Der er ikke mange politikere i folketingssalen denne eftermiddag. Men debatten mellem de tilstedeværende ordførere er alligevel skarp, for regeringen har med lovforslag L 180 foreslået at sløjfe en pulje, der giver kommunerne midler til socialt udsatte. Det er et emne, der trækker fronterne op mellem rød og blå blok.
På talerstolen står blandt andet Pernille Schnoor, nyligt skiftet fra Socialdemokratiet til Alternativet, og taler imod regeringens forslag. Egentlig skulle hun sidde på sit kontor og tale med Kristeligt Dagblads udsendte om søndagens tekst, men pludselig stod lovforslaget på tavlen, og hun måtte af sted til talerstolen. Så Kristeligt Dagblads udsendte må fortrække til tilhørerrækkerne, mens der debatteres.
Arbejdet med at hjælpe de svageste i samfundet er noget, der ligger hende meget på sinde. Det er faktisk grunden til, at hun gik ind i politik, forklarer Pernille Schnoor lidt senere, da vi er nået op på hendes kontor. Sådan har det altid været. Ikke fordi hun er vokset op i trange kår, for hun er enebarn af forældre, der havde midler og levede efter 1970’ernes frihedsidealer, men snarere fordi hun fik et værdisæt med fra den ældre generation.
For når hendes forældre skulle til fest, eller når der var stille derhjemme efter skole, fordi forældrene begge havde fuldtidsjobs, gik Pernille Schnoor over til sin farmor og farfar, der boede tæt på. Hos dem var verden helt anderledes.
”Alt foregik på klokkeslæt hos dem, der var altid roligt og stille. De tilhørte Indre Mission, og jeg var tit med i kirke om søndagen. Der var en fællesskabsfølelse hos dem, som eksempelvis kom til udtryk i, at man altid sang, før man spiste. Vi sang ’Alle gode gaver, de kommer ovenned. Så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!”, fortæller hun.
”Der var en stor taknemmelighed hos dem. Min farfar havde været meget fattig og var blevet sendt væk hjemmefra som seksårig for at tjene. Han havde det hårdt. Hans overlevelse var at blive kristen for helt at holde sig fra fristelser og ting, han kunne være røget ud i på grund af sin opvækst. Så der var megen taknemmelighed for, at man havde mad på bordet, en lejlighed, og at man var sund og rask. Han sagde tit, at det at være rig handlede ikke om penge, men om at være sund og rask og have et godt liv. Det har jeg taget med mig,” siger hun.
Hendes farmor tog hende ofte med til et nærliggende plejehjem, selv da hun var helt lille, for at besøge nogle af de ældre, der var ensomme. Pernille Schnoor husker især en multihandicappet mand, der ikke kunne bevæge andet end munden, og som havde en lille bakke foran sig med en glas sodavand og et sugerør. Ham havde hun en særlig forbindelse med og skulle altid tale med.
”Den medmenneskelighed og rummelighed, jeg særligt fik med fra min farmor, er jo dybest set grunden til, at jeg gik ind i politik. En opfattelse af, at man har en forpligtelse og et ansvar for at tage sig af dem, der ikke har det godt,” siger hun.
Hendes egen far havde gjort oprør med sine forældres indremissionske dogmer. For lige så fint og værdifuldt bedsteforældrenes liv var, lige så regelret og ”totalitært” var det, forklarer Pernille Schnoor.
”Min farmor og jeg elskede at spille kort, men det måtte man ikke, for det var syndigt. Min farfar levede efter reglerne til punkt og prikke, så han fjernede kortene. Og vi spillede jo bare fisk. Det var altså bagsiden. Ligesom min far ikke måtte gå til dans. Men så tog han fint tøj på og sagde, at han tog i søndagsskole, og så tog han i virkeligheden til dans,” siger hun og smiler.
”Jeg tror, at det var godt for mig, at jeg kendte til min fars oprør, for det har vist mig, at man ikke bare skal gøre alt, hvad andre siger, man skal ikke bare slå hjernen fra og følge reglerne. Man skal bruge sin egen sunde fornuft, den, som findes inde i en selv,” siger hun.
”Det er faktisk noget af det, jeg læser ud af søndagens tekst: at man skal tro på sig selv og tro på, at man godt selv ved, hvad der er rigtigt og forkert. Sandheden findes i os selv og kommer fra de værdier, man bærer med sig. For mig kommer de værdier blandt andet fra min farmor og farfar og fra mine forældre, men også de kristne værdier, vi har i det danske samfund. Værdier, der baserer sig på næstekærlighed, medmenneskelighed, tilgivelse og barmhjertighed,” siger hun.
”Det er det, jeg godt kan lide ved kristendommen. Den er meget rummelig. Jeg mener også, at det er i Johannes-evangeliet, at der står, at i Guds hus er der mange boliger. Det er en utroligt rummelig måde at se livet på. Jeg forstår det ved det, at der er plads til alle mulige forskellige mennesker, både gode mennesker og ’dårlige mennesker’, som har gjort noget forkert. Men også alle de forskellige religioner,” siger hun.
Om sin egen tro forklarer hun, at den ikke manifesterer sig i et gudsbillede. Hun tror ikke på den måde, hendes bedsteforældre gjorde, men ser hellere troen som en række værdier med Bibelen som en række smukke fortællinger og metaforer over de værdier.
”I virkeligheden er det med Gud og Jesus og Helligånden noget, vi har inde i os selv. Det er ikke noget, folk skal komme og belære os om og trække ned over hovedet på os som et system. Igen handler det om, hvad man ser som sandheden inde i sig selv, og det er det, der kommer til udtryk i teksten, og som jeg synes er så smukt,” forklarer hun.
”Jeg tror, at vi ville komme et stykke vej, hvis vi så religion mere som værdier end et system med social kontrol, vi skal presses ind i. For det er ikke retfærdigt, at nogen skal presses ind i et system, hvad enten det er religiøst eller politisk. Da jeg selv gik fra Socialdemokratiet til Alternativet, var det også noget med at mærke efter, hvad der føltes rigtigt. Det var et hårdt valg, men det handlede også om, hvorvidt jeg ville gå på kompromis med mine egne værdier og mit værdigrundlag,” forklarer hun.
I dag sidder hun blandt andet i Kirkeudvalget, noget hun tror hendes farfar ville have været stolt af. Men selvom han ikke formåede at give sin tro videre til sit barnebarn, er det i høj grad hans og farmoderens værdier, som Pernille Schnoor selv baserer sit liv på.
”Jeg har lært, at man sagtens kan have et godt liv uden at have så mange penge. Det handler om ens egen indstilling. Min farmor og farfar var fattige, men de levede livet. Min farmor klippede lakridsstænger i stykker, så vi havde slik, når vi var der, selvom der egentlig ikke var råd til det,” siger hun.
”Mine egne forældre havde fint med penge, så det var en god balance at se, at mine bedsteforældre havde et godt liv, selvom midlerne var få. Min farfar arbejdede hårdt og skovlede koks på havnen, men jeg har aldrig hørt ham brokke sig et sekund. Det var ikke samfundets skyld. Det har jeg helt klart taget med mig,” siger hun.