Hvordan vil du beskrive din tro?
Tro og tvivl hænger meget sammen for mig. I nogle øjeblikke tænker jeg, at det hellige er sandt, og i andre øjeblikke tænker jeg omvendt, at det er sandheden, der er hellig. Det svinger meget frem og tilbage, men jeg plejer at nå frem til, at det hellige er sandt. Det er noget, der dukker op i mit liv med jævne mellemrum. Det er ikke, fordi jeg til hverdag går og spekulerer over, hvad der er sandt ved mig selv og ved andre mennesker. Men en gang imellem er jeg nødt til at trænge ned og finde ud af, om der er tilbøjeligheder og karakteregenskaber, der går igen, som tilsammen konstituerer sandheden om mig selv. Jeg holder meget af at komme i Vartov Kirke i København, hvor jeg er medlem, og jeg føler tit, ikke at troen bekræftes, men at fornemmelsen af mening og dybere sandhed bekræftes, når jeg kommer der. Jeg går altid ud mere troende, end da jeg kom ind.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Der var ingen tro. Jeg er ikke konfirmeret, og jeg er kun døbt, fordi min bedstemor insisterede. Jeg har aldrig oplevet mine forældre tale om tro, og det var ikke noget, de havde et særligt forhold til. Det var tværtimod noget, de gjorde nar ad, og det irriterede mig. Mine forældre mente vist, at kirkens budskab var moraliserende, og det havde de en hån over for. Troen kom derfor ind i mit liv gennem mit ægteskab med Svend Auken. Hans familie kom i Vartov, og der kom jeg med. I begyndelsen havde jeg svært ved det, jeg sad der nærmest bare uden at tænke, men så blev jeg langsomt inddraget og begyndte at gå til alters. De bad bordbøn hjemme hos hans familie, og han advarede mig, første gang jeg skulle derhjem, at jeg skulle passe på med at begynde at snakke og tage af maden, inden der blev sagt bordbøn. Jeg syntes, det var besynderligt. Med Svend kom jeg i forbindelse med religionen, måske også med troen. Jeg var sikkert ikke så seriøs i troen, men jeg var seriøs i troen på, at jeg elskede ham. Troen gik igennem kærligheden.
Hvad har udfordret din tro?
Det er der ikke som sådan noget, der har gjort. Ikke andet end dovenskab og almindelig omgang med mennesker, især dem, som ikke tror. De fleste af mine venner er ikke troende, så jeg har aldrig lejlighed til at diskutere med dem, i hvert fald ikke, hvis jeg vil have nye svar. Jeg tror på kristendommen, fordi jeg gerne vil have, at den skal findes, men det er ikke, fordi den findes. Det er en slags livsvigtig løgn for mig. Jeg vil gerne have, at den findes, og bekræftes i den, men inderst inde ved jeg godt, den ikke findes. Det giver mig en fornemmelse af to planer inde i mig selv, et hverdagsplan og et plan, jeg kalder lidt dybere. En fornemmelse af dimensioner i mit eget sind og dimensioner i andres sind. Jeg bliver frygtelig træt af folk, der er flade, derimod bliver jeg glad for mennesker, der har en konstruktion, der er dybere, som har en bund i sig. Jeg håber selv, jeg kan finde ned på den bund og tage noget med op igen.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har først og fremmest min mand Svend Auken. De få venner, jeg har, som er troende, har et meget konventionelt trosforhold. H.C. Andersen havde det samme lidt naive kristne syn, at Gud hjælper, Gud trøster. Jeg foragter ikke den form, jeg ville ønske, jeg selv kunne have den, men det har jeg bare ikke. Jeg brugte for eksempel heller ikke troen, da jeg for mange år siden var meget syg og lå på hospitalet i flere måneder. Jeg skrev ikke som H.C. Andersen om rektor Meisling i Slagelse ”Oh Gud, oh Gud, oh Gud i Køge!”, nej, jeg noterede mere konventionelt i min dagbog. Jeg var mest optaget af at blive rask igen, og det havde intet med tro at gøre. Jeg var blevet forskrækket, hvis nogen havde spurgt til min tro på det tidspunkt, så ville jeg have troet, at døden stod for døren! Nej, min tro svinger op og ned, ligesom humøret svinger. I det hele taget er jeg et psykisk svingende og labilt menneske, og det giver sig også udslag i min trosfornemmelse. Derfor må jeg i kirke og have den bekræftet, for den kan forsvinde. Når Vartov holder sommerferie, forsvinder min tro også i den blå luft.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Hvis vi taler om moral, er den nok formet i min barndom, som var ganske borgerlig og idealistisk. Min mor, der ikke troede på Gud, troede derimod på, at man skulle hjælpe, hvor man kunne. Den gode samvittighed er en kulturelt betinget selvtilfredsstillelse, den er ikke en trossag for mit vedkommende. Man siger tit, at ældre mennesker bliver mere kyniske med årene, men jeg tror, det er stik modsat. At man bliver mere årvågen, lettere såret, mere overfølsom. Det er en stor misforståelse, at årene lægger sig, nej de rejser sig, man mærker sine drømme, man bliver mere kvik. Kirketrangen og -gangen troede jeg ville forsvinde for 5-10 år siden, men det har den ikke gjort. Jeg nyder at komme i Vartov og gør det ofte med min datter. Man får noget med hjem. En god times foredrag på kristent grundlag er ikke den værste måde at begynde søndagen. Så kan det godt være, man går ud og spiser brunch bagefter, men man er blevet konsolideret.
Hvem er dit forbillede i eksistentielle spørgsmål?
Jeg render ikke som sådan rundt med forbilleder på den måde. Men måske vil jeg nævne Løgstrups ”Den Etiske Fordring”, den har et godt indhold. Jeg har ikke så mange forbilleder, men folk, der gør noget godt, og som sætter deres liv ind på det, er forbilledlige. Om de er kristne eller ej, spekulerer jeg ikke så meget på. For mig er teologi noget, man skal have tid til. Jeg ser det som en afart af filosofien, noget, der kræver sin tid at sætte sig ned og dissekere. Det er de basale bud, der optager mig, som syndernes forladelse. Alle kan have brug for at få sine synder forladt.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det må være, at uanset hvor deprimeret man er, skal man forsøge at finde en lille glæde hver dag, at koncentrere sig om at finde bare en eneste ting at glæde sig til. Man kan godt gøre det, selv i de mørkeste perioder, hvis man tænker over det og prøver at finde den glæde. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, det er der sikkert flere, der har, måske endda prins Henrik, men det er et godt råd, og det er noget, jeg forsøger at efterleve.