Mette Bock: Jeg har et enestående tilhørsforhold til mit sogn

Kultur- og kirkeminister Mette Bocks (LA) slægt har i fire generationer boet i det samme østjyske sogn. Hun har derfor nogle dybe rødder, hvilket giver hende ”en helt særlig glæde”

Kultur- og kirkeminister Mette Bock og hendes slægt har i flere generationer boet i Vær Sogn ved Horsens. –
Kultur- og kirkeminister Mette Bock og hendes slægt har i flere generationer boet i Vær Sogn ved Horsens. – . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Det er svært at beskrive den helt præcist. Men min kristne tro har fulgt mig hele mit liv og er som fundamentet i et hus, der bare ér der, uden at man tænker nærmere over det. Jeg begyndte i hvert fald først at reflektere over kristendommen, da jeg blev konfronteret med andre religioner som islam, der er meget anderledes end kristendommen, som jeg har kendt i flere år – og også fra andre steder end folkekirken. Vores børn har for eksempel gået i katolsk friskole, hvad vi var meget glade for, da det gav dem nogle værdier og vaner, som de ikke havde fået ellers. En af de faste rytmer var morgenandagten med bøn og salmesang, som fire dage om ugen blev holdt i den lokale katolske kirke, mens den en dag om ugen foregik i folkekirken.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Troen var en støtte i hverdagen og ikke en doktrin, som skulle følges på en bestemt måde. Begge mine forældre var på skift medlemmer af menighedsrådet, og jeg var som voksen i 25 år kirkesanger og læste ind- og udgangsbøn i den selvsamme kirke, nemlig Vær Kirke ved Horsens, hvor min slægt i fire generationer har boet i det samme sogn. Jeg bor her også stadigvæk, og det har givet mig nogle dybe rødder og et enestående tilhørsforhold, som er en helt særlig glæde. Jeg går ofte en tur på kirkegården, hvor min familie også har et familiegravsted, men alle steder ligger der nogen, som jeg kender, hvilket er med til at give mig et naturligt og hverdagsagtigt forhold til livet og døden.

Men også som barn kom jeg på kirkegården, for graveren kunne lokkes til at give os børn lov til at kigge ned i Griffenfelds kiste eller hjælpe til med kirkeringningen, som foregik manuelt. Griffenfeld var en af enevældens mest kendte embedsmænd, som blev rigets mægtigste mand næst efter kongen, men senere endte med at sidde fængslet i mange år i Norge. Hans kiste står i Vær Kirke, da hans datter var grevinde på Stensballegård, der ejede kirken helt op til 1960’erne. I dag er låget sat forsvarligt fast, men dengang fik vi børn indimellem lov til at lette på låget og se ned på det mumificerede lig. Det syntes vi selvfølgelig var vældig spændende, og hjemmefra kendte jeg udmærket historien om Griffenfeld, da min far var historiker og med til at navngive veje efter danske historiske personer i kvarteret, hvor jeg stadig bor.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro har aldrig udfordret mig, og jeg har heller aldrig været i tvivl om min kristne tro. Men livet har udfordret mig, både som voksen og som barn, og dér har jeg haft troen som en klippe, jeg kan læne mig op ad. Da jeg var ni år gammel, døde min lillesøster på seks år i en trafikulykke, og det ramte selvfølgelig hele familien hårdt. Det gav mig også forståelsen af, at liv og død ikke altid forløber, som vi gerne vil have det og måske mener, at det er retfærdigt, for ikke alle får lov til at blive gamle. Jeg har også senere som voksen og som alle andre været udfordret af bekymringer for børn, familie, arbejde og verdens gang, men så er det, at troen er god at have som fast fundament i tilværelsen.

Hvad har formet den tro, som du har i dag?

Det har min opvækst. Ikke at vi blev opdraget til at skulle følge en bestemt retning eller bestemte dogmer. Det var derimod en meget fri opdragelse, hvor vi fik et fortroligt og hverdagsagtigt forhold til kristendommen og lærte, hvordan den kristne tro kan være et trygt fundament. Indimellem kom så de små tryk med gentagelserne, som når vi til højtiderne altid fik fortællingerne om jul, påske og pinse, eller når vi hørte én af historierne fra Børnebibelen. Men det skete på en meget åben og dagligdags måde, som vi søskende glade tog ind.

Min mand og jeg har selv gjort det samme med vores børn og nu med vores børnebørn, og vi oplever, hvordan det giver en naturlighed og tryghed i opvæksten. Men ellers oplever jeg også stadigvæk troens nærhed, når jeg synger salmer. For nok er forkyndelsen af evangeliet altid det centrale i en gudstjeneste, men jeg løftes i min tro, når vi synger de smukke salmer sammen. Det har også den fordel, at det på den måde ikke bliver aldeles afgørende, om prædikenen er god eller ej, fordi vi via vores enestående danske salmesang altid får en stærk oplevelse af at være en del af det levende, kristne fællesskab.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

At blive kirke- og kulturminister var det, som jeg allerhelst ville, da mit parti kom ind i regeringen, så det er en dejlig og daglig fornøjelse at kunne beskæftige sig med disse emner. Jeg kommer også meget ud, og for et par uger siden deltog jeg i årsmødet for Landsforeningen af Menighedsråd, som repræsenterer de mange tusinde, der engagerer sig i frivilligt arbejde for vores folkekirke. Det er vigtigt, at menighedsrådene ikke kun tager sig af praktiske ting som budgetter og vedligeholdelse, men at de også beskæftiger sig med det troens fællesskab, som folkekirken er for det store flertal af danskere.

Men min tro spiller også en rolle i forhold til for eksempel debatten om aktiv dødshjælp, som jeg aldrig nogensinde kommer til at se som en god ting. Vi skal værne om livet, helbrede hvor det er muligt, lindre og trøste. Passiv dødshjælp er noget helt andet, for vi skal selvfølgelig kunne rumme det nådige skøn, så lægerne har rum til at vurdere, om og hvordan yderligere behandling bør standses. Jeg synes også, at der er alt for mange etiske dilemmaer, som mennesker skal tage stilling til, som for eksempel om vi kan være bekendt at være en belastning for familien, hvis vi rammes af alvorlig sygdom.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg tror ikke, at jeg har et forbillede i gængs forstand. Men jeg bliver inspireret af mennesker, som er i stand til at sætte egne behov til side for at bidrage til fællesskabet, og det behøver bestemt ikke kun at være filosoffer, politikere eller kunstnere. Det kan være hvem som helst, som har gjort noget uselvisk eller generøst som for eksempel en hjælpsom og omsorgsfuld nabo, der ser sin næste og er der for sine medmennesker.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det var et meget jordnært råd, som jeg fik som ganske ung af min bedstemor, der sagde til mig: Husk at gå i kirke. Det kan godt være, at du ikke synes, at du har lyst eller tid, men sæt dig alligevel indimellem på kirkebænken, så får du ro i livet. Det livsråd har jeg fulgt gennem alle årene – og også stadigvæk. For selvom jeg i disse år har en travl kalender og er meget væk hjemmefra, så deltager jeg i gudstjenesten om søndagen, når jeg har mulighed for det.