Prøv avisen
Troens øjeblik

Rasmus Botoft: Jeg glemte mit penalhus og forstod, at Gud aldrig ville slippe mig

Jeg kan også stadig føle både forbundetheden og taknemmeligheden, når jeg er i en kirke – eller ude i naturen, hvor det er let for mig at finde ro, føle mig ydmyg og som en del af noget større, siger Rasmus Botoft. Foto: da Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Som ung var skuespiller Rasmus Botoft i Grækenland, hvor han i en lille forladt kirke erfarede Guds omsorg på en sælsom måde

Som 21-årig tilbragte jeg seks uger i Grækenland, tre uger sammen med en god ven og tre uger alene, hvor jeg boede på et lille ungdomsherberg nede på den sydøstlige del af Kreta langt væk fra masseturismen, men omgivet af bjerge, hav og kløfter.

Så det var en tid, hvor jeg ikke talte med ret mange, men i stedet gik lange ture sammen med min notesbog, som jeg brugte til at skrive oplevelser og tanker ned i, sådan så jeg kunne holde fast i dem og i den udviklings- og erkendelsesproces, som de tre uger også blev. Dog med en religiøs tilføjelse, som jeg ikke havde regnet med.

For nok vidste jeg inden Kreta, at jeg var kristen, men min tro fik en dybere betydning og en større forankring den dag, hvor jeg efter et par timers skælven og bæven genfandt mit penalhus og min notesbog.

Det startede dog som en helt normal dag på den græske ø. Jeg stod op, spiste morgenmad og gik så gennem kløften og ned til havet, der lå små to timer væk fra herberget. Her var jeg en tid, og på vejen hjem kom jeg forbi en forladt kirke, der lå lidt oppe på et bjerg, og som var ved at forfalde til en ruin. Men endnu kunne man få følelsen af at sidde inde i en kirke, så det gjorde jeg.

Jeg har nemlig altid holdt meget af at sidde i et kirkerum, og uanset om kirken er protestantisk, katolsk, ortodoks eller andet, føler jeg en stor ro og en indre glæde ved at få tid og plads til at mærke, at verden er større end min verden.

Tingene kommer på plads, når jeg sidder i denne fordybelse, som er uden ord, men med en stærk indre følelse af en væren, som handler om Gud, livet og mig selv. Og sådan var det også denne dag i den gamle kirke på Kreta, hvor jeg selvfølgelig også fiskede min notesbog og mit penalhus frem, så jeg kunne skrive mine tanker ned, mens jeg sad dér på kirkebænken.

Bagefter gik jeg opløftet og glad hjem til herberget, men hurtigt fik jeg sved på panden og uro i maven. For da jeg kom op på mit værelse og skulle pakke min rygsæk ud, opdagede jeg, at både min notesbog og mit penalhus var væk – og dermed også alle mine penge, som jeg havde lagt ned i penalhuset.

Jeg prøvede at lade være med at gå i panik, selvom det var både mine penge og mine erkendelser, som jeg måske havde mistet. Men jeg tvang mig selv til at tænke logisk, og så fandt jeg hurtigt ud af, at jeg måtte have glemt at få det ned i rygsækken, da jeg gik fra den forladte kirke, som lå halvanden times gang væk.

Der var altså kun ét at gøre, nemlig at gå tilbage og se om jeg skulle være så usandsynlig heldig, at det hele stadig var der. Det blev en lang halvanden time, hvor jeg nåede at tænke mange triste tanker, men endelig kom jeg hen til den gamle kirke og gik ind, og der lå det hele, både notesbogen og penalhuset. Præcis som jeg havde forladt dét lige dér på bænken, og ingen havde rørt det i de tre timer, som var gået, ja, selv mine penge var der stadig.

Jeg følte selvfølgelig en lettelse, men allermest så stor en taknemmelighed, at jeg måtte sætte mig ned på kirkebænken, og der blev jeg siddende en god times tid.

For notesbogen var min livsnerve, og pengene skulle jeg bruge til mad, og tænk hvis jeg havde mistet det! Men selvom både penge og tanker var vigtige, så var det største af en anden verden. For dér på kirkebænken fik jeg en indre vished om, at Gud passede på mig, og aldrig ville slippe mig, og at jeg nu havde oplevet et helt konkret bevis på, at der bliver taget vare på mig – og på alle andre. Det var så stærk og inderlig en følelse, at jeg stadig kan mærke den.

Jeg kan også stadig føle både forbundetheden og taknemmeligheden, når jeg er i en kirke – eller ude i naturen, hvor det er let for mig at finde ro, føle mig ydmyg og som en del af noget større. Det er magisk på den måde, at det er så nemt at overgive sig til Gud og til øjeblikket, når man er ude i Guds egen katedral som for eksempel i den nys forgangne påske, hvor min familie og jeg oplevede flere solnedgange over Roskilde Fjord, hvor vi har sommerhus.

For at se solens lys, himlens farver og høre fuglene, mens man mærker storheden, troen og evigheden er et både godt og tiltrængt modspil til hverdagens storbyliv med dets jag, sociale medier, skærme og ting, der skal nås.

Hvad udfordrer din tro?

Min kristne tro er ikke udfordret, men den bliver provokeret af mennesker som Rasmus Paludan, der farer frem mod andre, bare fordi disse andre tænker, mener og tror noget andet, end han selv gør. Ja, jeg bliver faktisk ked af det, når Paludan og ligesindede er så blottede for den næstekærlighed, som for mig er det centrale i kristendommen. Også fordi de med deres udgydelser og mangel på evne til at opføre sig ordentlig angriber den samhørighed, som vi som mennesker har med hinanden – også når vi er forskellige og tror på hver sin Gud. Men mangfoldighed er jo en styrke og noget, som vi kan lære af og blive klogere af, så det frustrerer mig, når man kan få så meget opmærksomhed af at tale hadets sag frem for at gå kærlighedens ærinde.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Skuespiller Anne-Lise Gabold lærte mig for nogle år siden den japanske dans suzuki i forbindelse med en forestilling, men samtidig fik jeg også en god livets lektie med, for hun sagde nemlig altid: Du kan lige så godt få gode vaner som dårlige vaner. Det passer, og når man så sætter det sammen med, at det er svært at bryde vaner, så giver det endnu bedre mening at satse på at få de gode vaner ritualiseret ind i sit liv. Det prøver jeg så, og jeg har for eksempel siden været meget opmærksom på at vedligeholde min krop, både for min egen skyld og for mit arbejdes skyld. For man kan godt blive træt, når man skal på scenen seks gange på én uge, så jeg tænker over, hvad jeg spiser, og sørger for at få trænet. Men rådet gælder selvfølgelig også på andre områder som for eksempel gode vaner i forhold til, hvordan man er over for andre mennesker.