Prøv avisen

Jeg går ikke rundt med huller i hænderne

”Tro er på ingen måde en præstation, og jeg holder meget af at sidde i kirken med alle mulige folk, man kender fra helt andre sammenhænge, og så taler vi i øvrigt ikke så meget om det, men nøjes med at sige ’god søndag’, når vi skilles,” siger forlagsdirektør Jakob Kvist om sit forhold til tro. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Den medieombruste forlagsdirektør Jakob Kvist siger, at hans tro er som de aarhusianske blinklys: Nu virker den, nu virker den ikke. Det får ham jævnligt til at gå ned til Vartov-præsten Niels Grønkjær og kaste sig ud på de mange favne

Hvordan vil du beskrive din tro?

Dybest set som blufærdig. Jeg kommer fra en tid og en tradition, hvor det kunne lade sig gøre at fastholde en form for blufærdigt fællesskab omkring det kirkelige. I respekt for vores forskelligheder, usikkerheder og tvivl og så selvfølgelig i respekt for den teologiske pointe, at ingen har noget at lade nogen høre, og at vi derfor heller ikke skal stå og vifte med vores trosforhold foran hinanden.

Tro er på ingen måde en præstation, og jeg holder meget af at sidde i kirken med alle mulige folk, man kender fra helt andre sammenhænge, og så taler vi i øvrigt ikke så meget om det, men nøjes med at sige god søndag, når vi skilles. Det er meget respektfuldt, synes jeg. Også i forhold til alt det angstprægede, som vi ikke bare kan dele med andre, men heller ikke kan holde ud at være alene med.

Men jeg er smerteligt klar over, at jeg på den led tilhører en døende race og sikkert snart vil blive tromlet ned af tv-reklamerede spaghetti-gudstjenester. Men det ligger så dybt i mig, at jeg simpelthen får fysisk lede ved at se for eksempel DR Kirkens pop, hvor menigheden reduceres til tilskuere, for at tv kan få sit præsteshow, og kameraerne sentimentalt kan kæle for et par andagtsfulde ansigter. Det er utroligt, at sådan noget får lov at udgøre det kirkelige stof på public service-kanalen.

LÆS OGSÅ: Vi skal miste os selv til passionen

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var frit og muntert, vil jeg sige. Jeg kommer fra et meget diskuterende og frisindet hjem, og man måtte tro og mene, hvad man ville. Men kristendommen var grundlaget for det hele, og man blev nok regnet for noget af en jætte-natur, hvis man overhovedet ikke interesserede sig for ånd og eksistens.

Vores hus var ofte fuldt af gæster, for eksempel overnattende og natmadsspisende foredragsholdere, som havde talt i byen. Så det var en privilegeret diskussionsklub at vokse op i.

I lange perioder havde vi også den autodidakte teolog Johannes Lauridsen boende. Han var som en omrejsende Sokrates i sin tid, et fænomen simpelthen, og han var blandt meget andet også en strålende pædagog. Fra man var fire, behandlede han en som en fuldstændig ligeværdig, og det var noget, der dannede evnen til samtale. For han blev bogstaveligt talt grøn i hovedet, hvis man sagde noget sludder, som for eksempel at Gud boede i solen. På den måde lærte vi fra barnsben at bekæmpe panteismen, og det var på samme tid både skægt og skærpende på alle måder.

Hvad har udfordret din tro?

Den udfordres da hele tiden. Som Møllehave har sagt, så er det med tro, som med de aarhusianske blinklys: Nu virker den, nu virker den ikke. Troen er ikke nogen konstant. Den er også en følelsesmæssig relation til blandt andet min egen historie, og man skulle da være blind og døv, hvis man ikke også en gang imellem blev anfægtet af modernitetens foragt og ligegyldighed over for den. Men så må jeg i kirke igen, ned til Niels Grønkjær (præst i Vartovs Kirke i København, red.) eller en af de andre gode præster, der heldigvis stadig findes, og kaste mig ud på de mange favne.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jamen dernede på bunden finder jeg vel så min barnetro, og det er vel det, der er hele pointen. At jeg kommer hjem og bliver som barn på ny, det vil sige bliver genindsat i det rette størrelsesforhold i tilværelsen. Og dernedefra oplever man så pludselig momenter af meget stor klarhed og, nå ja, tro. Og ro. Men jeg er ikke glad for det ord, tro. Jeg kan bedre lide tvivl. Når man tvivler, har man åbnet døren, og det er faktisk det meste, vi kan gøre. Resten er op til Vorherre. Det er i sidste ende ham, der skal tro på os, og det satser jeg hele butikken på, at han gør.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg er ikke meget for det der. Jeg går ikke rundt med en stor glorie om hovedet og huller i hænderne om tirsdagen, fordi jeg er medlem af folkekirken. Jeg forsøger at opføre mig ordentligt og behandle andre folk med størst mulig anstændighed, men det kender jeg sandelig også mennesker med et helt andet ståsted i tilværelsen, der gør. Men jeg betragter selvfølgelig verden ud fra mit standpunkt i livet, og her giver kristendommen nok et godt blik for de falske profeter, herunder gud Mammon. Men kristendommen er heldigvis ikke en buket af leveregler og religiøse anvisninger. Den er først og sidst et levende håb.

LÆS OGSÅ: Livet er som et hvedekorn

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Du får mig ikke til at sige Gandhi og Nelson Mandela og den slags, selvom de var imponerende historiske skikkelser.

Svaret er vel kloge mennesker, jeg taler med. Begge mine forældre var det helt sikkert for mig, og det kan mine venner og øvrige familiemedlemmer også være, når tingene lige spiller. Det kan jo være mange i forskellige konkrete situationer.I efteråret udgav vi en bog med Jørgen Kieler (dansk modstandsmand under Anden Verdenskrig, red.), og ethvert møde med ham gør et meget stort indtryk. Han er i øvrigt erklæret humanist og ikke-troende. Og hvis det i andre sammenhænge kunne være en opskrift på sødsuppe, så er det det så sandelig ikke i hans tilfælde. Han er i sjælden grad et forbilledligt menneske, som man kun kan beundre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Her skulle man sige noget meget dybt og klogt, men det kan også være det modsatte. Engang havde jeg forberedt mig til den store livskloge samtale med min far, fordi jeg havde rod i mit kærlighedsliv. Jeg var hjemme på besøg, vi spiste, og jeg tog så en dyb indånding og sagde, at jeg gerne ville tale med ham, for jeg mente ikke, at jeg kunne finde ud at blive rigtigt forelsket. Min far så ikke op fra sin tallerken. Han sagde bare Vrøvl!, og så spiste han videre, og så var den samtale slut. Punkteret sad ungersvenden tilbage.

Det hjalp mig faktisk meget. Og forelsket blev jeg selvfølgelig, straks efter. Stærkt inspirerende, kan jeg se i dag. Og ellers sagde min mor altid, at man ikke skulle tage sorgerne på forskud. Det er en fuldstændig banal sandhed, som jeg ikke desto mindre må minde mig selv om stort set hver dag.