthimmerland på listen, men hun var samtidig blevet forsikret om, at opstillingen ikke ville give valg. Hun stod på listen, men holdt ikke valgmøder og havde intet kampagnemateriale.
”Jeg fik et veritabelt chok, da jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg var blevet valgt, og begyndte at græde, men min mand syntes, det var spændende, og han lovede, at han nok skulle passe Anna, som var et år.”
I 2007 var der valg igen, og i den mellemliggende periode var hun blevet grebet af det politiske liv på Christiansborg og stillede op igen. Selvom familien i Løgstør nu talte to mindre piger, ville ægtefællen sørge for støtten på hjemmefronten. Op til valget i 2011 var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle stille op.
”Det begyndte at knage lidt i partiet op til valget i 2011, for der var unægteligt visse problemer internt i partiet, og jeg overvejede, om jeg skulle stoppe, mens legen var god, men på den anden side havde jeg været en fortaler for, at partiet skulle prøve at tage ansvar og gå i regering.”
Pernille Vigsø Bagge blev SF’s gruppeformand, i hvad hun beskriver som en brutal tid. Som et eksempel nævner hun sagen om skatteaftalen fra 2012 med højrefløjen. To af partiets medlemmer, Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen, meddelte, at de ikke ville stemme for aftalen. I folketingsgruppen mente nogle, at de to skulle ekskluderes af partiet, mens Pernille Vigsø Bagge og andre argumenterede for, at de skulle have lov til at blive. På gruppemødet sagde Lisbeth Bech Poulsen, at hun ville stemme med partiet, men situationen var tilspidset, og Lisbeth Bech Poulsen græd, mens pressen ventede på den anden side af døren til grupperummet.
”Vi aftalte, at jeg skulle tage Lisbeth under armen og hjælpe hende forbi journalisterne, men når man ser på fotografierne, ser det ud, som om jeg nærmest har fået hende til at tude, og kommentarerne udeblev ikke. Jeg blev kaldt nazist, luder, fascist og andet fra samme skuffe.”
Kort tid efter skattereformen trak Villy Søvndal sig som formand for partiet, og Pernille Vigsø Bagge trak sig som gruppeformand og meddelte samtidig, at hun ikke ville opstille til næste folketingsvalg.
”Der har været nogle svære aftener i min lejlighed på Nørrebro langt væk fra min mand og mine børn. Jeg mener, det er vigtigt, at der også er yngre kvinder med børn i Folketinget, som ikke bor i hovedstaden, men når det hele ender i kævl, strid og dårlig karma, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt det virkelig er det værd. Heldigvis virker det til, at prisen har været højest for mig.”
Da partiet trådte ud af regeringen i 2014, var Pernille Vigsø Bagge i en kortere, men turbulent periode både gruppeformand og politisk ordfører. For at illustrere arbejdsbetingelserne fortæller hun om en aften, hvor hun skulle på direkte i TV 2 News og kommentere på en sag i forbindelse med formandsvalgkampen i partiet. Troede hun.
”De spurgte, om jeg var klar til at gå på, og så siger de, at de kan oplyse, at Ida Auken er gået over til De Radikale, og spørger om min kommentar. Virkeligheden var, at jeg stod i vores soveværelse og ikke havde nået at få mine bukser på, men jeg får sagt ’God tur. Hvis man er radikal, skal man bestemt ikke være i SF’. Jeg følte virkelig, jeg var taget med bukserne nede, og der var den her klamme fornemmelse af, at der er et eller andet, som ikke passer, og der gik jo heller ikke længe, inden andre sprang ud som socialdemokrater. Hvis du spørger, hvad jeg er stolt af, er det ikke mindst, at jeg var med til at forhindre, at Astrid Krag blev formand for partiet. For så havde vi ikke haft noget SF i dag, for hun har jo sagt, at hun altid har været socialdemokrat.”
Pernille Vigsø Bagge konstaterer, at hun talte ned til folketingsvalget og udviklede en lede ved kulturen på Christiansborg, og når hun fulgte dækningen af politik, syntes hun, at det blev kommenteret, som var det en fodboldkamp. Hun savnede debatter, som handlede om substansen.
”Jeg holdt op med at være særlig meget på, for jeg skulle ikke genvælges, og i stedet var jeg meget ude i landet og holdt møder blandt andet i mange sognegårde og deltog i inspirerende debatter. Når jeg var ude, tænkte jeg, at folkestyret måske trivedes bedre decentralt, hvor folk tog skeen i egen hånd i modsætning til det absurde teater, vi kunne opleve på Christiansborg. Det gav mig energi at være ude, og når jeg kom ind på Christiansborg, blev jeg drænet for energi.”
Følgevirkningerne af livet i toppolitik blev tydelige for hende, da hun i efteråret 2014 fik orlov fra Christiansborg for at gå på Pastoralseminariet ved Aarhus Universitet. Da hun i sin tid blev valgt til Folketinget, havde hun været på vej på Pastoralseminariet og tænkt, at hun skulle være præst, men da hun i 2014 kom på Pastoralseminariet, var hun i tvivl om, hvorvidt hun kunne bestride et præsteembede.
