Journalist: Jeg kunne mærke Gud til skolens morgensamlinger

Da journalist Lotte Thor Høgsberg i barndommen kæmpede sig igennem forældrenes skilsmisse, fandt hun styrke under bøn og salmesang ved dagens begyndelse i skolen

Journalist Lotte Thor Høgsberg ville først have børn, når hun var helt sikker på, at hun og faderen ville blive sammen, fordi hun selv led under forældrenes skilsmisse. –
Journalist Lotte Thor Høgsberg ville først have børn, når hun var helt sikker på, at hun og faderen ville blive sammen, fordi hun selv led under forældrenes skilsmisse. – . Foto: Anne Trap-Lind.

Jeg er vokset op i et kulturkristent hjem, hvor man blev døbt og konfirmeret. Der var også altid en præst med ved afskeden med livet, hvad enten den foregik i en kirke eller et kapel. Så det lå ikke lige til højrebenet, at jeg skulle gå i den katolske Rygaards International School i Hellerup ved København. Men dels boede jeg lige ved siden af, og dels kunne min mor godt lide, at der var skoleuniform, og at man lærte fransk fra 1. klasse.

Da jeg begyndte, droppede man så både skoleuniformen og den tidlige franskundervisning, men jeg blev på skolen. Den havde også et godt ry, og det religiøse fyldte som sagt ikke hos mine forældre. Ja, jeg tror ikke, at de havde overvejet, at jeg skulle ende med at blive troende af at gå på skolen.

Jeg var heller ikke den eneste protestantiske elev. Tværtimod var cirka halvdelen af min klasse protestanter, men alle blev vi undervist af nonnerne, undtagen når vi havde religion, for så var det katolikkerne for sig og protestanterne for sig.

Endelig var der morgensamlingen, hvor alle elever og lærere samledes i den katolske kirke ved siden af skolen, og hvor rektor hver dag ud over praktiske oplysninger holdt en lille prædiken for os, inden vi bad Fadervor og sang et par salmer.

Jeg holdt af de morgensamlinger fra første dag, men da jeg blev omkring 9-10 år, fik de en større betydning og gjorde, at jeg fandt min tro. Jeg havde længe haft en følelse af, at der fandtes noget større, men nu blev den diffuse fornemmelse til noget konkret, der støttede og holdt mig oppe i en svær periode, hvor jeg var ked af det og ofte havde ondt i maven, fordi mine forældre skændtes meget.

Det stod på gennem flere måneder, og det endte også med, at de blev skilt. Men i den periode var hver morgen en stund, hvor jeg oplevede at få ro og blive stille indeni, når jeg sad til morgensamling i kirkerummet, for dér kunne jeg mærke Gud, føle, at han var med mig og bar mig gennem de mørke dage.

Det var skelsættende, og jeg har lige siden altid søgt tilbage til kirkerummet, salmerne og bønnen, hvis noget er svært, for så finder jeg Gud og roen, og så kan jeg reflektere og få styrken til at klare, hvad der end tynger og bekymrer mig.

Jeg husker fra dengang, da mine forældre blev skilt, hvordan jeg hver morgen sad og så op på korset, hvor Jesus hænger og lider. Men rundt om ham var der et stort og smukt lys i mange farver, og det var, som om Jesus sagde til mig: Jeg er her for dig.

Det kunne jeg godt lide, selvom det mere var mine katolske kammerater, som gik til Jesus og Jomfru Maria. Jeg var protestant og gik direkte til Gud, hvad jeg stadig gør, men alligevel kunne jeg godt lide at se op på Jesus – og jeg følte mig også set af både ham og Gud.

Jeg blev troende i den periode, og kristendommen har siden betydet meget for mig. Da jeg skulle konfirmeres, var det for eksempel vigtigt for mig, hvilket bibelvers jeg fik, og hvilke tekststykker der blev læst. På det tidspunkt gik jeg stadig på skolen, for nok var mine forældre blevet skilt, og jeg var flyttet med min mor, men kun så langt væk, at det nu tog 10 minutter i stedet for 2 at gå i skole.

Ikke at jeg gik så meget om morgenen, for min far kom og hentede mig i bil hver dag inden skolestart, og så havde vi et øjeblik med nærvær kun os to. Det satte jeg stor pris på, for min far blev hurtigt gift igen, og det var svært for mig at få en stedmor og nye søskende.

Ja, jeg opfattede det som så grænseoverskridende at skulle omstille mig til at få nye mennesker helt ind i mit liv, at jeg har døjet med det, også som voksen, og tit brugt min tro til at give mig styrke til at bære det.

Jeg har derfor også selv været meget forsigtig og ville for eksempel først have børn, når jeg var sikker på, at faderen og jeg ville blive sammen. Det er jeg heldigvis med min mand, og vi blev også gift i kirken, og vores børn er døbt, for jeg kan ikke forestille mig et liv uden at være i nær kontakt med Gud.

Hvad udfordrer din tro?

Jeg har aldrig troet på, at Gud kommer som en frelser, der strør lykkepulver over os alle sammen og fjerner al ondskab i verden. Men alligevel rammes jeg af spørgsmål, når man hører om endnu en sag med misbrug af børn. For hvad er det, der sker – og hvor er Gud henne? Skulle Gud ikke være lige dér? Men jeg ved jo godt, at Gud er der, og jeg håber sådan, at de børn, som er blevet mishandlet, en dag kan gå ind i en kirke og finde ro og nærvær med Gud.

For jeg tvivler ikke på Guds eksistens. Jeg er derimod enig med Margrete Auken, som i bogen ”Dig, mig og Gud”, som jeg skrev for 10 år siden, sagde: ”Når nogle spørger, hvordan jeg kan tro på Guds eksistens, så svarer jeg altid: Er det nogensinde bevist, at han ikke findes?”.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har altid været meget glad for Karen Blixen, også da jeg læste dansk og litteraturvidenskab på universitet. Mit livs bedste råd er også det, hun fik med hjem i den æske, hendes tjener gav hende, da hun forlod Afrika. Han sagde: ”Du må kun åbne den og læse, hvad der står i konvolutten, som er indeni, når du er allermest lykkelig eller ulykkelig.” Det gjorde hun så, da hun i USA endelig fik al den anerkendelse og ros, som hun havde manglet. Karen Blixen havde vist regnet med, at nu ville livets mening åbenbare sig for hende, men på sedlen stod der blot: ”Also this will pass, my friend.” (Også dette vil snart være fortid, min ven, red.).

Og det er rigtigt. Vi kan ikke holde fast i det gode, men må værdsætte nuet og nyde det, men vi skal også vide, at det onde med tiden vil forsvinde, og at smerten en dag hører op.8