Deborah Feldman var 17 år, da hun blev forlovet med en mand, som hun kun havde mødt en enkelt gang før. Som det hørte sig til for en ung brud i den ultraortodokse satmar-jødedom i Williamsburg i Brooklyn, blev hun som forberedelse til brylluppet bragt til en ”ægteskabs-instruktør”, der fortalte hende om ”det hellige sted inde i enhver kvinde”. Feldman havde ingen anelse om kvindelig anatomi og gjorde sig den ”chokerende opdagelse”, at hendes underliv var designet til sex.
Denne erkendelse førte til en af flere kriser, der såede eksistentiel tvivl og fortvivlelse i Deborah Feldmans sind. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og hendes liv som en ”god hasidisk pige” begyndte langsomt at falde fra hinanden. Det stille oprør kulminerede, da hun som 23-årig tog sin dengang tre-årige søn med sig og for altid forlod både manden, Eli, og hele den kultur, hun var vokset op i.
Den nu 33-årige Deborah Feldman giver et indblik i livet bag satmar-jødernes lukkede døre i selvbiografien ”Uortodoks: Min vej ud af jødisk fundamentalisme”, der i dag udkommer på dansk. Her fortæller hun historien om sin opvækst, sit arrangerede ægteskab og den dramatiske beslutning om at vende ryggen til sin fortid og træde alene ind i den ukendte moderne verden.
Hun vidste, at hun for altid ville være udstødt og ingen kontakt nogensinde kunne få med sin familie. Men trods de enorme personlige omkostninger og udfordringer, der var forbundet med beslutningen, betegner Deborah Feldman ikke sig selv som ”modig”.
”Mit valg om at gøre mig fri af det satmar-jødiske samfund havde intet at gøre med mod. Det havde at gøre med desperation. Min erfaring er, at omkostningerne for kvinder ved at bryde ud er så store, og udfordringerne så kolossale, at det kun er de desperate, der træffer det valg,” siger hun.
Deborah Feldman bor i dag i Berlin med sin nu 13-årige søn. Det er et årti siden, at hun pakkede sine ting og forlod sit hjem i den satmar-jødiske enklave i den lille by Airmont i delstaten New York, som hun var flyttet til med Eli i et forgæves forsøg på at undslippe overvågningen og den sociale kontrol i Williamsburgs tætbefolkede gader. Takket være enorm medieomtale og positive anmeldelser solgte ”Uortodoks” i store oplag, da den udkom i USA i 2012, og hun har siden skrevet endnu en selvbiografisk bog, ”Exodus”. I denne måned får en tv-serie, der er løst baseret på ”Uortodoks”, premiere på streamingtjenesten Netflix, og Deborah Feldman synes at have en overordentlig lys fremtid foran sig.
Men det tog lang tid at finde sig til rette i den virkelighed, der ventede uden for satmar-jødedommens hermetisk lukkede boble, fortæller hun.
”Jeg har igennem samtaler med andre afhoppere fra både ultraortodoks jødedom og andre religiøse sekter opdaget, at vi alle er stødt på de samme udfordringer i mødet med verden udenfor. Vi kæmper alle med en følelse af, at vi forsøger at indhente noget, og den proces er forbundet med mange ydmygelser og megen ensomhed. Overgangsfasen mellem at forlade sin kultur og få styr på et nyt liv i en ukendt verden med et fremmedartet socialt kodeks er meget lang. Vi taler om mindst et årti,” siger Deborah Feldman.
Den jiddisch-talende satmar-sekt blev stiftet efter Anden Verdenskrig af holocaust-overlevere med rødder i Ungarn og Rumænien. Den er en del af den hasidiske bevægelse, og ligesom andre hasidiske jøder er satmar-jøderne ultraortodokse og kulturelt ultrakonservative.
Sektens største enklave findes i Williamsburg i Brooklyn, hvor Deborah Feldman voksede op. Her lever medlemmerne i fysisk nærhed til, men kulturelt skarpt afsondrede fra New Yorks kreative klasse. De er nemme at kende på deres klædedragt, der ligner den, som deres forfædre bar i 1700-tallets Ungarn.
Mændene er klædt i sorte bredskyggede hatte eller firkantede minkhatte, lange sorte frakker, vest og hvide skjorter, og kvinderne i tækkelige lange nederdele, opknappede langærmede bluser, tykke strømper og fornuftige sko. Mændene har som regel fuldskæg og slangekrøller langs ørene, mens gifte kvinder ventes at barbere issen og iføre sig paryk. Satmar-samfundet har sine egne skoler, busser, brandvæsen, retssystem og politistyrke, og udefrakommende er generelt uvelkomne og mødes med mistro.
Men det er blevet vanskeligere for satmar-samfundet at bevare de synlige og usynlige grænser til verden udenfor, siger Deborah Feldman.
”Satmar-jøderne har altid kæmpet for at værne om deres levevis og holde moderniteten fra døren, men denne kamp er blevet mere besværlig på grund af teknologi. Det, der for alvor prikkede hul på dæmningen, var telefoner med adgang til internettet. De har infiltreret satmar-samfundet og vist sig vanskelige for rabbinerne at kontrollere brugen af. Pludselig kan folk, der vil det, få adgang til Google og søge svar på alle mulige spørgsmål,” siger hun.
