Da Asnakech Tadesses ældste søn var fem år, blev han døbt i en kirke i udkanten af Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, som er indviet til Johannes Døberen. Ved kirken springer en kilde, hvis vand anses for at have helbredende virkning. Asnakech Tadesses søn var født multihandicappet og led af en række sygdomme, men efter at han blev badet med det hellige vand, forsvandt flere af hans sygdomme.
”Han holdt op med at kaste blod op. Jeg er sikker på, at det var Johannes Døberens forbøn for ham, der hjalp,” siger Asnakech Tadesse.
Den 45-årige kvinde er vokset op i det sydlige Etiopien som medlem af den etiopisk-ortodokse kirke, og traditionerne i kirken fyldte meget i hendes barndom. Hun fortæller, at der mindst månedligt var fest- og mindedag for Johannes Døberen.
”For mig er Johannes Døberen en meget hellig mand, som jeg respekterer vældig meget. Han er et eksempel til efterfølgelse, fordi han vidner om Jesu komme. Når man læser hele kapitlet i sin sammenhæng, bliver det ekstra tydeligt, at det, Johannes taler om, er Ordet, som var hos Gud, og som var der før Johannes, men samtidig skal komme efter ham. Han peger på Jesus og understreger, at han ikke selv er noget, kun i kraft af sin rolle i forhold til Jesus har han betydning,” siger Asnakech Tadesse.
Hun sidder i et mødelokale i Helligåndskirken i det vestlige Aarhus. På bordet står en juledekoration med et tændt lys, og på væggen hænger en farvestrålende mosaik med bibelske motiver. I selve kirkerummet er der en stor keramisk alterudsmykning formet som livets træ, og i en vindueskarm står en julekrybbe. Men ellers er kirkerummet enkelt med hvide vægge.
”Jeg kan godt lide kirken og dens enkelhed, men indimellem savner jeg min barndoms kirker, hvor der var mere udsmykning og mange ikoner,” siger hun og tilføjer, at når den etiopiske menighed, som hun er en del af, holder gudstjeneste her, stiller de en række ikoner op.
Den etiopiske menighed blev etableret i 1997 af Asnakech Tadesses nu afdøde mand, efter at han, hun og deres søn kom til Danmark som FN-kvoteflygtninge. Inden havde de opholdt sig fire år i en flygtningelejr i Sudan. I dag er hun laborant i Danmark. Hendes mand uddannede sig til elektronikingeniør, men brugte også meget tid på bibelstudier, og i en årrække stod han for undervisning af børn i den etiopisk-ortodokse menighed.
”I de første mange år havde vi ikke nogen præst. Men efter nogle år fik vi en præst hertil, som kunne fejre gudstjenesten hver lørdag. Nu bor han i København og kommer kun til Aarhus en gang om måneden. Til gengæld er der kommet flere præster fra Eritrea hertil, så vi mangler ikke længere præster,” siger Asnakech Tadesse.
Nogle år efter hende og hendes mands ankomst til Danmark blev det muligt for dem at rejse tilbage til Etiopien på et kort besøg, og i den forbindelse blev deres to sønner døbt og velsignet med vand fra Johannes Døberens kirke. En del år senere rejste de igen til Etiopien og fik deres datter døbt.
”Vores børn er kommet meget i Helligåndskirken, og jeg læser i Bibelen hver aften på amharisk og beder sammen med dem. De to yngste børn har gået på katolske skole og kan også Fadervor på dansk, men det betyder meget for mig at bede på amharisk. Især min datter forstår stort set alt på amharisk og kan følge med i, hvad der foregår ved gudstjenesterne,” siger Asnakech Tadesse og tilføjer, at hun har forsøgt at opdrage sine børn til ydmyghed.
”Johannes Døberen var udvalgt af Gud, men satte ikke sig selv på en piedestal. Det skal vi lære af. Men det er svært i denne verden. Vi mennesker har tendens til at pege på os selv hele tiden. Jeg prøver at lære mine børn ydmyghed og samtidig stolthed over at være kristne. Min datter vil gerne tale med sine venner om Jesus, men nogle gange er det svært for hende, for hendes venner kommer ikke fra familier, hvor troen fylder lige så meget,” siger Asnakech Tadesse.
Hendes egen tro blev for alvor sat på prøve, da hendes mand blev syg af knoglemarvskræft og i 2009 døde af sygdommen.
”Da min mand blev syg, var vi helt knuste. Jeg stillede mange spørgsmål og fik ingen svar. Men svaret kom alligevel, fordi jeg oplevede, at min tro blev styrket. Efter min mands død var jeg meget bekymret for, hvordan det skulle gå mine børn, men det gik godt. Sorgen er noget, vi har lært at leve med – med Guds hjælp. Når jeg er bekymret for min ældste søn på grund af hans handicap, får jeg samme svar. Gud giver mig styrke til at klare det, jeg ikke tror, at jeg kan klare.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Det er jo snart jul, så jeg ville prædike om julen og Jesus, der ligesom Johannes Døberen lærer os om ydmyghed ved at komme til verden som et fattigt barn. Men uanset hvornår jeg skulle prædike om denne tekst, ville jeg sige, at når vi hører om Johannes Døberen, hører vi om Jesus, for han peger på Jesus med alt, hvad han gør og siger, med hele sit væsen.
Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?
Det første: Du må ikke have andre guder end mig. For tror man på Gud og gør ham til centrum i sit liv, overholder man som konsekvens også de andre bud – eller forsøger at gøre det. Det afgørende er troen på Gud. Har man den tro, kan man ikke stjæle, lyve eller slå ihjel.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Jeg kan godt lide at komme i folkekirken. Det er korte gudstjenester, hvor man sidder meget ned, så det er behageligt og let i forhold til gudstjenesterne i den etiopisk-ortodokse kirke, der kan vare 2-3 timer, og hvor man står op. Min ønske-gudstjeneste er min barndoms gudstjenester, som de var i Etiopien, med salmesang og røgelse og tekster, der blev læst op på det gamle kirkesprog, amharisk. Og hvor jeg selv synger med i koret, mens der bliver spillet på tromme til.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud er min far og min Herre - mit alting. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Ham. At være døbt og være kristen betyder for mig, at jeg er en del af Guds familie, at jeg er Guds barn. Og det betyder, at jeg har del i den sande glæde. Uanset hvad der sker her i livet, er Gud min kilde til sand glæde, og jeg håber, at jeg kan få evigt liv i Paradis sammen med ham.