Prøv avisen

"Jeg indså, at troen kunne få en plads der, hvor tvivlen havde sæde"

Fagfilosof Jakob Birkler siger, at tvivlen er groet i ham gennem hans fag. – Foto: .

Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, har bevæget sig langt trosmæssigt siden barndommen i en præstegård. I dag er tro for ham et baggrunds-tæppe, udgangspunkt, grundlag og mest af alt en tillidsskabende relation

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er en tvivler, men jeg tror på meget. Tvivlen har groet i mig gennem mit fag og virke som filosof og forsker, så det ligger i min natur at tvivle på alt. Min tro derimod bygger på tillid, som er helt central for mig. På mange måder er livet jo absurd, for den eneste vej ud af livet er der, hvor der ingen udvej er. Her får troen en plads. Men der er flere med min profession som filosof, der fra et ateistisk synspunkt nærmest håner troen på en gud. Ganske ofte er kritikken skrigende banal med henvisning til en stærkt karikeret trospraksis. Denne kritik kan godt bekymre mig fra tid til anden. Som Villy Sørensen skrev engang: De farligste religioner er dem, hvor man tror, Gud ikke findes. For mig at se vil der altid være noget om ikke en gud så noget andet, der ophøjes. Gudsfornægtere vil ofte pege og sige se, der er jo ikke noget, ingen gud og ingen mening. Men de glemmer det forhold, at de netop står og peger. Det forhold, at gudsforholdet er tæt forbundet med den måde, vi som mennesker forholder os på.

LÆS OGSÅ: Gud er matematiker og Kristi fader

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opvokset i en præstegård. Min far, onkel og farfar var alle præster, men hvis jeg husker tilbage, var det ikke troen, men derimod teologien, der fyldte i mit barndomshjem. Min far prædikede fra prædikestolen hver søndag, men han prædikede aldrig for mig. Religion fyldte ikke særlig meget, og det er lidt paradoksalt, når jeg nu er opvokset i en præstegård. Troen var der snarere som et tavst grundlag. De store spørgsmål om tvivl, tro og viden fyldte og blev diskuteret i familien. Men jeg måtte finde min egen vej og valgte filosofien.

Hvad har udfordret din tro?

Det har hele mit fag og virke som filosof og forsker. Stort set alt, hvad jeg har arbejdet med, angår viden og ikke tro. Jeg har arbejdet en del med videnskabsteori. Jeg har skrevet 10 bøger, og den bog, der har været trykt i flest oplag, er netop en bog om videnskabsteori. Indholdet ligger et stykke fra troens mulighed. Gennem hele filosofihistorien og alt, hvad jeg har arbejdet med, døde Gud gang på gang på erkendelsens alter. Jeg blev hele tiden overbevist om umuligheden af Guds eksistens. Omdrejningspunktet var viden og kritisk stillingtagen. På et tidligt tidspunkt i mine studier var jeg i en fase, hvor jeg læste en stor del af Nietzsches forfatterskab. Han forbander kristendommen. Men jeg indså senere, at troen kunne få en plads der, hvor tvivlen havde sæde. Særligt mine studier af Kierkegaard og Dostojevskij var lidt af en øjenåbner. Herefter begyndte et stort engagement i arbejdet med de etiske spørgsmål. Det var afgørende for mig, at hvis jeg skulle beskæftige mig med etikken, skulle det ikke blot være et teoretisk studium. Jeg begyndte derfor at arbejde med de etiske spørgsmål blandt personale og patienter rundt i hele landet. Særligt ved livets begyndelse blandt fødende på fødegangen og ved livets afslutning blandt døende på hospice oplevede jeg, hvordan troen fik en plads.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har livet kort sagt. Jeg ved ikke, om der er en større mening, men det betyder ikke, at livet er meningsløst. Her tænker jeg ofte på et gammelt stoisk billede, som den græske filosof Chrysippos formulerede. Vi skal forestille os en grønthandler, der går fra marked til marked med sin kærre med frugt og grønt. Med sig har han en hund, der er bundet til vognen. Når grønthandleren går med kærren, må hunden nødvendigvis følge med. Hunden er således bestemt af omstændighederne, men den kan gøre én af to ting. Den kan enten lade sig slæbe efter vognen eller vælge sin skæbne og trofast løbe ved siden af. Som menneske står vi ofte med mange valg, der kan forme vores liv. Men samtidig er vi bundet af en lang række omstændigheder, som vi ikke kan sættes fri af. Her fortæller historien det opbyggelige bundet til at vælge livet på trods og leve med omstændighederne efter bedste evne.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg bruger ikke religiøse argumenter i mit arbejde. For mig er troen mere et baggrundstæppe, udgangspunkt, grundlag og mest af alt en tillidsskabende relation. I vores hjem går vi kun sjældent i kirke, og Bibelen ligger ikke på natbordet. Men vores børn er døbt, og jeg tror, at mange af Bibelens fortællinger alligevel ligger som en tavs, ubevidst reference, når vanskelige livssituationer skal håndteres.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det har været personer, jeg har mødt på min vej. Det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig at følges med døende på hospice, for hospice er ofte et meget livsbekræftende sted at befinde sig. Jeg har erfaret blandt patienter, hvordan livet leves på trods. Men i nogen grad lever vi alle sammen på trods og må kaste os ud i livet på trods. Det er det, jeg mener med, at den eneste udvej i livet netop er der, hvor der ingen udvej er. Der er også mange tænkere, der har inspireret mig. Blandt nogle af de største må nævnes Sokrates og Kierkegaard. De taler direkte til en, så der nærmest er tale om en dialog, hvilket gør teksterne meget nærværende. Kierkegaard er i en liga for sig, og han er en næsten uudtømmelig kilde til inspiration. For nylig blev jeg eksempelvis meget optaget af den lille tekst Ved en grav. Den læste jeg første gang, mens jeg var på hospice, og den var helt fantastisk, fordi den talte helt ind i nutiden om livet med døden. Jeg har ikke kun læst Kierkegaard i forbindelse med mit studie, for det meste af hans forfatterskab læste jeg, da jeg var færdig med studiet. Læsningen af ham har gjort, at jeg har været nødt til at forholde mig til mit liv på nye måder.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Gennem de erfaringer, jeg har fået i sundhedsvæsenet blandt læger, sygeplejersker og især jordemødre, står der én overskrift tilbage, og det er: Vi tilhører ikke os selv.