Forleden stod Ole Kamp ude i haven og betragtede rosenbedet, hvor nogle store, frodige valmuer var vokset op mellem roserne. Dem hev han op for at skille dem ad, så roserne stod alene tilbage i deres pragt. Den situation tænker han på, når han læser den bibeltekst, der læses op i landets kirker i morgen.
”Søndagens tekst handler om, at vi er mennesker. Vi vil så gerne skille tingene ad og lave et billede af ’dem’ og ’os’. Det billede gennemhuller Jesus. Pludselig er vi ens. Midt i pænheden afsløres vi som skyldige. Teksten piller også forestillingen om at være perfekt fra os. Vi kan aldrig blive perfekte, for vi er mennesker, og Gud er Gud,” siger han.
For knap 30 år siden var Ole Kamp med til at lave en bog i FDF, der hed ”Manden og konen, der bad Gud til middag – og andre fortællinger”. Der var en historie om, hvordan man fanger aber på øen Borneo. Man satte en kasse op på et træ med en nød i og en lillebitte åbning, hvor aben med strakte fingre akkurat kunne få hånden ind. Idet den griber om nøden, har den fået det, den vil have, men samtidig sidder den fast, for den lukkede hånd om nøden kan ikke komme ud gennem hullet.
”Det er et fantastisk billede, for det er det, vi gør så tit, når vi griber om vores egen tro på retfærdighed, og at vi er gode nok. Så sidder vi fast. Det, der i virkeligheden skulle være vores sikkerhed, bliver vores utrøstelighed,” siger Ole Kamp.
Når han læser bibeltekster, er det vigtigt for ham, at de vedkommer ham som menneske. Ellers er de ligegyldige. Hans tanker henledes på hans lærer på teologistudiet, Helge Kjær Nielsen, som skrev bogen ”Hjertets Efterklang”.
”Han sagde, at en fortælling altid er et svar på et spørgsmål. Når Matthæus-evangeliet fortælles ind i en bestemt sammenhæng, så svarer det på de spørgsmål, der er i den tid, det bliver fortalt i, og med den efterklang, der er i de mennesker, som fortæller historien. Vores opgave er hele tiden at sige: Hvad mon den første historie var, og hvilke spørgsmål stiller den i vores tid om vores liv? Det er den efterklang, vi hele tiden leder efter, og kan vi ikke finde den, bliver det ligegyldigt,” siger Ole Kamp.
Han mener, der er en enorm frihed i, at Jesus stiller os alle lige, for det skaber et behov for at give slip. Som mennesker vader vi rundt i konflikter, og Ole Kamp bruger en stor del af sit liv på at tage rundt og forsøge at løse dem.
”Det er naturligt at have konflikter, men det er også naturligt at give slip, når vi ikke kan løse dem. Du adskiller dig ikke fra andre mennesker, når du ikke er perfekt. Klods-Hans er et af mine store forbilleder. Vi skal ikke kunne alt udenad. Vi behøver ikke være smarte i tøjet og ride på en flot hest – men vi skal turde gribe mulighederne hver eneste dag,” siger han.
Det har han selv sandet, da han for mere end 15 år siden blev diagnosticeret med modermærkekræft. Sygdommen havde spredt sig, og han gennemgik flere operationer og fik fjernet noget af lymfesystemet. Han fik også tilbudt en pension, for nu var livet med stor sandsynlighed slut. Han endte med at takke nej. Den seneste operation var i 2001, og kræften har ikke været tilbage siden.
”Jeg var indstillet på, at mit liv skulle slutte. Nu lever jeg mit liv på fuld blæs, og jeg går ikke og venter længe, før jeg handler,” siger han.
Ole Kamp er opvokset i Holstebro og tilbragte mange weekender og ferier på sine bedsteforældres gård. De var indremissionske med et sikkert værdigrundlag, men han oplevede dem aldrig som dømmende. De var varme, favnende og imødekommende.
”Jeg husker, at en gammel mand også boede hos dem en gang imellem. Jeg anede ikke, før jeg blev voksen, at han havde begået incest og siddet i fængsel og derfor ikke havde et sted at høre hjemme,” fortæller Ole Kamp.
Da familien fik deres første gulvtæppe, skulle hans morfar, der også var sygekasse-kasserer, have sagt, at hvis der nogensinde kom folk, som ikke var gode nok til at gå på tæppet, måtte de hive det af og smide det ud, for der skulle være plads til alle.
”Derhjemme havde vi også en fyr boende, som på grund af homoseksualitet var drevet ud af den by, han kom fra. Mine forældre blev advaret mod at åbne for sådan et menneske, for man troede jo, det kunne smitte – men det er ikke os, der skal komme med domme. Vi skal ikke definere livet for nogen,” siger Ole Kamp.
Han oplevede det som en stor frihed i sin barndom, at der ikke var behov for at dømme mennesker, men snarere for at forstå dem. Vorherre er trods alt større end de bokse, vi mennesker meget gerne vil putte hinanden i, påpeger han.
Familiens værdigrundlag har i vid udstrækning inspireret ham i hans arbejde. Ole Kamp føler næsten, han er mere præst ved ikke at være præst, fordi han får mulighed for at arbejde med mennesker på kryds og tværs på en unik måde ved at kombinere sin baggrund som økonom og teolog, hvor han kan tale om værdier og strategier, så det giver mening – hvad enten det er i kirkelige eller erhvervsmæssige sammenhænge.
”Jeg forsøger at være som Klods-Hans og glæder mig, når jeg kan finde en død krage og en træsko og kombinere dem for at skabe nye muligheder og blive klogere. Det er en gave,” siger han.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg vil starte med at få folk til at grine, smile, sænke skuldrene og se sig selv i teksten. Jeg kunne fortælle om David og Batseba, hvor profeten fortæller David om, hvordan en rig mand slagter det ene får, en anden mand har. David bliver rasende og siger, at den mand skal dø. Profeten svarer: Det er jo dig. Teksten viser, hvordan vi nemt kan forarges over de andre, men at vi i virkeligheden er som dem.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Første bud: Du må ikke have andre guder end mig. Det er en kolossal befrielse. Vi er ikke Gud, og vi skal ikke være Gud. Da Jesus farer til himmels, siger han, at når han kommer igen, er vi ikke i tvivl. Det befrier os fra at skulle lytte til en masse falske profeter. Hvis vi er i tvivl, er det ikke ham.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Jeg holder af gudstjenester, hvor vi bruger tid på at tale om, hvad vi skal synge og på at forstå teksten sammen. Min anden ønskegudstjeneste er den klassiske, hvor vi sætter os ned og nyder gode salmer, en god prædiken, og hvor man mærker, der er ro, fred, plads og nærhed.
Hvordan er dit guds- billede?
Mit gudsbillede er, at der er et nærvær. Jeg har været gennem en del kræftoperationer og har haft perioder i mit liv, hvor jeg har været klar til at give slip. Der har opstået en enorm tryghed i et nærvær. Vi kommer ikke uden om sygdom, død og ulykke, men vi er ikke alene i det.