Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg er kristen, før jeg er noget som helst andet og på en meget personlig måde. Det at være kristen definerer mine følelser og mine tanker. Så nej, jeg stiller aldrig spørgsmålstegn ved, om jeg er kristen. Det er jeg bare. Jeg håber også, at andre ser mig som kristen først – og så alt andet som for eksempel studerende og kvinde bagefter. For det vigtigste for mig er troen, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg er meget aktiv i KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. For her mødes unge kristne af alle slags, som man kan dele både tro og trosliv med.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min mor kommer fra et kristent hjem. Min far kommer fra et hjem, hvor forældrene først blev kristne, da han var næsten voksen. Det har også påvirket mine forældre, således at der i vores hjem blev bedt bordbøn.
Vi gik også regelmæssigt i kirke, men vi talte ikke meget om tro, hvilket jeg fandt ud af, at jeg havde savnet, da jeg i 9. klasse og 10. klasse gik på den kristne efterskole Hedemølle ved Bjerringbro. For her kunne jeg stille alle mulige teologiske spørgsmål og få svar.
Ja, her fik min tro det sprog, som jeg havde savnet i mit barndomshjems mere rituelle trospraksis.
Hvad har udfordret din tro?
I dag er jeg måske også nostalgisk om min barndom, selvom jeg først lige er fyldt 18 år, for jeg har ikke mit barndomshjem mere. For ganske kort tid siden blev mine forældre skilt, og det har udover at være svært på det menneskelige område også påvirket min tro. Førhen var troen noget naturligt og ligetil, som vi gjorde sammen i kernefamilien, mine forældre, mine to søskende og jeg.
Men nu, hvor jeg bor alene sammen med min far, er det pludselig blevet mit eget projekt. Det ville det selvfølgelig været blevet alligevel på et tidspunkt, men overgangen skulle helst have været lidt mere glidende. Nu er jeg kastet ud i det helt alene, også fordi min far ikke længere kan se sig selv i kristendommen. Det kan jeg godt, selvom jeg på den ene side kan ængstes for, hvordan jeg skal bevare den tro, som jeg på anden side ikke kan forestille mig hverken mig selv eller livet uden.
Men også mine ikke-troende kammerater på gymnasiet kan udfordre min tro, både fordi de er så søde og næstekærlige – nogle gange mere end mig, selvom de ikke tror på Gud – og fordi jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med den tanke, som jeg har om, at de jo ikke kommer i himlen, fordi de ikke tror på Gud. Det syntes jeg er så forfærdeligt. For hvorfor skal de ikke have den mulighed, bare fordi de er født ind i en ikke-kristen familie, mens jeg har muligheden, fordi jeg er? Det er et sandt troens clash for mig, som jeg arbejder meget med i øjeblikket.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Tiden på Hedemølle Efterskole har gjort meget, og selvom vi elever i dag er spredt for alle vinde, har vi stadig et fællesskab, både i troen og digitalt. Men nogen af os mødes også indimellem i den fysiske verden. Det er også godt bare at have bevidstheden om, at der findes mennesker, der tror ligesom jeg, og som kæmper, ligesom jeg gør det. Jeg kan huske, at det var mærkeligt at møde dem dengang for over tre år siden, men jeg fik også en stor respekt for både dem og lærerne. For det er sejt at turde stille sig frem og være anderledes, og det er man ofte i en sekulær verden, når man åbent erklærer sig som kristen. Det oplever jeg også på gymnasiet, hvor mødet med mine ikke-troende venner sjovt nok også former min tro og gør den mere egnet til at leve i dette sekulære samfund, end den var førhen. Jeg drikker for eksempel ikke alkohol. Men det gør mange af mine venner – og det er helt fint. Jeg kan endda sagtens hente øl til dem, men jeg skal bare ikke selv have noget. De på deres side kan så også grinende spørge, om ikke vi skal spille øl-spil – og så hælder de sodavand op til mig i fuld respekt og rummelighed. Det er meget dejligt.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg kan som sagt ikke forestille mig et liv uden tro og uden den Gud, som altid har det med at gribe ind. Jeg havde for eksempel engang meget travlt med at skulle nå alting og havde således planlagt min vej i livet. Men så i 9, klasse blev jeg på efterskolen ramt af en bold i hovedet til volley, og fik så voldsom en hjernerystelse, at jeg måtte hjem og ligge i to måneder. Der lærte jeg noget om langsomhed og om, at alting har sin tid. Så i stedet for at suse videre på gymnasiet, tog jeg 10. klasse med, og nu går jeg så i 2. g. på Aarhus Katedralskole på musisk linje og har lært at få mig selv med – på alle måder. Indimellem er der også noget, som jeg skal af med, som da mine forældre blev skilt, så der var meget at skrive om, da Aarhus Domkirke udskrev en konkurrence om at skrive den bedste reformationssalme.
Vi havde i forvejen på skolen haft et salmeværksted med en salmedigter, som ikke var troende. Det synes jeg er meget mærkeligt. For hvordan kan man sidde og skrive noget, som man ikke selv tror på? Det giver ikke mening, tænkte jeg og skrev som troende to salmer. Den ene vandt og blev uropført på reformationsdagen, og skal synges igen her nytårsaften, ligesom Aarhus Domkirke også vil sende den ind som bidrag næste gang, salmebogen kan revideres. Den anden salme fik en tredjeplads, så hvem ved? Måske kommer jeg til at skrive flere salmer.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er Esper Thidemann, som indtil for nylig var præst i Christianskirken i Aarhus. Her kommer jeg stadig, og der er en stor og aktiv menighed. De var også ham, der konfirmerende mig, og som har betydet meget for min trosudvikling i det hele taget. Han kunne tale om kristendommen uden at pakke noget ind, og samtidig havde han meget på hjerte og var så omsorgsfuld over for menigheden. Det var alt sammen også noget, som både var tiltalende og til at forholde sig til for en ung folkeskoleelev, som jeg var dengang.
Jeg kan så stadig godt lide mennesker, som er åbne om deres tro, og tør stille sig frem og fortælle om den. Selv vil jeg også gerne arbejde med formidling, dog nok ikke som teolog. For dels interesserer jeg mig vældig meget for litteraturhistorie og især Shakespeare – og dels så er jeg ikke sikker på, om jeg er tilhænger eller modstander af kvindelige præster. Det er noget af det, som jeg er ved at finde ud af.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er enkelt, ja banalt, men ikke desto mindre sandt, og det lyder: Overgiv dig til Jesus. I 9. klasse var jeg på en kristen lejr, hvor vi læste og talte om breve sendt fra andre kristne, der var anonyme. Så jeg ved kun, at det er en Rikke, som i sit brev ikke havde skrevet hverken et spørgsmål eller en lang beretning, men kun dette: Overgiv dig til Jesus. Det var lige, hvad jeg havde brug for at høre på det tidspunkt, hvor jeg som alle andre teenagere var i tvivl om, hvorvidt jeg var god nok, hvem jeg var og den slags. Men det passer også til alle andre tider og aldre – og både i medgang og i modgang.