Teknologiens indtog har på en og samme tid gjort murene omkring satmar-fællesskabet både højere og nemmere at klatre over, siger hun.
”Der sker to ting. Det ene er, at satmar-miljøet er blevet mere fundamentalistisk og reaktionært for at beskytte sig selv mod truslen fra moderniteten. Reglerne bliver strammere, og den sociale kontrol mere rigid. Det andet er, at det er blevet nemmere for tvivlerne at bryde ud, fordi de har bedre adgang til oplysninger og til at finde folk, der allerede har forladt miljøet. Så snart de finder disse rollemodeller, er det langt nemmere at tage skridtet og søge personlig frihed i verden uden for murene,” siger Deborah Feldman.
Hendes egen historie er både typisk og atypisk. Hendes far var psykisk syg, og hendes mor forlod satmar-samfundet, da datteren var lille. Derfor blev hun opfostret af sine bedsteforældre, der som så mange andre ultraortodokse jøder af deres generation var kommet til USA fra Østeuropa efter Anden Verdenskrig. Hendes bedsteforældre var kærlige, men ifølge Deborah Feldman psykisk mærkede af nazisternes udryddelse af jøder.
”Hele satmar-samfundet er støbt af overleverede traumer. Det er stiftet af mennesker, der troede, at holocaust var Guds straf mod jøderne for assimilation og zionisme, så de udviklede denne meget regel-baserede levevis for at bøde for deres synder,” siger hun.
Som barn trodsede Deborah Feldman et forbud mod sekulære bøger og sneg sig ind på Brooklyns biblioteker for at læse romaner som ”Anne fra Grønnebakken” af L.M. Montgomery og ”Pigebørn” af Louisa May Alcott. Hovedpersonerne i disse bøger åbnede hende for idéen om personlig selvbestemmelse. Hun gik ligesom alle andre satmar-børn i en religiøs, jiddisch-sproget skole uden et sekulært pensum, men hun lærte sig selv at læse engelsk og fandt ud af at leve et dobbelt liv.
”Jeg havde livet som del af et lokalsamfund, hvor jeg konstant blev overvåget og kontrolleret, og så havde jeg mit indre liv, som ingen kendte til,” siger Deborah Feldman.
Hendes beskrivelser af satmar-jødernes skikke og hemmeligheder vakte stor opmærksomhed, da ”Uortodoks” udkom i USA. I et af bogens kapitler beskriver Deborah Feldman, hvordan hendes daværende mand, Eli, en dag fortalte hende om en far i deres lokalsamfund, der havde skåret sin søns penis af og hals over, efter at han havde set drengen onanere. Ifølge Feldman fortalte hendes mand hende, hvordan satmar-samfundets ambulancetjeneste, Hatzolah, dækkede over forbrydelsen. Der er siden sået tvivl om, hvorvidt hændelsen har hold i virkeligheden, men Deborah Feldman har hele tiden fastholdt, at den samtale med Eli, som hun gengiver i bogen, fandt sted.
Det var en trang til at beskytte sin egen søn fra undertrykkelse, der fik Feldman til endegyldigt at træffe beslutningen om at bryde ud af satmar-samfundet.
”Jeg kunne ikke bære ansvaret for og skyldfølelsen over at udsætte et uskyldigt barn for den undertrykkelse, jeg selv havde oplevet,” siger hun.
Hun havde allerede taget de første skridt væk fra den verden, hun voksede op i, ved i al hemmelighed at indskrive sig på den liberale læreanstalt Sarah Lawrence College nær sit hjem i Airmont. Her fik hun undervisning i at skrive og oplevede at blive anerkendt som andet end en husmor. Hun begyndte i smug at gå i jeans og høje hæle. Hendes mand havde mistet interessen for hende og opdagede intet.
Kort før sin 23. fødselsdag overlevede Deborah Feldman en alvorlig bilulykke. Det gav hende den endelige motivation til at tage springet til et nyt liv. I to måneder boede hun hos venner fra Sarah Lawrence College og konsulterede sagførere, der kunne hjælpe hende med at bevare forældremyndigheden over sin søn. Hun fortalte Eli, at hun ville skilles.
Da hendes familie opdagede, hvad der var sket, sendte de hende trusselsbreve. Eli, siger hun, var vred og følte sig ydmyget. Men de bevarede et fordrageligt forhold for deres søns skyld, og for seks år siden forlod også Eli det satmar-jødiske samfund. Han er i dag gift med en ikke-religiøs kvinde og ser jævnligt sin søn.
I dag er Deborah Feldman ikke længere troende, men betegner sig selv som spirituel. Hun er lettet over at have lagt sit gamle liv bag sig og har fundet fred med bruddet med sin familie.
”I dag er mine venner blevet min familie. De støtter mig og accepterer mig for den, jeg er. Og jeg har indset at det er dét, som familier går ud på,” siger hun.