Prøv avisen
Tro&tvivl

"Jeg kunne ikke melde mig ind i folkekirken, selvom jeg var kristen"

Rasmus Nordqvist er Alternativets ordfører for iværksætteri og handel, kunst og kultur. Her ses han under en valgdebat på uddannelsesinstitutionen Copenhagen Business School, CBS, i København. Foto: Scanpix

Folketingsmedlem for Alternativet Rasmus Nordqvist følte, at han måtte vente på, at folkekirken ville vie homoseksuelle, før han kunne blive døbt

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er noget stærkt personligt, som jeg ikke nødvendigvis føler behov for at dele. Derfor er det også paradoksalt, at jeg deltager i dette interview. Men omvendt er troen noget, som jeg dyrker i det fælles kirkerum, og derfor giver det alligevel mening.

Det er udelukkende min egen private tro, jeg taler om - en kristentro baseret på trosbekendelsen, men uden dogmatik og med åbenhed over for andre religioner. Det er vigtigt for mig at sige, at Alternativet endnu ikke har en politik på kirke- og tro-området.

Trosmæssigt er vi også fra forskellige trosretninger, er ikke-troende eller er spirituelle, så der er plads til det hele. Vi er heller ikke afklarede omkring, hvorvidt vi ønsker, at stat og kirke skal adskilles eller forblive sammen.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i en regnbuefamilie med en heteroseksuel mor, en homoseksuel far og et stort fokus på kærlighed og ansvarlighed, men ikke på religion.

Hvad har udfordret din tro?

Det har folkekirken. Den gør det mindre i dag end tidligere, hvor kirken ikke viede homoseksuelle som mig. I mange år følte jeg derfor ikke, at jeg kunne melde mig ind, selvom jeg var kristen i tanke og tro. For jeg kunne ikke være en del af noget, der tog afstand fra mig og ikke anerkendte mig, som jeg var.

Men så i 2013, da jeg skulle giftes med min mand og døbes, foreslog min gode ven sognepræst Viggo Julsgaard, at det skulle ske på samme dag - en helt almindelig søndag i november, hvor jeg blev døbt i forbindelse med højmessen.

Bagefter var der vielse og reception, både for vores venner og for alle andre, der var i Stefanskirken på Nørrebro den dag.

Kirken var proppet med både venner og fremmede, som det gav god mening at mixe. For vi er jo i forvejen i samme båd og deler de samme ressourcer, både i kirken, i samfundet og på kloden.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

En helt konkret ting var en katolsk messe i Madeleine-kirken i Paris, hvor jeg sad mellem lutter fremmede, men så kom vi til fredshilsenen og gav hinanden hånden, og så var vi ikke fremmede mere. Det skal vi gøre mere i samfundet - og i det politiske liv.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Den har fået mig til at gå ind i politik, hvor jeg vil bidrage til, at vores samfund fremover fokuserer mere på fællesskabet. Et ansvar, som folkekirken også står for, men ikke lever op til med en dogmatisk tilgang til tro og mennesker.

Man skal sige, mene og gøre tingene på en bestemt måde, for at det er rigtigt. Men det hænger ikke sammen med nutiden og vor tids mennesker. Der er mange veje op ad bjerget.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Alle, der sætter fokus på fællesskab og frihed. Fra store globale personligheder til private venner. Jeg vil derfor ikke sætte navn på efter devisen: ”Ingen nævnt og ingen glemt”.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Træk vejret. Det betyder, at man hver eneste dag skal have et tidspunkt i ro til fordybelse. Det er et godt råd, som jeg regner med at få endnu mere gavn af i Folketinget.