Lektor og dr.phil. Hans Hauges opvækst i et indremissionsk præstehjem i Hirtshals tilbage i midten af 1950erne og 1960erne skal tages helt bogstaveligt.
LÆS OGSÅ: Jeg forstår godt, Indre Mission har fået nok
Den kendte debattør er opkaldt efter den norske lægmandsprædikant og industri-iværksætter Hans Nielsen Hauge, som efter en ihærdig indremissionsindsats, der gjorde ham upopulær hos myndigheder og præster, døde i 1824. Hans Hauges far havde et billede af den berømte nordmand hængende i sit præsteværelse.
Men min far overvejede også at give mig navnet Nielsen efter min mor, så jeg kunne have kaldt mig Hans Nielsen Hauge. Men han afstod fra det med den begrundelse, at sæt nu, jeg blev tidehvervsmand, når jeg blev stor, så ville det ikke være så heldigt et navn. Det var nærmest profetisk, siger Hans Hauge.
Mere præcist kan det dårligt siges om de to vidt forskellige kirkelige bevægelser, der kom til at skabe tilværelsens rammer for Hans Hauge, som i dag også er ivrig debattør om globalisering og tværkulturelle emner og underviser i nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet.
Men det hele begyndte længere nordpå, ude på den jyske vestkyst, hvor Hans Hauges far blev sognepræst i 1956, og hvor sønnen trådte sine missionske barnesko de næste 10 år.
Min far tilhørte Indre Mission, og det var dengang, hvor missionen og kristendommen var identiske for mange folk. Det var derfor helt konfliktløst. Alle dem, der kom i kirken, og dem, der i det hele taget havde noget med kirken at gøre, var missionsfolk. Der var nogle få baptister, men ellers var der ingen alternativer. Men det var ikke noget, jeg oplevede som et problem. Da jeg siden læste Hans Kirks Fiskerne, kom beskrivelsen som en stor overraskelse for mig, og jeg kunne ikke forstå, at den overhovedet have noget med Indre Mission at gøre. Det var ikke noget, jeg på nogen måde kunne genkende fra mit hjem eller fra omgangskredsen, siger Hans Hauge og forklarer:
Det, jeg kendte som missionsfolket, var meget glade og syngende mennesker. Men det er åbenbart altid godt at have Indre Mission til at gøre op med senere i livet, når man tænker på, hvor mange danskere der i tidens løb er kommet ud af det miljø. Men det gør der ikke mere. I dag er det at tilhøre Indre Mission i langt højere grad noget, man bevidst vælger.
Uanset om man ville det eller ej, så delte troen alligevel vandene mellem folk i Hirtshals. Men det var åbenbart ikke så svært at håndtere, for hvis ikke man som ung i missionen kunne gøre som de andre unge, fandt man bare på noget andet.
Det var lidt af en alternativ verden at være med i Indre Mission, hvor man gjorde det samme som i det øvrige lokalsamfund, bare på en anden måde. I stedet for at spille kort, spillede vi æsel. Vi spillede ikke billard, vi spillede bob. Og så var der noget, der hed K-baller, som var arrangeret af KFUM og KFUK. Det var med et rigtigt orkester, men man dansede bare sanglege i stedet for at danse to og to, siger Hans Hauge.
Han har den kirkelige understrøm fra Indre Mission i sig, for eksempel er det at gå i kirke en helt naturlig ting, som han ikke kunne drømme om at lade være med.
Jeg kan stadig mærke, hvordan det missionske kommer op i mig i dag. For eksempel når der er barnedåb i kirken, og dåbsfølget render rundt i hele kirken. Så kan jeg mærke på mig selv, at jeg er lidt missionsk, så jeg går helst i kirke, når der ikke er barnedåb, selvom jeg godt ved, at det er forkert af mig. Jeg går heller ikke særlig meget op i mad eller i tøj, og jeg er stadig instinktiv imod at gøre noget i kirketiden om søndagen, hvis ikke jeg er i kirke. Det er klart, at de fiskere, der var missionske, de fiskede ikke om søndagen. Min far lagde meget vægt på, at Indre Mission var en kirkelig bevægelse, selvom der var nogen, der sagde, at det var bedre at gå i missionshuset søndag aften, når der var bedemøde, siger Hans Hauge.
