Det giver et sæt i mange af de tilstedeværende i Holmens Kirke, da musikken lyder for første gang. Flere vender blikket mod det store monstrum af et orgel over kirkens indgang og forsøger at få øje på trompetisten, der gemmer sig bag pulpituret over dem.
Så bevæger gæsternes øjne sig langsomt ned mod indgangen til kirken, hvor Nadezhda Alexandrovna kommer ind i en lang, hvid og skinnende kjole.
Sammen med sin stolte far bevæger hun sig op ad kirkegulvet forbi familie og venner – samt et par udenlandske gråhårede kvinder i blå og lilla fleece, der har invitereret sig selv til globryllup.
Oppe foran den store og detaljerede egetræsaltertavle venter Thomas Pultz med slips om halsen, en blomst i brystlommen og armene samlet foran sig. De kysser hurtigt, da hun når frem, og sætter sig så i de røde velourpolstrede stole foran alteret.
Nadezhda og Thomas har længe vidst, at de ville vies i Holmens Kirke, og datoen blev booket for et år siden. Egentlig havde de også overvejet en russisk kirke, da Nadezhdas familie er derfra. Men det blev for kompliceret, og selvom parret egentlig bor i et andet sogn, var kirken ved Slotsholmen i København et godt valg. For brylluppet skulle være i en kirke og gerne en stor, flot og gammel en, som Nadezhda siger.
Provst Ejgil Bank Olesen taler til parret om velsignelse, temperament og om at kramme hinanden. Ord er ikke altid nok til at vise sin kærlighed, siger han.
”Der skal også kys, blomster og små gaver til. Kun fantasien sætter grænser, Thomas,” siger han, og der grines.
Så udveksles der ringe og kys, og sammen går parret med store smil mod udgangen. Folk rejser sig og klapper, hvilket er unormalt i dansk kontekst, men ikke i russisk. Ejgil Bank Olesen klapper med, og under den lille applaus forsvinder parret ud i lyset efterfulgt af familie og venner.
Ejgil Bank Olesen vender sig og går ind ad døren til højre for alteret. Han knapper pibekraven op og byder indenfor på et lidt rodet kontor. Bordet flyder med håndskrevne noter og bøger, og på et fad står der vand og småkager. Så kan man få sig lidt sukker oven på anstrengelserne, siger provsten og samler en tøjbøjle op fra gulvet.
”Det er sjovt. Selvom jeg har haft vielser i over 30 år, bliver jeg stadig spændt og kan mærke adrenalinen, inden det går løs. Jeg er nok ikke det nemmeste menneske på det tidspunkt, for jeg tager det hele på mig. For mange er det sidste gang, de gifter sig. Det er en engangsforestilling, og derfor skal den sidde lige i skabet,” siger han, mens han får kjolen af og smøger skjorteærmerne op.
Nadezhda og Thomas’ valg af kirke er langtfra unormalt. Faktisk er den korsformede Holmens Kirke fra 1600-tallet den mest brugte bryllupskirke i landet med 53 vielser og velsignelser sidste år og i gennemsnit 58,5 bryllupper de seneste tre år. Denne lørdag skulle Ejgil Bank Olesen selv have stået for tre vielser, men en blev udskudt, så nu har han pause til klokken 15.
I alle de 31 år, han har været i sognet, har Holmens Kirke været en populær bryl-lupskirke. Han husker, hvordan der tidligere kunne være over 100 bryllupper om året, og hvordan han kunne have syv vielser på én dag.
”Når man starter klokken 11 og har sin sidste vielse klokken 17, så er man altså også færdig bagefter. Man når et punkt, hvor ordene fra vielsesritualet om ’at bære omsorg for hinanden’ og ’tilgive hinanden’ slet ikke er til at holde ud. Så går man hjem og skælder ud på konen og siger, at nu kan det også være nok,” siger han og griner højt.
Så voldsomt er det dog ikke længere. Vielsestallet er faldet mærkbart efter den økonomiske krise, hvilket kan undre Ejgil Bank Olesen, for en vielse koster ingenting. I Holmens Kirke må man dog betale, hvis man vil have mere, end hvad kirken kan tilbyde. Det vil sige mere end en præst, kirketjener, kordegn, organist og fem korister.
Selvom der er langt til de tidligere 100 vielser, har kirken stadig travlt, siger Ejgil Bank Olesen. I højsæsonen, som typisk ligger før og efter sommerferieugerne, kan der være seks bryllupper på en lørdag. Det forløber fint, men kræver også, at man holder vielsernes varighed nede på en time. Ellers kan kirken ikke imødekomme behovet, siger provsten og tilføjer, at der på travle bryllupsdage er mulighed for vagtskifte.
At kirken er en oplagt bryllupskirke, skyldes ifølge ham blandt andet udseendet.
”Den har en lang flot gang, og selvom den er stor, skal der ikke mange mennesker til, før man føler, den er fyldt. Det er også både et højtideligt og muntert rum med de fede englebørn i stolerækkerne og morsomme udskæringer. Rummet indbyder til højtidelighed, men også til smil, og selvom træet er mørkt, er det et lyst og venligt rum. Og så er der beliggenheden midt i København tæt ved vandet.”
Dengang Holmens Kirke havde en fysisk kirkebog, fandt Ejgil Bank Olesen det hyggeligt at bladre den igennem og mindes par, han havde viet. Han kan stadig blive rørt under vielser og blev det også lige før, siger han. For han har viet Thomas’ forældre og døbt Thomas.
Thomas’ far var i søværnet og dermed automatisk tilknyttet Holmens Kirke, som er søfolkenes og forsvarets kirke. Det var det, der gav Thomas ret til at blive viet i kirken, selvom hverken han eller Nadezhda er fra sognet. Der skal en tilknytning til, ellers skal kirken give særligt lov, forklarer provsten.
”Alle kan ikke vies her. Men der kommer mennesker uden tilknytning til kirken, og jeg kan næsten ikke få over mit hjerte at sige nej til par, der vil giftes her. Mange i København ser Holmens Kirke som deres kirke, og det synes jeg de skal have lov til. Dørtærsklen er ret lav ved monumentale kirker, og hvis det åbner for et kirke- og gudstjenesteliv, er det jo fint. Men jeg vil ikke have, at Holmens Kirke bliver en kulisse, hvor parrene kommer med egen præst og egen musik og bare gerne vil have kirken som ramme.”
Der må også sættes grænser for præsternes skyld. Hver vielse kræver nemlig forberedelsessamtaler og tid til at skrive taler.
”Man kan ikke fyre samme dåsetale af hver gang. For så bliver man en maskine, og det dur jo ikke. De to mennesker, der skal giftes, er – ligesom alle andre – helt særlige mennesker, og det må man leve sig lidt ind i.”
Til spørgsmålet om, hvad kirker skal gøre for at blive populære bryllupskirker, tænker Ejgil Bank Olesen lidt. ”Ingenting,” svarer han så.
”Brylluppet er jo en fin og god handling, men det er også lidt et event. Jeg vil hellere bruge kræfterne på at få folk i kirke om søndagen.”
Og så skal han snart til det igen. Han vil gerne gennemgå sin tale inden næste vielse og giver derfor hånd til farvel. I kirkerummet pusles der med at sikre, at alt ser godt ud, og udenfor står de nye gæster klar til næste bryllup. Om 35 minutter starter endnu en engangsforestilling i Holmens Kirke.