Prøv avisen
Troens øjeblik

Jeg havde brug for at blive favnet – ikke fikset

Som voksen har Stina Vrang Elias fået et nyt syn på den kristne tro. – Foto: Niels Meilvang/Ritzau scanpix

Stina Vrang Elias er vokset op i et ateistisk hjem, hvor morfaderens opgør med Indre Mission farvede hele familiens syn på religion som noget dårligt. Men en nat vågnede direktøren for tænketanken DEA og kunne mærke, at hun havde brug for at tale med en præst

Det skete en nat for omkring to år siden. Jeg vågnede pludselig op og havde kun én tanke i hovedet: Jeg ville tale med en præst. Det var meget underligt, for jeg er ikke medlem af folkekirken og er vokset op på Møn i en totalt ateistisk familie, hvor religion blev opfattet som ”opium for folket”, og jeg er derfor hverken døbt eller konfirmeret. Min familie gik aldrig i kirke, og til jul sang vi stort set kun verdslige julesange som ”På loftet sidder nissen” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg ikke en eneste julesalme.

Den store afstand til alle former for tro skyldtes min morfar. Han var vokset op i en indremissionsk familie, og da han forlod sit barndomshjem, svor han, at han aldrig igen ville have noget med religion at gøre. Han forbandt det udelukkende med afsavn og forbud, og hans holdning havde stor magt i min familie. Ingen af hans børn blev døbt eller konfirmeret, og min mor og hendes søskende førte hans indstilling videre, så de fleste af mine kusiner og fætre blev heller ikke døbt. Derfor var jeg som barn aldrig med til en kirkelig handling. Jeg kan også huske, hvordan min mor brugte morfar som trumfkort, hvis jeg for eksempel plagede hende om at få lov til at komme med de andre børn på en kristen sommerlejr.

”Din morfar vil blive meget ked af det, hvis du tager med,” sagde hun.

Men da jeg selv fik børn, kunne jeg alligevel mærke, at det betød noget for mig at få dem døbt. Og for to år siden skulle mit ældste barn, min datter, så konfirmeres – og det kom til at fylde en del for mig.

På en måde var det jo en påmindelse om, at mit liv nu snart ville begynde at ændre sig. At mine børn, der i dag er 14 og 16 år, ikke bliver ved med at have det samme behov for deres mor, for at bo hjemme. Og den her livsovergang blev om ikke til en krise så dog til en udfordring for mig, som jeg blev ved med at kredse omkring. Da var det, jeg vågnede en nat og tænkte på, at jeg havde brug for at tale med en præst.

Som voksen er det gået mere og mere op for mig, at kristendommen rummer så uendeligt mange værdier, som ligger dybt i hele vores samfund, og et menneskesyn, der først og fremmest handler om kærlighed. Derfor var det heller ikke en psykolog, jeg havde brug for at tale med. For jeg ville ikke fikses. Det handlede ikke om, at jeg ønskede ”at få det bedre”. Jeg ønskede derimod at blive favnet. Præcis som den jeg er – med alle mine fejl og mangler.

Jeg fik nu aldrig taget den samtale med præsten. Men erkendelsen af, at det var en præst og ikke en psykolog, jeg havde lyst til at tale med, har gjort, at jeg siden er blevet mere åben og tydelig omkring, at kristendommen betyder noget for mig. At jeg i modsætning til min morfar oplever den kristne tro som fyldt med livsglæde og kærlighed. Og at jeg for eksempel også nyder at lytte til en god prædiken, som giver mulighed for fordybelse i en ellers forjaget og fortravlet verden, hvor mit arbejde fylder en temmelig stor del.

Jeg tror, at min bevægelse væk fra ateismen og hen imod kristendommen også hænger sammen med, at jeg som 19-årig mødte min far for første gang. Jeg er vokset op hos min mor og har aldrig kendt ham, men nu skete det så. Min far er jøde og bor i USA. I virkeligheden ligner jeg ham en del med mit krøllede hår og den store næse, og da jeg et år senere flyttede til USA, var der mange, der identificerede mig som jøde. Her blev det at være religiøs heller ikke anset som noget, man skulle distancere sig fra, som min morfar gjorde – nej, jeg fik nærmest fornemmelsen af, at det at være af jødisk afstamning gjorde mig til noget særligt. At det var en form for adelsmærke.

Siden har jeg også oplevet, at der var en jøde i Danmark, der kom hen til mig og sagde: ”Du skal vide, at ud over din egen familie, så har du også denne familie.” Det kan på den ene side måske lyde lidt omklamrende eller snærende, men det er jo på den anden side også meget omsorgsfuldt og favnende. Efter at have lært min far at kende har jeg taget hans efternavn Elias. Men jeg er ikke jøde, fordi det er min far, som er jøde, ikke min mor. Jeg er heller ikke opdraget jødisk. Jeg siger ikke, at kristendommen er bedre, men jeg er vokset op her i Danmark, der er bygget på kristne værdier. Og jeg har også giftet mig ind i en stor grundtvigiansk familie, hvor man både elsker hele højskoletanken og at synge julesalmer af hjertets lyst – så jeg oplever den kristne tro – forstået som løftet om kærlighed – som en ressource, der viser os, at vi ikke skal gøre os fortjent til at blive elsket. Det er vi altid allerede, ligesom vi også altid allerede er tilgivet. Troen på det giver mig en styrke og et sted at gå hen – også med min sårbarhed.

Jeg tænker meget over, om jeg ikke skulle melde mig ind i folkekirken nu. Og jeg ved ikke helt, hvad der holder mig tilbage.

Men måske hænger mit forbehold sammen med, at det vil være et markant brud med den måde, jeg er vokset op på – så det er nok bare det sidste skridt i forhold til at turde stå ved den, jeg er – og det vil sige: mindst lige så troende som andre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

For nylig deltog jeg i undervisningsministerens Sorømøde, og her holdt sognepræst Kathrine Lilleør et foredrag, som jeg siden har tænkt meget over. Hun sagde blandt andet, at vi skal huske, at kærligheden aldrig kan bevises. Det øjeblik, man forsøger at finde evidens for kærligheden, så forsvinder den. Vi bliver med andre ord nødt til at hvile i troen på kærligheden. Samtidig kan vi så heller ikke gøre krav på kærligheden fra andre, men må i stedet have fokus på, hvad vi hver især kan give af kærlighed. Både når det gælder fællesskabet med din partner, din familie og de mange andre relationer, man indgår i.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har været udfordret af en videnskabelig tilgang til verden, der har præget mig den største del af mit liv. Det gav mig en optik, hvor jeg så verden som opdelt i fastlagte kasser og som meget sort-hvid. Men jo længere man lever, jo mere opdager man, at verden er langt mere nuanceret, og at den ikke på den måde kan fastlægges og kategoriseres. Menneskelivet kan ikke reduceres eller sættes på en videnskabelig formel. Når det handler om det allervigtigste, kærligheden, er der heldigvis langt flere farver.