Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, er biskopper og provster for langsomme og konfliktsky i forhold til at gribe ind, når der opstår samarbejdsproblemer mellem menighedsråd og præst?
Det billede kan jeg ikke genkende. Hvis jeg hører om en sag i et menighedsråd, går provsten og jeg ind i den fra dag ét og prøver at finde en mulighed for dialog. Noget af det vigtigste i mit tilsyn som biskop er at tilse, at præsterne og menighedsrådene trives og udvikles i deres arbejde. Er man i en konfliktsituation, vil de fleste ikke trives. Derfor vil jeg se det som min første prioritet at sætte noget i værk i sådanne situationer. Det er jo dybt ulykkeligt for både præst og menighedsråd at være i konflikt.
Nogle menighedsråd mener, at konfliktløsning vanskeliggøres af, at præsten er nærmest urørlig i sin ansættelse. Genkender du det billede?
Jeg har aldrig oplevet, at den bedste løsning var at fyre en præst. Problemerne er næsten altid mere komplekse end det. Så der mener jeg, at kritikerne går galt i byen. Til gengæld har vi andre muligheder, hvis menighedsråd og præst går helt skævt af hinanden. Der vil jeg i sidste ende ikke stå tilbage for at forsøge at flytte præsten over i en stilling som stiftspræst, hvor vedkommende kan vikariere rundtom i stiftet. Så har præsten stadig sit udkomme og er fri af en nedbrydende konflikt, og menighedsrådet har mulighed for at starte på en frisk. Men det sker sjældent, og vi har ikke sådan nogle sager i øjeblikket.
Men er det reelt muligt at fyre en præst?
Ja, hvis præsten åbenlyst har misrøgtet sin stilling, hvilket jeg dog aldrig har oplevet. Til gengæld er det vigtigt, at præsten oplever en høj grad af sikkerhed i sit arbejde for at kunne forkynde om søndagen. Man skal ikke være bange for, at en stemning eller personlige sympatier eller antipatier kan true ens ansættelse og påvirke ens forkyndelse.
Er der modsat noget, du savner fra menighedsrådene i forhold til at kunne løse konflikter mellem præst og menighedsråd?
Flere undersøgelser har over årene vist, at arbejdsmiljøet i folkekirken kan være svært at håndtere. Det skyldes nok, at vi er en størrelse, der er bygget op både af professionelle ansatte og folkevalgte frivillige. Vi kan jo ikke forlange af et frivilligt menighedsråd, at det dels har ledelsesmæssige kompetencer til at løse konflikter og dels kan stå til rådighed i kirken en hverdag i almindelig arbejdstid, når konflikterne opstår. Derfor er der nogle naturlige begrænsninger, hvor man med god ret kan sige, at menighedsrådene har nogle sårbare punkter.
Du har tidligere været generalsekretær i Folke-kirkens Nødhjælp. Oplever du en forskel på de muligheder, du har for at løse samarbejdskonflikter som biskop, og dem, du havde som generalsekretær?
Ja, sammenlignet med andre organisationer og virksomheder har folkekirken en meget decentral struktur og et mere kompliceret ansættelsessystem, hvor flere forskellige myndigheder er indblandet. Det giver nogle faldgruber, som man skal være ekstra opmærksom på. I Folkekirkens Nødhjælp havde jeg en hr-gruppe, som sad i huset og kunne bakke op om konfliktløsningen, og hvor vi lynhurtigt kunne gribe ind, når problemerne viste sig. Det er sværere i folkekirken, hvor det hele er så decentralt og båret af et krævende samarbejde mellem ansatte og frivillige. Det er nogle andre vilkår.8
Læs Kristeligt Dagblads øvrige artikler om samarbejdsproblemer i folkekirken på