Jeg har aldrig haft behov for at være officielt frelst

Kan man slå mange mennesker ihjel og stadig være kristen, har oberst og forfatter Lars Møller spurgt sig selv

Tidl. Oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller.
Tidl. Oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller. Foto: Bax Lindhardt.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er kristen, men jeg føler ikke behov for at gøre reklame. Inderst inde synes jeg, at folks tro er en privatsag. Jeg er både døbt, konfirmeret og betaler kirkeskat og tror et eller andet sted, at der er en højere mening, i forhold til at vi er sat her på jorden. Det er min opfattelse, at de fleste mennesker gerne vil tro på, at der er en mening med det hele. For det skaber den tryghed, som alle higer efter. Jeg går af og til i kirke. Jeg var senest i kirke i en fransk by, der hedder Requesse. Egentlig er kirken katolsk, men de har en valgmenighedspræst, der hedder Carl Bjarton, som er virkelig god. Hvis alle præster var som ham, ville jeg komme oftere i kirke.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem

Vi var troende, men der var ingen grund til de store armbevægelser. Vi har aldrig haft behov for at være officielt frelste. Vi er jyder, og deri ligger en vis form for ydmyghed. Folk er det værd, som de viser, ikke så meget i ord, men mere i handling. Derfor er der heller ingen grund til at gabe op i tide og utide. Troen i mit barndomshjem kom til udtryk ved at efterleve kodekset: Vær mod andre, som du gerne vil have, de er mod dig.

Hvad har udfordret din tro?

Den måde, mennesker behandler hinanden på. Jeg har som oberst set det på nært hold og har virkelig følt mig udfordret af det. Når man ser folk, der er blevet brændt levende eller har fået skåret halsen over i al offentlighed, hvordan jeg kan så tro på Gud? Jeg spørger somme tider mig selv, hvordan man som kristent menneske kan slå ihjel og stadig tro på, at man er kristen. Så tænker jeg på Luther, der mødte en soldat til en barnedåb. Soldaten havde gjort forfærdelige ting ved den tyske bondestand og var virkelig hårdt plaget af det. Han spurgte Luther: Kan jeg være kristen, selvom jeg har gjort det her? Det fik Luther til at lave sit store skrift: 'Kan også soldater have Guds nåde?'. Luther nåede frem til, at det kan man godt under visse forudsætninger. Selvom det er et skrift, der er lavet til datiden, kan jeg altid gå tilbage og vide, at der er større tænkere end én selv, der har bakset med det her.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det, at man er opdraget med troen på De Ti Bud, gør, at jeg bærer de værdier med mig i min dagligdag. Derfor bestræber jeg mig på at være et høfligt og anstændigt menneske og på at opføre mig over for folk, som jeg gerne vil have, de opfører sig over for mig. Det er ikke noget, man kan slå op i en bog. Det er summen af alle de påvirkninger, du har været igennem. De Ti Bud er en værdisættende norm, men de er kun noget værd og bliver kun værd at tro på, hvis man forsøger at implementere dem til daglig. Det smutter for os alle sammen, men jeg tror, det har en virkning, bare man forsøger.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har to. Dels min gamle feltpræst Jens Rohde. Vi var sammen første gang i Namibia, hvor vi lavede en FN-operation, der skulle hjælpe med at holde en folkeafstemning, så landet kunne komme ud af apartheidstyret. Det viste sig pludselig, at han kom til at få en enorm moralsk betydning i Namibia, hvor de er kristne. Han blev ikke bare hele styrkens, men hele områdets feltpræst. Det var fuldstændig fantastisk at se, hvordan alle brugte ham. Den anden person er præst Jørgen Kappel Hansen fra Starup ved Haderslev. Da jeg skrev bogen ”Vi slår ihjel og lever med det”, havde jeg lange samtaler med Jørgen, som evnede at forklare mig, hvad det er, som gør livet til noget helligt. For hvis det er det, hvordan kan jeg så slå ihjel? Det hjalp han mig med at forklare. De to præster er forbilleder for mig, fordi de har stor viden og en holdning uden at virke anmassende.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Vi havde lige gennemført Operation Bøllebank i Bosnien i 1994, og jeg var i tvivl om, hvordan jeg fungerede, for jeg havde ikke så stor anger over, at vi havde skudt rigtig mange mennesker. Jeg kan desværre ikke huske, hvad han hed, men vi havde besøg af feltpræsten fra det danske hovedkvarter. Han kunne pille min tvivl og frustration over ikke at have dårlig samvittighed ned. Jeg fik at vide, jeg skulle tage mig sammen, for det var ikke noget, vi havde stræbt imod.