Jeg lærte af Grundtvig, at jeg ikke selv behøver at forstå, hvad jeg skriver

Da lektor Sune Auken valgte Grundtvig som forskningsemne, havde han ingen anelse om, at det ville åbne både videnskabens og troens felt for ham på en helt ny måde

Jeg prøver at minde mig selv om, at hvis jeg kunne forstå det, jeg forsøger at formulere, ville jeg ikke blive klogere. Det siger Sune Auken, der er inspireret af Grundtvig, som forstod sig selv som Helligåndens fjer. – Foto: Leif Tuxen.
Jeg prøver at minde mig selv om, at hvis jeg kunne forstå det, jeg forsøger at formulere, ville jeg ikke blive klogere. Det siger Sune Auken, der er inspireret af Grundtvig, som forstod sig selv som Helligåndens fjer. – Foto: Leif Tuxen.

At jeg valgte Grundtvig som emne for min forskning og min doktorafhandling, viste sig at få større betydning for min tro, end jeg kunne ane. Jeg er vokset op som præstesøn og har nærmest indåndet kristendom og kirkeliv, fra jeg var lille. Jeg har aldrig haft noget forældreoprør, der har haft med det religiøse at gøre. Så jeg har ikke vendt kirken og kristendommen ryggen på noget tidspunkt. Men så skete der alligevel noget andet.

Min relation til Grundtvig i faglig sammenhæng begyndte så småt i sidste år af mit kandidatstudie på danskfaget. Undervejs i studiet havde jeg bevæget mig frit og bredt i det litterære stof. Men det var karakteristisk, at jeg søgte eller opdagede teologiske problemstillinger i værkerne – mine øjne fandt af sig selv det kristne i teksten – uden at det betød, at jeg behandlede de teologiske temaer på en konfessionel måde. Og jeg havde bestemt ikke tænkt mig, at jeg skulle være Grundtvig-forsker.

Men da jeg skrev kandidatspeciale om danske dødedigte, altså digte, der er skrevet i anledning af en persons død, kom Grundtvig for alvor ind i billedet. Det viste sig nemlig, at Grundtvig havde skrevet flere dødedigte, hvor han absolut ikke holdt sig tilbage for at kritisere mennesker, han havde et opgør med, blot fordi de var døde. Han afleverede virkelig nogle ordentlige begmænd dér på kanten af graven. Jeg blev nysgerrig på, hvad der drev ham. Hvorfor manglede han den der høflighedsknap? Det blev et lokkekald for mig og kom til at betyde, at jeg tilbragte de næste mange år i en intens udveksling med Grundtvig. Da jeg havde forsvaret min doktordisputats om ham i 2005, troede jeg, at nu skulle jeg ikke have mere med ham at gøre. Men jeg er aldrig sluppet af med ham – og ønsker det heller ikke. For min udveksling med ham har aktiveret hele feltet af tro og teologi for mig på en ny måde.

Som præstesøn var det også naturligt, at jeg blev konfirmeret af min mor, og fordi jeg af natur er ret konfliktsky og imødekommende og gerne vil bevare den gode stemning, fangede jeg hurtigt den der forventning om, at man som præstens familie ikke blamerer sig og sætter præsten i forlegenhed. Så jeg blev lidt sådan en præmieelev, der i hvert fald ikke lavede ballade. Det er for så vidt en overpersonlig rolle, som man lærer for ikke at støde an eller være alt for markant. Sjovt nok er jeg igen i samme rolle, nu som præstekone, hvor jeg er den, der sidder på forreste kirkebænk som en høflig og lidt kedelig funktion af præsten. De senere år har jeg dog i højere grad haft en anden side af præstekonerollen: Den, der oftest må blive hjemme for at passe børnene.

Artiklen fortsætter under annoncen

I studietiden gik jeg nok i kirke 10-12 gange om året inklusive højtidsgudstjenester, og det er jo mere end størstedelen af befolkningen. Men det var ikke noget, jeg tænkte meget over. Studiemiljøet på danskfaget var præget af en ganske stærk kulturradikal og til tider principielt ateistisk åre, så der blev man nærmest opfattet som mærkelig, hvis man interesserede sig for teologiske spørgsmål.

