Mange kender Christian Hedegaard fra plakaten, hvor han udfordrende med gevær i hånd og patronbælte over skulderen peger direkte frem og indbyder til foredrag. Mange har også mødt ham under foredrag, hvor han i selvsikker stil prædiker og uddriver dæmoner og kun har foragt tilovers for den måde, misbrugere og psykisk syge bliver behandlet på af systemet i Danmark. Men bag denne barske fremtoning er der også en anden side af Christian Hedegaard, som han kun sjældent taler om.
Det seneste års tid har han og Evangelist ofte været i mediernes søgelys. Kristeligt Dagblad har skrevet om de mange og ofte uigennemskuelige ejendomshandler, som medlemmer af bevægelsen har foretaget især omkring landsbyen Gørløse i Nordsjælland. Senere bød Ekstra Bladet ham i en serie artikler velkommen på forsiden med teksten Millionær på hjernevask, og på hjemmesiden www.kritisk.dk rettes skarp kritik mod Christian Hedegaard fra pårørende til blandt andre unge, som nu tilhører Evangelist.
Hvordan reagerer du, når medierne på den måde sætter fokus på jer?
Det har jeg jo prøvet nogle gange efterhånden, og jeg læser ikke længere, hvad medierne bringer om os. Helt fra vi gik i gang, har jeg vidst, at det ville blive hårdt. Men det tager overhovedet ikke modet fra mig.
Er der da sådan et teflonlag på dig, så du ikke bliver berørt af kritik?
Nej, slet ikke. Jeg går ud i skoven med al min smerte og græder, og så kommer jeg først tilbage, når Herren har mødt mig og trøstet mig. Selvfølgelig gør det ondt på mig, når folk siger noget om mig, som jeg hverken har sagt eller gjort. Men så går jeg ud i skoven omkring min gård og møder Ham, jeg elsker, og så kommer jeg tilbage og har grædt ud med mange tårer.
Både i bogen og i dette interview fortæller Christian Hedegaard også om smerten ved at have et mentalt handicappet barn og ved den kræftsygdom, som hans hustru var igennem for få år siden. Selvom han bad Gud om helbredelse for hende, måtte hun gennem en omfattende operation på Rigshospitalet.
Tænk på, hvor hårdt det er rent psykisk for én, som er vant til at helbrede andre, og så pludselig står man med det modsatte i ens eget liv. Også for mig er alvorlige sygdomme jo noget, som altid rammer de andre, og så sker det for os selv. Det har været en voldsom sag at komme ud af denne troskrise, indrømmer Christian Hedegaard.
Det er da ikke en selvfølge for mig at tro på helbredelse, når jeg har en datter, der er handicappet. Min teologi er blevet meget enkel med årene: Jeg tror på, at Gud er god, og at Djævelen er ond. Jeg gør bare det, Gud beder mig om, og jeg har ikke de større teologiske forklaringer på, hvorfor helbredelsen nogle gange sker og andre gange ikke.
Under interviewet indrømmer Christian Hedegaard også fejltagelser, når han ser tilbage på sine 10 år som evangelist. For eksempel da han for et par år siden udgav bogen Ånd og ild, hvori han blandt andet langede kraftigt ud efter de unge i de traditionelle, folkekirkelige vækkelsesbevægelser Indre Mission og Luthersk Mission og omtalte dem som lygtepæle i modsætning til levende træer. Og gennem annoncer tilbød han bogen gratis til unge fra de to foreninger. Det fortryder han i dag.
Det var en unødvendig provokation og udtryk for manglende visdom, lyder det selvkritisk fra Hedegaard, og han fortsætter:
Indre Mission og Luthersk Mission advarede deres unge mod at komme til mine møder, og som en slags tak for sidst gav jeg bare min bog til dem gratis, for de har brug for at blive fyldt med helligåndens kraft. Det ville jeg ikke have gjort i dag.
Siger du, at du vil til at dæmpe din provokerende facon?
Jeg kan godt fortryde måden, jeg nogle gange har gjort eller sagt tingene på. Man kan godt blive klogere undervejs. Det er klart, at nogle ting gør jeg anderledes i dag end for fem år siden. Det er en løbende proces, hvor Gud hele tiden har fat i ting i mit liv. Budskabet er det samme, men indpakningen ændrer sig, siger han.