Hvordan vil du beskrive din tro?
Som en søgen, lytten, spørgen og måske mest af alt en længsel.
Min egen tro er karakteriseret ved, at det er én, jeg går ind og ud af. Lidt ligesom Jesus gjorde det. Det tror jeg mange kan spejle sig i, men der er også nogle mennesker, for hvem troen er noget, de har med sig og er i hele tiden. Jeg har et pendlerforhold til min tro. Nogle siger til mig, at de ville ønske, de kunne tro, men at de ikke kan, og det kan jeg også godt spejle mig i. Det er også det, mange af de gamle salmer i Den Danske Salmebog i stor grad handler om. At folk gerne vil ind i troen. I samtalen med mennesker, der gerne vil tro, oplever jeg en længsel hos dem. Og så ved jeg, hvor jeg selv hører hjemme.
LÆS OGSÅ: Gud gjorde det så godt, han kunne
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er opvokset i et præstehjem, hvor kristendommen var et væg til væg-tæppe hele døgnet rundt, og troen var overalt. Min far var præst og kunne aldrig tænke sig at være andet. Min mor var præstekone, og hun ville have det til at stå på sin gravsten. Min far gennemgik en markant udvikling fra at være fra et højkirkeligt miljø med tidebønner til at bevæge sig i retning af noget meget mere lavkirkeligt.
Jeg er ud af en søskendeflok på fem, og vi havde masser af kvalitetstid og gode samtaler i hjemmet. Vi talte om afgørende ting i livet og om kunst og kultur. Når jeg husker tilbage, havde jeg det fint med det, og troens store plads er fortsat op igennem mit liv. Min hustru er sognepræst, og jeg læste selv teologi, så jeg fører det liv videre, mine forældre førte. Jeg har tre sønner, som alle synes, det er træls og skrækkeligt, at troen skal fylde så meget, og sådan tror jeg, der er rigtig mange præstebørn, der har det.
Kirkegang var en stor del af mine forældres liv, men mine søskende og jeg var fritstillet. Der var ingen kirketvang, og det benyttede vi os af i stor stil. Jeg havde derfor ingen kirkegangstradition, før jeg selv blev teolog og gift med en præst. Når jeg i dag træder ind i kirkerummet, så er det noget helt særligt, og jeg kan ikke forestille mig ikke at komme i kirken. Hele min tro og kristendom er bygget op omkring kirkerummet, salmerne og de bibelske grundfortællinger. Når jeg kommer ind i det rum, giver det hele mening for mig.
Hvad har udfordret din tro?
Den måde, som vi i den rige del af verden forvalter kristendommen på. I det store og det små. Jeg er bange for, at vi får bøllebank, når Jesus kommer tilbage. Hvis jeg i for lang tid ikke har været i kirke, så kan troen også blive udfordret, fordi den ikke får næring.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har i høj grad mit barndomshjem, og jeg kan ikke se skoven for bare træer. Troen har altid været der. Jeg har haft en meget reflekterende tilgang til livet, og det har til tider været træls. Jeg faldt i refleksionsgryden som barn, og jeg har ofte oplevet, at refleksionerne river mig ud af troen. Søren Kierkegaard talte om, at man kan reflektere sig ind i en ny form for tro, men jeg tror derimod, den trækker dig ud.
Noget andet, der former min tro, er mødet med andre mennesker. Jeg har mange samtaler med andre mennesker om trosspørgsmål, og vi taler om, hvad kristendommen egentlig handler om. Det er store, eksistentielle spørgsmål.
Dagligt gør jeg bunker af erfaringer, som undergraver troen. Men en gang imellem er der oplevelser og erfaringer, der bekræfter mig i troen på, at der er en Gud, som er kærlighed. Og jeg klamrer mig til disse stjernestunder, for jeg tror ikke, det er ligegyldigt, om vi tror eller ej. Jeg tror derimod, det er vigtigt, at vi tror. Det helt afgørende i forhold til tro er relationen til andre mennesker, for det er altid i relationen, at troen opstår og bliver bekræftet. Frelse er at vide, at lige meget hvad der sker, så er vi aldrig alene. Fortabelse er at føle sig forladt og ensom, selvom man kan have 500 venner på Facebook.
Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?
Den fylder min hverdag med poesi. Kristendommen udtrykkes for mig at se bedst gennem salmer, bønner og fortællinger. Mit liv er fuld af fortællinger, og som barn i en præstegård hørte jeg bunker af fortællinger om menneskeliv. Mit liv er sovset ind i troens poesi. Jeg orienterer mig i kraft af fortællingerne, som er inde i mit hoved, og de gør mig til den, jeg er. De er blevet en totalt integreret del af mit liv og er både til trøst og styrke, og de åbner min horisont. Selvom jeg går ind og ud af troen, giver troen mig håb om, at alting kan blive nyt igen i morgen. Tro-en er både en kraft til at acceptere det, der er, og en kraft til at forny.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Fotograf Per Bak Jensen er en meget klog og vis mand, som jeg aldrig bliver træt af at tale med om eksistentielle spørgsmål. Og teologiske også, for den sags skyld. Men jeg kommer jo i et miljø, hvor man hele tiden møder fantastiske mennesker. Nu her senest er jeg stødt på Preben Kok, sygehuspræst i Vejle, som også er utrolig klog.
Begge personer, jeg nævner, er mænd, og det er egentlig ikke repræsentativt, for jeg kunne også nævne mange kvinder. Min kone for eksempel. Min erfaring er, at kvinder ofte er mere interessante at snakke med om eksistentielle spørgsmål, for de er på mange måder mere tro mod det, de tror på, og efter min opfattelse har kvinder et langt større register end mænd.
Det Nye Testamente er ikke kønsneutralt, for kvinderne er dem, der står fast, når det hele bliver svært, mens mændene stikker af og giver slip. Da mine egne forældre døde, gik min mor ind i døden i sorg, men også med en åbenhed, og jeg tror, hun gik ind i døden som en anden fødsel. Min far derimod, som havde begravet hundredvis af mennesker i årene som præst, kunne slet ikke håndtere døden i sit eget liv.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Min herre og mester Kristus Jesus har sagt mange opbyggelige ting om, at vi ikke skal bekymre os, som jeg ser som gode råd. Men det måske vigtigste er at bede. Fadervor er en simpel og god bøn, der blandt andet handler om, at det hele kommer til os, og at vi skal være taknemlige for alt det basale, som vi har enormt nemt ved at glemme. Den minder os også om, at vi skal gøre noget ved det, vi kan gøre noget ved, og at det hele handler om vores relation til vores næste. Fadervor har det hele i sig.