”Til min egen overraskelse var jeg blevet så skadet, at jeg ikke troede, at jeg ville kunne få et embede. Der havde været en del artikler om, hvor svært det var for tidligere medlemmer af Folketinget at få job, og jeg tænkte, at ingen ville ønske at ansætte en afdanket politiker og slet ikke en fra SF, som var i virkelig lav kurs.”
”Jeg blev virkelig stille det efterår og mærkede en sårbarhed. Meget af den kritik, jeg havde modtaget i den brutale periode, havde jeg taget ind, og jeg så mig selv i høj grad som afdanket, men fik en fantastisk hjælp af studieleder Birgitte Graakjær Hjort.”
Mens hun gik på Pastoralseminariet, blev hun kontaktet af en person fra Løgstør kirke, som opfordrede hende til at søge det embede, som ville blive slået op i hjembyen. Godt nok kom hun jævnligt til gudstjenester i kirken, men hun husker, at hun sagde til manden, at han måtte være vanvittig.
”Jeg sagde til ham, at jeg var en afdanket politiker, ovenikøbet SF’er, men jeg er jo samtidig værtshusejerens datter, med alt hvad dertil hører. Men jeg kunne godt mærke, at der var noget spændende med den tanke, og igen hjalp Birgitte Graakjær Hjort, fordi hun rådede mig til at tale med andre, som var blevet præster der, hvor de selv var vokset op.”
Mens mange af kollegerne på Christiansborg havde travlt med at føre valgkamp i juni 2015, pakkede hun computer, telefon, navneskilt og adgangskortet for at tage sin egen afsked med Folketinget. Der var mennesker, hun skulle sige farvel til, postrummet, Folketingets bibliotek og folketingssalen, hvor hun stod i stilhed en stund, inden hun bankede på hos daværende kirkeminister Marianne Jelved (R) med en flaske whisky. Hun vidste allerede dengang, at Marianne Jelved var en af de personer, hun ville komme til at savne. Men selvom der blev bundet en sløjfe på Christiansborg-tiden, og hun var godt i gang som sognepræst, var der sår efter årene i toppolitik.
”Det var først, da jeg forlod Christiansborg, at det gik op for mig, hvor stort et granatchok jeg var kommet ud med. Jeg var blevet sky i forhold til journalister, og i en periode kunne jeg ikke holde ud at høre nyheder, fordi den politiske journalistik gjorde mig i dårligt humør. Jeg prøvede at være tilbage på Christiansborg, hvor jeg blev så fysisk dårlig, at jeg måtte søge ind på et toilet, fordi minderne væltede frem. Så jeg holdt mig fra København i en periode. Det har rystet både mig og min mand, hvor forslået jeg var. Heldigvis har jeg kunnet mødes med Anne Baastrup (folketingskollega fra SF, red.) og tale om det.”
Sidste sommer blev et vendepunkt for Pernille Vigsø Bagge i forhold til at forsone sig med årene i toppolitik. I juni 2017 døde vennen og partifællen Kristen Touborg i en trafikulykke, og midt i sorgen skete en forsoning.
”Kristen betød meget for mig, og han var en helt særlig person. Jeg vidste, jeg ville med til hans bisættelse, og at jeg skulle møde alle mulige kolleger fra Christiansborg. Det var tungt, men også forløsende. Da jeg tog fra mindesamværet, havde jeg en følelse af, at nu kan jeg godt leve igen, for selvom vi var gennem en hård tid i partiet, er det blevet godt, efter Pia (SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, red.) har taget over.”
Når hun tænker tilbage på den sidste tid på Christiansborg, husker hun oplevelsen af at miste meningen. Hun genkalder sig følelsen af at gå på gangene og lede efter meningen og erfaringen af at søge ind i kirkens rum og konstatere, at troen syntes mere virkelig end virkeligheden.
”Som præst handler alle møder om mening. Præsten er repræsentanten for troen i lokalsamfundet, og her kan man ikke stikke en nødløgn, men må gøre sig umage med at sætte ord på troen. Det er noget helt andet end at sidde på Christiansborg og blive belært om, at man som politiker skal papegøje-snakke sig ud af hvad som helst med indøvede svar til bestemte temaer. Når et barn i 3. klasse spørger, hvad meningen med livet er, bliver du nødt til at svare ærligt og autentisk.”
Selvom hun ikke længere er aktiv i politik, er Pernille Vigsø Bagge stadig medlem af SF. Hun tror, hun vil være det, til hun dør.
”Jeg holder aldrig op med at være et politisk menneske, og selvom jeg kan være uenig med partiet i nogle spørgsmål, mener jeg stadig, at partiet har den bedste linje. Min historie om Christiansborg er på mange måder en forfaldshistorie, men samtidig tror jeg ikke, at der er noget alternativ til folkestyret.”