Det gav indimellem anledning til nogle sene natlige samtaler, hvor jeg blev afkrævet meget firkantede svar på mine trospositioner. Der endte jeg altid med at give nogle meget traditionsbundne svar a la ”Jeg tror på den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd”.

Med Grundtvig har det ændret sig. Jeg er ikke længere optaget af at kunne give klare svar, men af at holde feltet åbent. Grundtvig havde jo den ene krise efter den anden, der blev radikale udslag og omslag. Og da jeg begyndte at læse Grundtvig, var det ikke af religiøs interesse, men fordi jeg syntes, at stoffet var skrupskægt og ret enestående. Det vil jeg gerne bevare ved ham. Så når Grundtvig for eksempel er forsøgt meldt ind i stort set alle politiske partier, har det længe været mit anliggende at få ham meldt ud igen. Han er sjovere, når han er sig selv og får lov at være lidt skæv. Grundtvig var meget optaget af Helligånden og mente, at han var et redskab for den, at hans pen så at sige var Helligåndens fjer. Han forsøgte hele tiden at række ud over sig selv. Derfor var der intet i verden, der bekymrede ham mindre, end at han ikke altid selv forstod, hvad han skrev og sagde.

Det er også i høj grad blevet min position, både fagligt og trosmæssigt. Jeg prøver at minde mig selv om, at hvis jeg kunne forstå det, jeg forsøger at formulere, ville jeg ikke blive klogere. Det er definerende for videnskabelighed, at man ligger derude, hvor man på en måde forstår det og på en måde ikke gør. Der er et uklart felt mellem, hvad man kan sige med sikkerhed, og hvad man endnu ikke har forstået. Grundtvig har lært mig, hvor givende det er at turde blive i det felt uden at føle sig dum, fordi man ikke kan sige det hele klart endnu. Man må vente på, at det bliver klarere, og samtidig vide, at noget er så svært, at ens hoved ikke kan rumme det. Det gælder i udpræget grad også i troens verden, og derfor kan jeg sagtens sige ”jeg har ikke forstået det her, og det gør ikke så meget”.

Grundtvig udtrykker det meget præcist i sin salme ”Lad det klinge sødt i sky”. Her lyder det i anden strofe: ”Synger med os, alle små! / Børn i vugge! stammer på, / hvad selv engle knap forstå!”. Barnet i vuggen begynder at formulere det, som englen ikke helt kan forstå. Den forståelseskæde, hvor det er den samme viden og forståelse, der viser sig hos den helt lille, og som også er til stede i de allerhøjeste, vil jeg gerne kunne være en del af. Det sker for eksempel, når jeg bliver grebet af at undersøge noget nyt i en samtale eller under en forelæsning. Eller når jeg sidder på kirkebænken og bliver optaget af en strofe i en af Grundtvigs salmer, som jeg må hjem og undersøge baggrunden og konteksten for. Troen er for mig blevet noget, man taler engageret om, snarere end noget, man skal forsvare eller låse fast i bestemte mønstre.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg ved ikke, om jeg helt forstår spørgsmålet. Det nærmeste, jeg kommer det, må være, at det provokerer min tro, når nogle bruger troen til at besmykke had. Når jeg har set, hvordan nogle mennesker i USA i de seneste år har hævdet at være kristne, samtidig med at hadet lyser ud af deres øjne, så står jeg af. For 10 år siden ville jeg have forsvoret at bruge begrebet blasfemi alvorligt, men den slags vil jeg faktisk kalde blasfemi. Det får mig også til at indse, hvor centralt det er for mig, at troen er et fællesskabsanliggende, der handler om at række ud over sig selv og være nysgerrig, og ikke noget, man bruger til at kvæle hinanden med.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Husk, hvor svært det er at se ned på folk nedefra. Hvor jeg har det fra, kan jeg ikke huske, men det giver god mening for mig både i relation til mit faglige virke og min tro.