Prøv avisen
Bedste&værste

Mangfoldighed giver os mulighed for at lære af hinanden

Socialminister og forhenværende kirkeminister Manu Sareen bliver ofte rørt under gudstjenester. Senest i påsken da han hørte sognepræst i Sankt Pauls Kirke i København, Kathrine Lilleør, prædike, at alle, ligesom Judas, kan svigte deres elskede. Arkivfoto. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Jeg har sjældent været til en gudstjeneste, hvor jeg ikke blev rørt, siger Manu Sareen (R), der er glad for folkekirkens gæstfrihed, men træt af den snæversynethed, han oplever i nogle kroge af den

Hvad er det bedste ved kristendommen?

For mig er det kærlighedsbudskabet. Ingen tvivl om det. Kærlighedsbudskabet og tilgivelsen.

Hvad er det værste ved kristendommen?

I mine øjne har det værste ved kristendommen meget at gøre med dens historie. Den blodsudgydelse og elendighed, kirken har ført med sig, for eksempel gennem inkvisitionen og korstogene.

Der er simpelthen fulgt så mange negative ting med i udbredelsen af kristendommen. Det, jeg er ved at sige, kan koges ned til at handle om fanatisme, hvilket ikke er noget unikt for kristendommen, men noget man ser i alle religioner.

Jeg ser også fanatisme i dag, når jeg læser om fundamentalister i USA for eksempel. Jeg oplevede også fanatisme i den store modstand mod indførelsen af homo-vielser, vi mødte for et par år siden. Der blev sagt mange ubehagelige ting.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Lige nu står jeg på socialministeriets terrasse og ser solen over Holmens Kirke. Det er for mig et symbol på, at folkekirken står solidt plantet i den danske muld, og at den er stærk, på trods af hvad alle kritikerne siger.

Det bedste, jeg oplevede som kirkeminister, var den store fælleskabsfølelse og det store hjerterum i folkekirken. Jeg har aldrig oplevet så meget gæstfrihed, som den jeg blev mødt af i folkekirken.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Der er to ting. Den ene er den snæversynethed, man nogle steder ser. For mig var det primært i forbindelse med homovielserne. Jeg har nogle skriverier liggende stadig, der minder om denne snæversynethed. For eksempel en artikel fra Indre Missions Tidende, hvor forfatteren kalder indførelsen af ritualet et ”fremmedlegeme”, der bliver indført i kirkens hjerte. Det er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har læst.

For det andet undrede jeg mig over, hvordan man i folkekirken bruger pengene lidt for løst alt for mange steder. Det var jeg ikke forberedt på, må jeg indrømme. Jeg var overrasket over, hvordan man i mange tilfælde kunne have brugt penge med mere omtanke, end man gjorde.

Det kunne dreje sig om et sogn, hvor man skulle have en ny flagstang. Da man så var i gang med at udskifte stangen, besluttede man, at man lige så godt også kunne udskifte fundamentet. Eller når der skulle renoveres boliger, og der ikke blev indhentet de tilbud, der skulle indhentes. Man tog bare det første og det bedste tilbud.

Det går bare ikke. Særligt ikke i folkekirken, hvor det faldende medlemstal i forvejen går ud over dens økonomiske muligheder.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er, hvordan gudstjenesten i høj grad kan røre én. Jeg har sjældent været til en gudstjeneste, hvor præstens prædiken ikke var relevant, og hvor jeg ikke blev rørt som menneske. Sidst jeg var i kirke, var i påsken. Det var Kathrine Lilleør, der var præsten, og efter den gudstjeneste tænkte jeg, at det er fantastisk, hvordan man kan blive rørt. Hun prædikede blandt andet om, hvordan vi hos os selv kan finde paralleller til Judas. Ligesom ham kommer vi også til at svigte vores elskede og sætte os selv uden for fællesskabet.

Efter at have været kirkeminister er jeg blevet gladere for at gå til gudstjeneste. Hvis man ikke er vant til at gå i kirke, kan det være svært at finde ud af, hvorfor man gør det ene og det andet under en gudstjeneste. Efter at have fundet ud af, hvad der egentlig finder sted under den, kan jeg i højere grad værdsætte roen under en gudstjeneste.

Derfor har jeg også tit sagt, at man burde tilbyde folk, der ikke er så kirkevante, en indføring i gudstjenestens struktur.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det kan jeg ikke sige. Jeg synes ikke, der er noget, der er værst. Man ved, hvad man går ind til. Nogle vil måske mene, at præstens prædiken kan være kedelig, men som sagt har jeg aldrig selv hørt en prædiken, som ikke var relevant.

Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?

Jeg er jo næsten inhabil i dette spørgsmål. Det er svært at svare på, fordi der er så meget godt ved det multikulturelle samfund. Kort og godt er det bedste, at mangfoldighed giver os mulighed for at lære af hinanden, hvis alle parter formår at åbne op over for hinanden.

Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?

Det værste er, at det i mange tilfælde er en hån og en farce at kalde noget et multikulturelt samfund. Det er de steder, hvor man ikke kan kalde det multikultur, men monokultur. Hvor folk fuldstændig lever efter hjemlandets normer og slet ikke gør et forsøg på at tilpasse sig den nye kultur.

Kommer man til et andet land, er man i mine øjne forpligtet til at forsøge at tilegne sig det nye lands kultur, normer og værdier.