For godt 10 år siden besluttede journalist Mads Brügger at genoptage en gammel familietradition. Som barn havde han årligt hørt sin far læse Juleevangeliet højt for familien om aftenen den 24. december, og nu hvor Mads Brügger selv havde fået en søn, tænkte han, det var det på sin plads at begynde at gøre det samme.
Men da han fik taget hul på teksten om, hvad der skete i de dage i byen Betlehem for 2000 år siden, gik noget galt. Der skete noget, som ikke var sket i mange år. 30 år, tror Mads Brügger faktisk. Han begyndte at græde.
”Jeg havde haft en grædeblokade i mange år, hvor jeg rent fysisk bare ikke kunne græde. Det skyldes nok, at jeg er vokset op med, at drenge ikke græder. Men så kom det pludselig, mens jeg stod og læste højt,” siger Mads Brügger, der bor i København.
At han ikke havde grædt længe, kan måske være forklaringen på, at det heller ikke var den smukkeste eller tydeligste hulken, som kom ud af Mads Brügger. Faktisk troede familien, at han lavede sjov, og hans mor bad ham om at lade være med at grine, hvis han skulle læse højt fra Bibelen.
”Og så måtte jeg hikkende og stammende svare, at jeg altså ikke grinte, men græd. Og så blev stemningen mærkelig.”
I dag kan den 45-årige programchef på Radio24syv stadig ikke forklare præcist, hvorfor han begyndte at græde dengang.
”Men jeg tror, det er, fordi, teksten er så smuk, som den er. Den ramte mig simpelthen. Når jeg læser teksten i dag, bliver jeg stadig lidt grådlabil. Den giver blanke øjne,” siger han.
Af den grund kan han da også grue lidt for i morgen aften, hvor han, efter træet er tændt, endnu en gang skal læse højt om, da Jesus blev født i en stald i Betlehem.
”Det er ikke, fordi jeg vil kode mine børn med kristendom. Men jeg synes, teksten er vigtig at få med, da den netop er en fortælling om, hvorfor vi fejrer jul, og hvad julen går ud på. De skal vide, hvad der skete for 2017 år siden,” siger han.
Og så synes han som sagt, at der er tale om en af Bibelens smukkeste tekster og budskaber.
”Det, at Gud lader sig selv føde i en stald og ikke på et slot i pomp og pragt, er jo næsten et revolutionært budskab, som der ligger noget meget fint i. Det er en fortælling om, at Jesus og kristendommen er for alle mennesker. Det kan jeg enormt godt lide,” siger han.
På samme måde kan Mads Brügger også lide Bibelens fortælling om korsfæstelsen, hvor Jesus bliver hånet og latterliggjort.
”Der er jo en storhed i det at have en Gud, der lader sig selv udsætte for de ting for sit folks skyld. Da jeg for nogle år siden læste Koranen, slog det mig, at den handler om en gud, som er meget usikker på sig selv, og som hele tiden skal have sit værd bekræftet. Men den kristne Gud lader sig føde det mest tarvelige og beskidte sted og lader sig håne for vores skyld.”
Mads Brügger har både læst Koranen og Det Nye Testamente og også nogle dele af Det Gamle Testamente, som ikke siger ham så meget. Jobs Bog vender han dog tilbage til igen og igen.
”Den er en af de mest interessante tekster i Bibelen og viser, hvor stort et litterært værk vi har med at gøre. Den er så overnaturligt flot skrevet, at det ikke er til at forstå. Det er en tekst som den, der gør mig religiøs,” siger han.
Mads Brügger beskriver troen som noget, der er kommet til ham med tiden, og som han stadig har svært ved at sætte ord på.
”Jeg er... kristen,” begynder han og leder så kort efter næste sætning.
”Jeg synes, der er en mystik i kristendommen, som jeg er optaget og fascineret af. Jeg synes for eksempel, at nadveren bliver et fuldstændigt svimlende ritual, når man lærer det at kende. Det er det med, at man samles med mennesker, som man ikke nødvendigvis har en relation til, og er sammen om at spise Gud, dybest set. Det er jo en vanvittig handling, men også enormt smukt. Jeg synes også, budskabet i nadveren om, at Jesus samler hele regningen op for dig, er meget befriende og skelsættende, når man sammenligner med andre religioner.”
Når man føler sig tiltrukket af den mysticisme og den alvor, der ligger i troen, kan folkekirken dog virke lidt flad og tør, synes Mads Brügger.
”Selvom der er meget godt at sige om folkekirken, og selvom jeg sagtens kan følge argumenterne for, at den bliver i statsligt regi, så tror jeg også, det har været med til at affortrylle kristendommen og gøre den kommunal. Det værste udtryk for det er vel fænomenet spaghettigudstjeneste, som jeg har det meget svært med. Det gør det religiøse meget fladt, trivielt og kedsommeligt,” siger han.
”Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg har været i kirke, så kan jeg tælle de prædikener, som virkelig har trukket søm ud, på én hånd. Jeg har mange gange oplevet, at det mere var en sludder for en sladder, som man ikke kunne stikke sig på. Men jeg synes, der skal ligge en alvor i troen,” siger han.
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Det vil jeg helst ikke komme med et bud på.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?
Buddet om ikke at slå ihjel. For det er der, civilisationen starter. Det er grundlaget for al menneskelig sameksistens, at man kan være nogenlunde sikker på ikke at blive slået ihjel, når man forlader sit hjem om morgenen.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Som lutheraner holder jeg af salmen ”Vor Gud han er så fast en borg”. Hvis den er på tavlen, så er jeg allerede en glad kunde.
Hvordan er dit gudsbillede?
Sådan et har jeg ikke. Jeg synes ikke, man kan have et billede på noget, man ikke kan begribe eller forstå. At reducere det til en gammel mand med skæg er infantilt.