Prøv avisen
Interview

Kunsthistoriker: Jeg forstod min egen dødelighed i kirkerummet

Line Marschner i Islev Kirke, som hun kalder for ”den vildeste” af Exner-parrets kirker: opført i skæve og fejlbrændte teglsten og muret op med Exners karakteristiske grove fugning. Smalle lyssprækker foroven lader lyset udefra falde ned over det grove murværk. Sammen skabte murværket og lyset en overrumplende og overskridende oplevelse, som brød og udvidede grænserne for Line Marschners tilgang til kunst og arkitektur og siden har formet hendes egen gudsforståelse. – Foto: Leif Tuxen

Kunsthistoriker Line Marschner betragter kirkebygninger som ”åndelige tankstationer”. For i den gode kirkearkitektur finder vi rum for ”et mere” – også når der ikke er gudstjeneste, konkluderer hun i ny ph.d.-afhandling

Line Marschner tager imod i døren til Islev Kirke i København. Når der er gudstjeneste, og det elektriske lys er tændt, oplyses kirkerummet her af en varm og glødende stjernevrimmel af pærer ophængt i ledninger fra loftet.

Men lige nu er den elektriske belysning slukket, fordi vi først uforstyrret skal møde lyset fra himlen udenfor. Det klemmer sig ind gennem 24 centimeter brede sprækker langs vægge og loft øverst oppe og falder i legende bølger ned over de høje indvendige mures grove teglsten og mørtel, så det ellers så håndgribelige og materielle murværk åbner sig for nutid og fortid. Det åbner sig også for det modtagelige sind og giver en erkendelse af “det uudsigelige”, sagt med et udtryk hentet hos kirkens arkitekter, Inger og Johannes Exner.

En erkendelse af Gud. Eller det guddommelige. Eller – for den ikke-troende – en erfaring af ”et mere”. For i den gode kirkearkitektur finder vi rum for ”det mere” – også når der ikke er gudstjeneste, konkluderer kunsthistoriker Line Marschner i sin nye ph.d.-afhandling om ”Kirkearkitektur som erkendelsesvej”.

Afhandlingen, som hun netop har forsvaret ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet, fik sin særlige vinkel efter et tilfældigt besøg i Islev Kirke, der ligger i udkanten af København. Islev Kirke er den ”vildeste” af Exner-parrets 13 danske kirker, fastslår Line Marsch-ner: Den er opført i skæve og fejlbrændte og netop derfor særdeles udtryksfulde teglsten, som parret fandt i en kassationsbunke på et teglværk, og den er muret op med Exners karakteristiske grove fugning, inspireret af lofterne i vore gamle, romanske kirker.

”Jeg kom forbi en formiddag for en del år tilbage og ville bare lige gøre en hurtig visit i kirken,” forklarer Line Marschner. Ganske uforberedt på, at hun her skulle møde en overrumplende transcendent eller overskridende oplevelse, som brød og udvidede grænserne for hendes faglige tilgang til kunst og arkitektur og siden har formet hendes egen gudsforståelse og føjet yderligere dybde til livet.

Line Marschner, der taler hurtigt, når hun dedikeret fortæller om sit engagement i kunsten og arkitekturen og kirken, sætter kadencen ned i forsøget på at forklare om sit skelsættende møde med Exners kirke denne formiddag i Islev. Hun leder lidt efter de rigtige ord, for åbenbaringer – eller ”spontane overskridende erfaringer” som den, hun her oplevede – kan være vanskelige at begribeliggøre i en rationel verden.

”Men da jeg sad der i stilheden på kirkebænken og så ind i Exners væg med dette fantastiske murværk, fik jeg en mærkelig og uforklarlig oplevelse af, at det åbnede sig for mig, og at jeg pludselig kunne spejle mig selv og mit liv i det. Ligesom tiden og det jordiske er fanget i Islev Kirkes massive materialitet af oprindeligt kasserede teglsten med aftryk af tiden, jorden og den natur, leret til teglstenene er taget af, fik jeg en dyb erkendelse af min egen stoflighed, kødelighed og dødelighed. At jeg, ligesom alt muligt andet her i verden, jo også med min stoflighed tilhører jorden og engang skal forgå og være borte, og at vi kun er her et lille øjeblik i tiden.”

”I en hverdag, hvor vi til daglig helst undgår at tænke nærmere om døden og forgængeligheden, var det en voldsom oplevelse, men samtidig var der noget vederkvægende og opløftende ved på den måde at nærme sig sandheden om sig selv. I den nøgterne tanke om, at du skal også herfra en dag, lå der også en forsoning.”

