Prøv avisen
Tro&tvivl

Jeg har aldrig fået en forklaring på, hvorfor mit barnebarn skulle dø

Tidligere overrabbiner Bent Melchior bliver anfægtet i sin gudstro af det onde, blandt andet af holocaust. Her ses han under begravelsen af Dan Uzan, der blev myrdet under terrorangreb i København i februar. Foto: Scanpix

Han mistede et af sine børnebørn, og det udfordrede tidligere overrabbiner Bent Melchiors tro

Den 85-årige tidligere overrabbiner Bent Melchior har længe været meget mere end en rabbiner. Han er også en kulturpersonlighed, ligesom faderen, Marcus Melchior, var det. Bent Melchior måtte flygte til Sverige under Besættelsen, og den oplevelse har gjort Bent Melchior til en stor flygtningeven.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Den baserer sig på troen på den ene Gud, som dermed også er skaber af denne verden. Og at denne skaber med sin leverance af verden også har vedlagt en vejledning, som vi forsøger at følge så godt, som vi formår det. Jødedommen er en lovreligion, og den har også en forbrugervejledning med det mål at få det bedste resultat ud af livet.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Religionen indgik som en naturlig del af hverdagen, og også helligdagene var religiøst og rituelt betinget. Men som barn af en overrabbiner medførte det visse forventninger om, at man gjorde dit og dat, og at man ikke skandaliserede sit fædrene ophav. Så jeg havde en indskrænket handlefrihed. Og selvom der var nogle madvarer, man ikke måtte spise, så glædede vi os til helligdagene.

Hvad har udfordret din tro?

Som barn af Anden Verdenskrig var det ikke mindst holocaust og drabet på seks millioner jøder og alle de andre dræbte i forbindelse med krigen, der stadig kan udfordre mig. Der er noget, der hedder menneskets gode vilje, men problemet med det begreb er, at den frie vilje også kan slippe ondskaben løs. Men hvis der ikke var ondskab, så ville vi jo være robotter. Og hvis vi ikke er robotter, så kan vi udløse katastrofer, som for eksempel terror.

Privat har det også udfordret mig, at et af mine børnebørn døde af sygdom. Jeg har spurgt Vorherre flere gange, men jeg har aldrig fået en forklaring på, hvorfor mit barnebarn skulle dø.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det er der mange ting, der har. Mine forældre fremførte deres tro på forskellig vis. Far var den udfarende kraft, og mor gjorde det mere i det stilfærdige. De havde hver sin holdning til, hvad tro er, og hvad det betyder.

Min barnetro var meget anderledes end den tro, jeg har i dag. For hvis mennesker tænker og vurderer, så udvikler de sig også holdningsmæssigt. Og på visse punkter har jeg prædiket radikalt anderledes, end jeg gjorde i gamle dage. Det er også vigtigt, at man ikke bare lægger sig fast, men at man også lader sig påvirke af troen. Jeg tror heller ikke, at Gud tager sig af, om en jøde har hat på i synagogen, eller om muslimen tager skoene af i moskéen. Det handler alene om at lægge tilværelsen i faste rammer.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Min grundlæggende livsanskuelse er, at alle mennesker er skabt af den samme Gud. Vi stammer alle fra et eneste tvekønnet menneske, der var både mand og kvinde. Ordet Adam betyder ”menneske”, ikke mand. Det var lidt skidt at være både mand og kvinde, og derfor skiltes kvinden fra manden, så han bevarede maskuliniteten. Men næstekærlighedsbuddet gælder stadig: Vi skal elske vores næste.

Min livsanskuelse har også sat præg på mine holdninger i forhold til flygtninge-spørgsmålet, politik og mange andre grupper i samfundet.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

I eksistentiel forstand har jeg ingen forbilleder. Men i jødedommen findes en Hillel den Ældre. Han blev antastet af en mand, der meddelte, at han gerne ville være jøde, hvis Hillel kunne stå på ét ben og fortælle om jødedommen. Til det sagde Hillel: ”Hvad der er dig forhadt, skal du ikke gøre mod andre. Resten er kommentarer.”

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Nu får jeg lyst til at fortælle, at mens jeg boede hjemme, mødte jeg en mand, der ville tigge sig til en flybillet til Aalborg, hvor hans kone angiveligt lå syg. Det afviste jeg og var stolt ved at fortælle far, at jeg havde varetaget hans økonomiske interesser. Så sagde far: ”Kunne du ikke bare have givet ham en tier?”. Nogle uger efter viste det sig, at manden - som forventet - var en svindler, og så sagde min far, at hvis man får en chance for at sige ja til at opfylde folks ønsker, så skal man gøre det.