Salmedigter: Jeg gav Gud et løfte, da jeg stod ved den oprørte fjord

Salmedigter og forfatter Iben Krogsdal førte i mange år et benhårdt indre regnskab med sig selv, fordi hun som ung havde afgivet et løfte til Gud

For salmedigter Iben Krogsdal er kampen for at gøre sig fortjent til livet afløst af en erkendelse af, at livet er uretfærdigt, og at det er den største gave.
For salmedigter Iben Krogsdal er kampen for at gøre sig fortjent til livet afløst af en erkendelse af, at livet er uretfærdigt, og at det er den største gave. Foto: Flemming Jeppesen.

Jeg var som 22-årig studerende på Kunstakademiet på weekend hos mine forældre på Mors og gik en eftermiddag en tur over markerne ned til Limfjorden. Det var en af de forårsdage, hvor vejret var voldsomt med masser af blæst og mørke skyer, hvilket svarede meget godt til min sindsstemning.

Jeg blev på det tidspunkt undersøgt for en dødelig sygdom, og jeg var helt lammet af frygt og led af voldsom dødsangst. Jeg følte – ung, ensom og dybt selvoptaget, som jeg var – at hele universet blæste op omkring mig, og at enden virkelig var nær. Så i min rædsel lavede jeg en aftale med Gud, mens jeg stod foran den oprørte fjord. Jeg afgav det løfte, at hvis jeg bare fik lov til at leve, så ville jeg bruge resten af mit liv på at betale tilbage. Jeg ville gøre alt for at give livet videre, så jeg ikke blev reddet forgæves, og jeg ville give alt – ja, mere end alt – tilbage.

Kort efter blev jeg stik imod mine forventninger frikendt for den dødelige sygdom, og jeg stod nu med et løfte, jeg ikke kunne løbe fra. I første omgang anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg fik dispensation til ved siden af Kunstakademiet at tage en universitetsuddannelse. Jeg havde nemlig fået den idé, at jeg nu skulle læse teologi, men studieplanen kolliderede med undervisningen på Kunstakademiet, så det blev religionsvidenskab i stedet.

Så i de kommende studieår arbejdede jeg dag og nat med to fuldtidsstudier, således at jeg malede om natten og læste om dagen. Jeg følte, at himlen hele tiden kredsede over mig, og det var både helt vidunderligt og dybt skræmmende. For gjorde jeg nu det, jeg skulle? Og hvad var det egentlig, jeg skulle give til gengæld for at have fået lov at leve?

Jeg kæmpede konstant en indre kamp og frygtede, at jeg ikke gjorde nok, og at jeg ikke fortjente det liv, som jeg havde fået forærende. Jeg blev en livsalvorlig og melankolsk selvpisker, og jeg var bange for, at en straf skulle ramme mig, fordi jeg – efter min egen mening – ikke gjorde og ikke gav nok. Det giver en underliggende mørk og truende tone af angst i livet, når man som jeg førte et så hårdt indre regnskab med mig selv. For så lever man på den forestilling, at livet er retfærdigt og ikke gratis. Men jeg har sidenhen erfaret, at jeg langtfra er den eneste, der har levet sådan.

Den kamp, jeg førte igennem mange år, og som faktisk endte med en depression for en del år tilbage, er mange menneskers daglige kamp. For det er en benhård kamp for at gøre sig fortjent til overhovedet at være til, og da jeg sidste år nydigtede alle Martin Luthers salmer, gik det op for mig, at det på en måde også i en lang periode havde været Luthers kamp.

For det går åbenbart på tværs af alle tider, at vi overvejer, om vi har fortjent vores liv, at vi spørger, hvorfor det gode sker for os, eller hvorfor død og ulykke rammer os – og at livet derfor bliver et ubarmhjertigt og millimeterretfærdigt regnskab.

Kampen med netop vores menneskelige retfærdighedstænkning er også blevet det tilbagevendende tema i mine salmer og mit forfatterskab, selvom jeg nu efter mange års kamp – i hvert fald med min fornuft – har erkendt, at livet er uretfærdigt for os alle, og at dét i virkeligheden er livets største gave. Og det er en erkendelse, der har med tro at gøre. For troen er først og fremmest den himmel, der ryster os ud af vores egne rå rettergange og løfter os op fra vores egen snævre retfærdighed, så vi både kan leve og dø, selvom vi ikke fortjener det.