Men Indre Mission var også en folkelig bevægelse på mange måder, mener Hans Hauge.
Det var en folkelig bevægelse, som kom nedefra, og det var også en protestbevægelse mod folkekirken, som nu er blevet kvalt og er næsten forsvundet. En protest imod den måde, som folkekirken forvaltede sin opgave på, og som man ikke syntes var i pagt med Bibelens budskab. Men Indre Mission var også en kvindebevægelse. Kvinderne organiserede selv bibelkredse i Hirtshals, hvor de sad og læste Paulus breve. De var højt dannede. Desuden var de engageret i den ydre mission, så de var globaliserede lang tid før andre danskere. De sad og talte om Sudan og Nigeria, de kendte til verden, og de skrev breve til missionærerne. Der kom masser af Kina-missionærer hjem for at holde foredrag. Indre Mission var en ver-densvendt bevægelse, siger Hans Hauge, som også peger på missionsfolkenes store selvstændighed i det kirkelige arbejde.
Dengang kunne folk i kirken selv. Min far behøvede som præst ikke at arrangere noget, de lavede selv møder og basar. I dag må præsten gøre det hele, fordi kirken er blevet professionaliseret, og derfor har for eksempel præsten fået meget mere at lave. Dengang var der frivillige i kirkekoret og som kordegne om søndagen. Hele den frivillige og selvhjulpne kultur i kirken er forsvundet i dag, siger Hans Hauge.
Næste stop på Hans Hauges kirkelige dannelsesvandring var Aarhus Universitet, og samtidig kom der optagetheden af Tidehverv. Her vil vi andre nok sige, at der er tale om et kirkeligt kvantespring, for Tidehverv var jo netop opstået i opposition til missionens fromhedsbegreb og inderlige Jesus-tro.
Jeg blev selvfølgelig tidehvervsmand i studenterkredsen, da jeg kom til Aarhus for at læse på universitetet, for det skulle man dengang, siger Hans Hauge.
Men det er jo den sædvanlige historie, at først er man missionsk, så bliver man tidehvervsk og ender med også at være grundtvigsk. Sådan er det i hvert fald gået for mig. Jeg har taget det bedste af alle tre retninger. Men i dag er der jo heller ikke længere så stor forskel på Indre Mission og Tidehverv, vil jeg mene. Det er mere af gammel vane, at Tidehverv skælder ud på missionsfolk, men missionen er ikke længere fjenden. Selv grundtvigianere samtaler og samarbejder med Indre Mission. Man er ved at finde sammen i forhold til udfordringerne, siger Hans Hauge.
Tidehverv var på universitetet en god måde at fortsætte det forhold, jeg altid havde haft til kirke og kristendom, bare på et andet intellektuelt niveau. Det passede på en eller anden måde bedre til studierne. Så kom hele studenteroprøret, som jeg også var tiltrukket af, indtil jeg opdagede, at alle disse marxister var som fortidens missionsfolk, der delte folk op i de frelste og de ikke-frelste, og det kunne jeg ikke holde ud. Der var mange missionsfolk, som gik over og blev studenteroprørere. Jeg kunne sagtens se, at det var ligesom at være missionsmand, bare uden Vorherre, siger Hans Hauge.
I dag nærer han stadig en taknemmelighed over det, som missionen gav ham tidligt i livet.
Jeg har stadig det gode præg fra Indre Mission, at jeg er glad for, at jeg tror. Jeg har beholdt min missionske barnetro, men nu bare på et reflekteret niveau. Det er stadig sådan i dag, at jeg tager det hele for givet. Det er ikke noget, jeg sætter spørgsmålstegn ved. Og så en taknemmelighed over, at jeg fik lov til at vokse op i det miljø. Troen har været en gave, som jeg har fået forærende, og som har gjort, at jeg ikke skulle tage stilling eller bruge tid på at finde ud af, hvad man skulle være her i livet. Det er noget, jeg aldrig har villet undvære, siger Hans Hauge.