For 10 år siden blev vores søn født med en alvorlig hjertefejl. Men det vidste vi ikke, og de undersøgelser, som nyfødte får, viste heller ikke noget. Så mine bekymrede bemærkninger til jordemødrene, sygeplejerskerne og de andre på fødeafdelingen om hans kolde hænder og hans megen søvn blev fejet bort med bemærkninger om, at kredsløbet bare skulle ordentligt i gang, og at jeg skulle tage det roligt og ikke være en overpylret mor.
Men jeg kunne jo mærke, at det ikke var i orden. Ja, allerede som gravid havde jeg en uforklarlig følelse af, at noget var galt.
Vi tog hjem, og da vores søn var fem dage gammel, ventede vi besøg fra et vennepar. De havde besøgt os før, så de kendte vejen herud, men alligevel drejede de forkert og kom for sent. Planen havde ellers været, at vi alle sammen skulle ud og gå den første tur med barnevognen, når de ankom. Men nu blev det for sent.
Samtidig fik vores søn også noget i øjet, som vi ikke kunne få ud. Så vi tog til lægevagten, hvor han pludselig kollapsede. Vi fik senere at vide, at var vi kommet 10 minutter senere, havde det været for sent. Men nu reddede vores søn livet, selvom han skulle igennem en stor operation på Rigshospitalet, hvor alle de ansatte med enestående omsorg var som engle over for både ham og os.
I dag er han en rask og sund dreng, men det var altså kun, fordi vi ikke kom af sted med barnevognen. For i så fald var vi gået en lang tur i den skønne natur herude, og så var han blevet trillet og lullet lige ind i døden. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at det guddommelige greb ind den dag for 10 år siden.
Da vi var blevet installeret på Rigshospitalet, gik jeg også ned i kirken og bad en bøn. Jeg sagde tak for de tegn, der var blevet sendt til os. For vi får hele tiden tegn fra Gud, som vi skal lære at se, afkode og stole på.
Siden har jeg fået tegn mange gange, dog aldrig så dramatisk som den vinterdag, hvor vores søns liv stod på spil. Det fik stor trosmæssig betydning for mig, selvom jeg ikke tænkte over det på dén måde, mens det skete. For dér drejede alt sig om vores søn.
Senere nede i Rigshospitalets Kirke kom refleksionen over mig, og jeg forstod, at vi mennesker ikke kan kontrollere det, som virkelig betyder noget. For vi kan ikke andet end at bede om hjælp og læne os op ad det, der er større end os. Og når vi gør det, så får vi flere farver på paletten og flere toner på skalaen og kan lettere nå hinanden som mennesker.
Det er også en erkendelse, som jeg har arbejdet med i mine projekter, der bliver til i krydsfeltet mellem kunst og videnskab. For livet åbenbarer sig i de små sanselige ting, og hvad der sker i mikrokosmos, afspejler sig i makrokosmos – og omvendt.
Jeg lavede for eksempel et projekt sammen med Louis Pasteur-instituttet i Paris, hvor jeg så på celler, både de raske celler, der hele tiden kommunikerer med hinanden om det fælles bedste, og kræftcellerne, der ikke snakker med nogen, men bare snylter og egoistisk prøver at blive så mange som muligt, mens de vokser i klump. Det er værd at tænke over i en verden, hvor vi er forpligtede på hinanden.