”Og så kom lysstrålerne. De bredte sig fra sprækkerne foroven ned i kirkerummet, ned over murværket, så der opstod et fantastisk samspil mellem lyset og det jordiske – leret, der nu var brændt til tegl. For mig blev den oplevelse, midt i alle mine tanker om forgængeligheden, en påmindelse om, at uanset, hvad der sker med os, og selvom vi forsvinder, er der et ’mere’.”

Kirkebygninger kan altså ”bevirke gudserkendelse”, konkluderer Line Marschner i sin ph.d.-afhandling – eller i hvert fald en erkendelse af, at der er mere på spil i vores liv end det rent materielle og håndgribelige.

”Jeg mener, at kirkearkitekturens formsprog er udviklet til at fremme nærvær og eftertanke, og jeg ser derfor kirkebygninger som en slags ’åndelige tankstationer’. De fungerer ikke kun som ramme om gudstjenester. Den gode kirkearkitektur kan i sig selv potentielt lade os fornemme områder af tilværelsen, vi ikke har direkte forståelsesmæssig adgang til, også selvom der ellers ikke foregår noget i kirkebygningen.”

”Gennem arkitektens bearbejdning af lys, stof og rum vækkes atmosfære og følelser og en betydningssammenhæng, der er mere end byggematerialerne. Lidt ligesom man kan opleve et særligt lys eller en solopgang i naturen, og et menneske pludselig aner en dybere mening i tilværelsen, som nogle så tolker religiøst.”

At kirkearkitekturen – i hvert fald den gode kirkearkitektur – på sin vis kan være forkyndende, gælder såvel de gamle kirker som, når traditionen videreføres i nyt moderne kirkebyggeri som Inger og Johannes Exners. Samtidig finder Line Marschner belæg for, at der i det moderne kirkebyggeri sker en forskydning af gudsopfattelsen.

”Med deres rumlige og stoflige virkemidler stimulerer Exner-kirkerne refleksion og forestillingsdannelse, og med deres moderne kirkearkitektoniske formsprog opretholder de samtidig en uro om, hvad og hvordan Gud er,” påpeger Line Marschner, der ser det moderne kirkebyggeri som en udfordring, der kan ”omstyrte og revitalisere den besøgendes gudsforestillinger”.

Hendes ph.d.-afhandling om ”Kirkearkitektur som erkendelsesvej” koncentrerer sig om de i alt 13 kirker, Exner-parret tegnede og fik bygget i Danmark, fra den første, Sankt Clemens Kirke ved Randers i 1963, til Ølby Kirke ved Køge, der blev indviet i 1997. Et særligt kendetegn ved Exner-parrets kirker er brugen af tegl, den grove fugning og lysets indvirkning på kirkerummet.

For Johannes Exner var det væsentlige ved hans og hustruens kirker, at de skulle fungere som ramme om kirkens gudstjenester og de kirkelige handlinger, og i sine artikler om kirkearkitektur tog han et vist forbehold over for idéen om deres betydning som ”arkitektoniske udsigelser af Gud”, som Line Marschner finder belæg for i sin afhandling.

”Exner-parret gjorde sig mange overvejelser over, om kirkearkitektur med sine stærke indvirkninger på vores sind kan være en forkert form for manipulation. Men arkitektur kan ikke tvinge bestemte tanker frem i den besøgende. Vi er selv aktive i den proces. Selv siger jeg, at kirkebygningen, kirkearkitekturen i al sin materialitet, der jo i høj grad også omfatter en række rent praktiske funktioner, potentielt kan åbne for noget så transcendent, åndeligt og uhåndgribeligt som erkendelsen af Gud.”

”Kirkens forkyndelse sker ikke bare med ord og musik, som vi kender det under gudstjenesten, men hjælpes på vej af den gode kirkearkitektur, med den vigtige tilføjelse, at som alt andet kræver det naturligvis, at den besøgende i kirken selv er åben og modtagelig. For der er tale om et samspil.”

For Line Marschner er kristendommen en ”stærk fortolkningstradition”, og som i Exner-parrets kirker rækker denne tradition fra jord til himmel.

”Vi har i kristendommen inkarnationen, hvor Gud kommer til Jorden og dør. Lidt ligesom Exner-parrets stærkt stoflige og derfor ret ’jordiske’ kirker. Men samtidig, som i opstandelsen, giver de plads for det himmelske lys, der siver ned over tegl og fuger gennem de 24 centimeter brede sprækker allerøverst og skaber liv i mødet mellem det jordiske og det guddommelige ’andet’.”

Det var i dette rum, at kunsthistoriker Line Marschner sad og kiggede på kirkevæggen, da hun fik en dyb erkendelse af sin egen stoflighed, kødelighed og dødelighed. – Foto: Leif Tuxen