Prøv avisen

Jeg har valgt at tro på Gud

Jeg er ikke gået efter det, der giver flest penge, fordi min grundholdning er, at man skal blive der, hvor man føler, man kan gøre den bedste indsats. Sådan siger professor Ditlev Tamm. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Professor i retshistorie Ditlev Tamm har valgt at tro, selvom hans videnskabelige jeg taler for det modsatte. Men troen giver ham livsglæde og ro

Hvordan vil du beskrive din tro?

Måske som en blanding af barnetro og et eksistentielt valg. Jeg har truffet et bevidst valg om at tro frem for ikke at tro. Jeg har selvfølgelig som videnskabsmand mine reservationer til indholdet af trosgrundlaget i forhold til en rationel verden. Men det har gjort mig til et mere fortrøstningsfuldt menneske at vælge troen. På den måde føler jeg nemlig, at jeg har fået en mere udholdelig tilværelse, end hvis jeg havde valgt det modsatte.

LÆS OGSÅ:
"Jeg indså, at troen kunne få en plads der, hvor tvivlen havde sæde"

Det er ikke en tryghed i den forstand, at jeg er sikker på, at der er en, der hjælper mig i konkrete situationer, men en forvisning om og dermed en fortrøstning at noget større har skabt mig.

Det betyder ikke, at jeg ikke har ansvar for min egen skabning, men overbevisningen om at have fået livet udefra gør, at jeg betragter livet som en gave. Hvor jeg ikke kan stille krav, men må tage det, som det kommer, og således finde en ro ved at sige til mig selv, at hvad der end sker, så er det altså sådan, det skulle være. Det er ikke fatalisme, men en placering af mig selv i en større sammenhæng. Ved netop at se sig selv som den lille brik i det store spil får man en distance til de store problemer, som gør, at jeg kan leve med fortrøstning.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Troen var der, men var ikke påtrængende. Tværtimod. Ingen af mine forældre var, hvad man vil kalde fromme. Jeg er døbt, og min far var i en periode medlem af et menighedsråd, men religionen fyldte ikke.

Jeg kom i andre hjem, hvor jeg kunne se, at kristendommen prægede familiens samvær på en helt anden måde. Hjemme hos os blev der ikke bedt bordbøn eller henvist til Gud eller religion som noget, der skulle sætte grænser eller bestemme, hvad man måtte, kunne eller ville. På den måde levede vi helt sekulært.

Vi gik i kirke næsten hver søndag, men mine forældre hørte til dem, der gik inden altergangen. Det var meget almindeligt tilbage i 1950erne, at man lyttede til den intellektuelle del og kommenterede prædikenen, men egentlig ikke følte sig tiltalt af nadveren. Og jeg tror, at det var meget karakteristisk for kristendommen i mit hjem. Der var en form intellektuel distancering, hvor vi ikke talte om, hvorvidt man var troende eller ikke troende. Man var det bare.

Hvad har udfordret din tro?

Den er konstant udfordret af virkeligheden af det, man kan se og høre, for hvor er Gud i givet fald henne i det?

Jeg er meget interesseret i teologi og har gået på flere forskellige teologiske kurser og overvejede, om jeg i sin tid skulle læse teologi. Så teologien som videnskab ligger mig meget nær og er en væsentlig del af min egen intellektuelle udrustning og min måde at se tilværelsen på.

Men de naturvidenskabelige spørgsmål og de almindelige geografiske og rumlige forestillinger er der hele tiden, og for ethvert begavet menneske må tvivlen jo stille sig op konstant. Men jeg er optaget af naturvidenskabsmænd, der mener, at verdens gåde ikke blot er afklaret med teorier som the big bang, men at der kan være mere.

Derfor er det et valg, hvor jeg siger, at det giver mening, selvom der er store dele af tilværelsesforklaringen, der er uforståelig. Det er den paulinske del af det at vi tror på absurditeten trods skandalen i det. På den måde står det som et meget stærkt og tiltalende valg, hvor jeg undlader at give Gud en egentlig skikkelse, men alligevel vælger at tro på, at jeg er blevet skabt af noget, der ligger udenfor, og som er større end mig selv.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Man kan sige, at troen kom til mig uden spørgsmål. Den var en del af min opdragelse, og så er den siden blevet intellektuelt formet af min kultur og min egen forståelse.

Som ung læste jeg meget Søren Kierkegaard, og han har spillet en betydningsfuld rolle. Det er det kompromisløse hos Kierkegaard, som jeg synes er meget interessant. Hvor troen ikke bare er en naturlig udvikling, men noget som kræver en personlig stillingtagen, hvor man siger, at det her vælger jeg at holde ved på trods af min øvrige viden og deraf fødte tvivl om, hvordan tingene forholder sig. Det er en grundlæggende tro på noget større, som gør det nemmere at have troen end ikke at have den. Andre vil givetvis have det omvendt, og på den måde har jeg nok været forskånet for en indre troskamp.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det er en intellektuel tilfredsstillelse og glæde at læse og forstå religion som en ikke-tilfældig drivkraft. Idéen om Gud som tilstedeværende. I en videnskabelig fremstilling af historiens gang kunne jeg ikke drømme om at tænke Gud ind som en bestemmende faktor, men når jeg læser og beskæftiger mig med historien, giver det et positivt forhold til åndelige bevægelsers betydning, som ville være anderledes, hvis jeg bare så på det som økonomi eller andre sociale forhold. For mig er tro at få en ekstra dimension forærende, og jeg går i kirke så mange søndage, jeg overhovedet kan og deltager også i altergangen.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er vanskeligt at svare på, for jeg har nok aldrig haft et decideret forbillede. Jeg har i det store og hele som vist de fleste måttet finde vejen og skabe min egen karriere selv.

Der har ikke været en bestemt professor på universitetet, som har været min mentor, eller en bestemt bog ud over Bibelen som har inspireret mig. Men et værk, jeg tager frem igen og igen, er Den guddommelige komedie af Dante, da den tilværelseskamp er noget, jeg kan relatere til.

Også Shakespeare har jeg holdt meget af at læse. Der befinder man sig i store universer, hvor der optræder mange forskellige måder at være på.

Jeg lægger vægt på at være mangfoldig, og det kommer vist også til udtryk i mine publikationer. Det har altid været vanskeligt for mig at koncentrere mig om ét spor, og jeg har altid haft svært ved at træffe valg, hvor jeg må vælge noget afgørende fra.

Det er nok udtryk for en stor appetit på at prøve så meget som muligt i den tid, jeg nu har fået. Så jeg kan ikke pege på et enkelt forbillede, men store dele af verdenslitteraturen og bibelskikkelserne er med til at danne det mangfoldige verdensbillede, som jeg lever i.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Da jeg overvejede, hvad jeg skulle studere, var der en ældre historiker, der sagde til mig: Hvis ikke du kan sige til dig selv, at du ikke kan gøre andet end at studere lige netop dette fag, så skal du lade være.

De ord har spillet en stor rolle i mit liv. Det fortæller mig, at man skal gå til livet med stor alvor, og at man skal prøve at gå helhjertet ind i sine valg. Det er ikke et stort åndeligt råd, og det er heller ikke altid lykkedes for mig, men det har betydet, at jeg blevet i den stilling, hvor jeg nu er. Jeg er ikke gået efter det, der giver flest penge, fordi min grundholdning er, at man skal blive der, hvor man føler, man kan gøre den bedste indsats.