Hvordan vil du beskrive din tro?
Som en kristen, protestantisk og lys tro fuld af taknemmelighed. Når det gælder livets store spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, har min hjerne altid fortalt mig, at det ved vi intet om. Men vi mennesker har jo brug for forklaringer, og den bedste forklaring har for mig altid været, at det alt sammen ligger i hænderne på en kraft, der ligger uden for menneskelig fatteevne, og den kraft kalder vi uanset religion Gud. Som kristne har vi så en dybere dimension, for i Det Gamle Testamente møder vi en gud, der konsekvent straffer syndere, men med Jesus møder vi en helt anden gud. For her er Gud kærlighed, og her er der tale om en både grundlæggende og daglig tilgivelse.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg voksede op i Thy med forældre, som var ”firehjulskristne”. Det vil sige, at man bliver kørt til kirken fire gange i sit liv, nemlig til dåben, konfirmationen, vielsen og bisættelsen, men ellers ikke viser sig i kirken.
Kirken var derfor ikke et sted, hvor vi kom om søndagen, ja ikke engang til jul. Men min far var alligevel sådan en slags XL-mand, der også moralsk levede efter mottoet ”Gør det ordentligt”, og min mor havde sunget i kirkekor som barn. Hun sørgede også for, at jeg hver aften bad ”Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to. Fader, se med kærlighed til mit ringe leje ned”.
Jeg gik hverken til spejder eller FDF, men ligesom min mor kom jeg med i kirkekoret, efter jeg var blevet opfordret til det af en af mine lærere. Da jeg var blevet konfirmeret – på helt traditionel vis – kom jeg i KFUM’s Fritidsklub, og her var der andagt hver mødeaften, inden klubben lukkede.
Hvad har udfordret din tro?
Det korte svar er intet. For hvis jeg en enkelt gang har snublet over tvivlens forbandede sten, så har mit hjertes tro altid vundet over hjernens tankespind. Vi kommer aldrig til at kunne give holdbare, logiske og fysisk konkrete svar på alt. Videnskaberne sætter ganske vist flere og flere ord på deres forklaringer, men i virkeligheden bliver det kun til intellektuelle gymnastikøvelser. Til sammenligning kan man sige, at man med talrige detaljer kan forklare, hvordan et musikstykke er skruet sammen, men selve musikkens sjæl kan ingen forklare. Den kan kun opleves.
Endelig er der også det med bøn, hvor jeg har det svært med dem, der med opstrakte arme eller blot foldede hænder tror, at de kan bruge Gud som gavebod. For mig kan bønnen først og fremmest være en måde at sige tak på – og være med til at give mig selv styrke til selv at arbejde på opfyldelsen af en bøn.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har alle de mange mennesker, som jeg har mødt i både kirkelige og andre sammenhænge. Gennem adskillige år har jeg sunget i kor og selv været dirigent, og langt de fleste kor har kirkeligt stof på repertoiret.
Jeg er oprindeligt uddannet lærer, og mens jeg var lærer i Videbæk, blev jeg formand for FDF, hvor jeg også kom i menighedsrådet, så jeg har også set kirkelivet fra den administrative side.
Men min tro er også kommet ud af min egen pen, for jeg har altid skrevet mange sange, og det førte på et tidspunkt til, at jeg begyndte at skrive salmer, samt at jeg lavede et par musicals for KFUM og KFUK i Danmark til brug i forbindelse med børnefestivaler og klubarbejde. Da jeg flyttede hjem til Thy og blev journalist på Thisted Posten, kom jeg også i menighedsrådet i Thisted, hvor jeg sad i tre perioder.
Men min tro er også formet via det elektroniske, dels via de 13 sogne, som jeg har hjulpet med hjemmesider, og hvor jeg har mødt mennesker, der dyrker deres kristenliv vidt forskelligt. Og dels via min egen 3D-tegneserie, som kommer hver dag, og hvor en af de vigtigste figurer er pastor E. Meritus, der har mange betragtninger om det religiøse. Ofte er pastoren sammen med drengen Dennis, der bor tæt på præsten, og som har en evne til at stille de spørgsmål, som det kan være teologisk svært at svare på, som for eksempel hvad ådselæderne egentlig åd på Noas Ark, og om ikke fiskene i virkeligheden havde det bedst uden for arken og nede i vandet.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Det aner jeg ikke. Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at jeg grundlæggende skulle leve mit liv anderledes. Ja, jeg er der, hvor jeg siger, at hvis jeg skulle dø i morgen, så er det i orden. For jeg har ikke noget til gode, men har oplevet så meget og fået lov til endnu mere.
Ud over mit arbejde og det, at jeg altid har gået fra det ene job til det andet uden arbejdsløshed, så har jeg skrevet 60 salmer, flere kristne musicals, salmemelodier, viser og korsatser, skrevet bøger om trylleri og bugtaleri, lavet et egnsstykke og brugt en herlig masse tid på en bog om cirkusliv. Det sidste kom sig på en pudsig måde.
Min anden kone og jeg havde adopteret en femårig dreng fra et polsk børnehjem, og han ville så gerne se, hvordan et cirkus så ud, når det pakkede sammen efter forestillingen. Så faldt det sig så heldigt, at vi blev inviteret med som en slags feriebørn hos cirkus Arena, hvor vi i nogle dage boede i campingvogn og fulgte cirkusset, hvad der kom en bog ud af. For det gælder om at leve og være til stede.
Livet skal leves hver dag, men jeg er samtidig afklaret med døden, og jeg har også sagt til min kone, at hun ikke må græde snot, hvis det sker lige pludselig. For jeg har haft kræft i nyrerne, jeg er overvægtig, og jeg har et højt blodtryk og diabetes, så jeg er helt bevidst om, at døden kan komme ret brat. Men jeg har lovet at prøve at nå til støvets år, som man kalder det at runde de 70 år.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg har ikke nogen guru. Det bruger vi jo heller ikke i folkekirken. Men jeg læser med glæde og stort udbytte de tre salmedigtere Hans Anker Jørgensen, Holger Lissner og Inge Hertz Aarestrup samt pastor Kaj Mogensen. Da Haderslev-bispen Marianne Christiansen var præst i Thisted, var hun min favoritpræst, fordi hun er så god til at skabe billeder med ord, fordi hun står for en lys og kærlig kristendom og altid kan sætte det store ind i det små i sine prædikener.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg mener ikke, at jeg nogensinde har fået et egentligt åndeligt råd, men når jeg tænker tilbage, har det været vigtigt, at min mor lærte mig at bede aftenbøn. Den er så med tiden skrumpet ind til: ”Tak for livet, som du ga’ mig – tak, fordi du helt vil ha’ mig” – eller bare: ”Tak.”